Fra elendighed til usselhed
Tusinder af zimbabwere lever fortsat i eksil – mange af dem under elendige kår. Det gælder bl.a. mænd, kvinder og børn i en flygtningelejr i Mozambique nær grænsen til Zimbabwe.
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder for MS i Mozambique13. november 2009
Tusinder af zimbabwere lever fortsat i eksil – mange af dem under elendige kår. Det gælder bl.a. mænd, kvinder og børn i en flygtningelejr i Mozambique nær grænsen til Zimbabwe.
De flygtede fra Zimbabwes elendigheder og havnede i noget, som ikke er meget bedre. Sådan er situationen for mange af de tusinder af zimbabwere, der flygtede fra den økonomiske og sociale katastrofekurs, præsident Robert Mugabe sendte Zimbabwe ud på. Den 85-årige despots modvillige accept af at danne en samlingsregering med sin arvefjende, oppositionslederen Morgan Tsvangirai, i februar i år fik en del landflygtige zimbabwere til at vende hjem, men mange er fortsat strandet i et ufrivilligt og usselt eksil. Det gælder bl.a. de ca. 200 mænd, kvinder og børn, der i over trekvart år har boet i udkanten af Manica, et mozambiquisk provinshul 20 km fra grænsen til Zimbabwe.
Her lever de under forhold, som får slum til at minde om et trestjernet hotel. Kvinder og børn stuver sig sammen blandt plasticposer, papkasser og stofsække med diverse ejendele i en lagerhal ved siden af et jernbanespor. Tog kører der ikke mange af, men til gengæld vrimler det med malariamyg, lus og andet utøj.
"Portene ud til det fri står pivåbne, så vi kan ikke beskytte os. Jeg har haft dette udslæt på mine arme, siden jeg kom", fortæller Loveness Chabuda og viser en ophovnet arm fuld af insektbid og sår.
I halvmørket bag hende ligger kvinder med udslukte blikke og malariafeber rasende i kroppen. Lagerhallen fik zimbabwerne stillet til rådighed efter pres på myndighederne fra Justiça e Paz (Retfærdighed og fred), en kristen organisation, der samarbejder med en lokal afdeling af FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR.
"Manicas bystyre foretog sig intet, da de første zimbabwiske flygtninge kom hertil i oktober sidste år. Men efter at vi havde talt zimbabwernes sag, tildelte bystyret dem hallen. Fra FN får vi penge til at købe ris, majsmel og andre basale fødevarer til flygtningene", fortæller Amos Daniel Jécua, aktivist i Justiça e Paz.
Hans organisations indsats har dog ikke sikret tag over hovedet til alle zimbabwerne. Det fortæller den 25-årige Sean George, som forlod Zimbabwes hovedstad Harare kort før jul sidste år:
"Vi mænd har overladt hallen til kvinder og børn og bor i det fri. Det er en våd og kold omgang, men kom ikke og sig, at vi ikke er gentlemen", siger Sean George med et bittert-ironisk smil, mens han viser sin bolig – jorden under et mangotræ.
"Her sover jeg sammen med fire andre. Dette er vores garderobe", siger Sean George og peger op mod træets nederste grene, der fungerer som parkering for jakker og tasker.
På et bilvrag hænger en flok unge mænd ud, mens nogle kvinder koger sadza – klæg majsgrød – i udtjente konservesdåser og gryder over åben ild. Alle skutter sig. Manica ligger i 800 meters højde, hvor nattetemperaturen ofte når ned på 10-15 grader; køligt, når man er husvild.
Anderledes lunt er der i supermarkedet Shoprite få kilometer fra flygtningelejren. Men krisen i Zimbabwe har indkøbsmekkaet ikke kunnet isolere sig fra.
"Da det stod allerværst til i Zimbabwe, kom rige zimbabwere, mange af dem fra Mugabes parti ZANU-PF, herover i store biler med trailere og ryddede hylderne. Der var kø langt ud af butikken, og selv toiletpapir var forsvundet, når de var færdige med at handle. Zimbabwernes opkøb fik priserne på dagligvarer til at stige, fortæller Armindo Mele, som netop har betalt for sine varer. Alligevel føler han ingen vrede mod folket fra nabolandet.
"Når der er krig eller krise, må man benytte sig af de muligheder, man kan. Sådan vil det altid være. Da Mozambique var i borgerkrig, og vi intet havde, hjalp zimbabwerne også os. Vi taler samme sprog og hører til samme familie", påpeger Armindo Mele.
Denne barmhjertighed mærker zimbabwerne i flygtningelejren ikke meget til. De er mere vant til tæsk, hårde ord og løgne fra mozambiquerne.
"Vi tjener lidt penge ved at vaske tøj, hakke og grave i marken og den slags for mozambiquerne. Men når vi skal have vores løn, griner de ofte bare ad os og siger: Løn? Det kan du glemme alt om. Skrub hjem til Mugabe. Mozambiquerne behandler os som slaver og dyr", siger Margaret Mudondo.
Ikke alle betragter krisen i Zimbabwe som en ulykke. Det gælder bl.a. Monsieur Ibrahim, en guineansk forretningsmand, der nyder en kop espresso og en smøg på Café ELO4 på hovedgaden i byen Chimoio 80 km fra grænsen til Zimbabwe.
"Jeg kom hertil for tre år siden, da tingene for alvor begyndte at gå skævt i Zimbabwe. Siden da har jeg importeret billigt tøj fra Kina, som jeg sælger med god fortjeneste til velhavende zimbabwere, der kommer til Chimoio for at købe, hvad de ikke kan få i deres hjemland. Efter at der er kommet flere penge i omløb i Zimbabwe, tager jeg også derover og sælger tøj. Jeg afsætter også en del til mozambiquerne, der er blevet rigere. Chimoio og andre byer i regionen boomer på grund af krisen i Zimbabwe", siger Monsieur Ibrahim.
Hans påstand bekræftes af en gåtur rundt i Chimoio. Overalt hamres, bores, saves og støbes der. Bl.a. på en sidegade, hvor pakistanske Taj Aziz dirigerer rundt med en flok håndværkere i et skelet af gasbetonsten, der er på vej til at blive en bygning.
"Vi åbner et bageri her om nogle uger. Vi har også en butik på hovedgaden. Min familie og jeg emigrerede hertil fra Pakistan for syv år siden, bl.a. pga. uroen derovre. Der er mere sikkert og flere muligheder i Mozambique", forklarer Taj Aziz.
Den påstand er zimbabwerne i flygtningelejren i Manica ikke enige i.
"Mozambique er ikke et godt sted at være", fastslår Margaret Mudondo.
