Fluefangere og korruptionsfælder
Lusaka raser over politiets nyerhvervede fartmålere, hvis resultater ikke er til at snakke sig fra. Derimod kan man betale sig fra dem – med eller uden kvittering. Anderledes fredeligt går det for sig på landet.
Af Manja Kamwi24. juli 2004
Det er de rene korruptionsfælder, raser folk for tiden i Lusaka. Korruptionsfælder er i dette tilfælde synonyme med de mange fartfælder, som politiet i Lusaka på det seneste jævnligt sætter op langs diverse veje i hovedstaden.
Eller det vil sige de steder i Lusaka, hvor vejen er allerbedst, og man rent faktisk kan køre mere end 20 km i timen uden at ødelægge bilen. Hovedvejene i Lusaka er for størstedelens vedkommende i fin stand. De hullede veje finder man dog hurtigt i det øjeblik, man drejer fra de få hovedveje – og her er det simpelthen umuligt at køre for stærkt.
Nu er det fint nok med fartbegrænsning – ikke mindst i en hovedstad. Men her i Lusaka er der blevet indført hastighedsbegrænsning på 50 km i timen på byens bedste og mindst fodgængerbefængte veje – oven i købet to-spors veje.
Mens fartbøllerne fortsat har frit lejde til at træde speederen i bund på nogle af de mest befærdede veje i Lusaka centrum. Det hænger ikke sammen, og folk her i Lusaka er da også enige om, at det kun handler om at skrabe penge sammen til statskassen eller – som det ender med i de fleste tilfælde – at spæde politiets dårlige lønninger op ved at slippe billigere og uden kvittering. Derfor er fartfælderne bedre kendt som korruptionsfælder her i byen.
Som udlænding er det dog sjældent, at man får valget mellem at betale den fulde bøde på 67.500 Kwacha (ca 90 kr.) med kvittering eller at slippe 15 kr. til betjentenes frokost – slet ikke hvis man kører rundt i en bil påklistret mærkater for en hjælpeorganisation. Det er trods alt os, der tordner løs mod de brune kurverters tyranni og støtter regeringens officielle kamp mod korruption.
Men lokale Lusaka-borgere får sjældent et reelt valg mellem at holde moralens fane højt og betale fuld bødepris med kvittering eller at stikke betjentene et par fedtede sedler under bordet. Enten har de ikke råd til at betale de godt 90 kr., som for en stor dels vedkommende svarer til en betragtelig del af det, en hel familie skal leve for. Og skulle de være ved muffen og have penge nok til at insistere på kvittering og ordentlig bogføring, så skal politiet nok finde andre fejl ved bilen, der straks konfiskeres og køres til nærmeste politistation til nærmere eftersyn.
Og hvem har tid, overskud og energi til at argumentere en hel eller flere dage for, at der ikke er noget galt med bilen?
Eller endsige køre kampen videre hos korruptions-enheden, der har nok at gøre med at fange de helt store korruptionsfisk, der desto mere, de har gaflet til sig desto sværere er at få i nettet. Så det ender oftest med frokost til politiet.
Anderledes fredeligt går det for sig på landet – uden for Lusaka. Her er der ikke nogen fartkontrol, men alle mulige andre former for kontrolposter, der med jævne mellemrum tvinger en til at stoppe op på de øde veje.
Her kan man møde immigrationskontrollen, der lader en hurtigt passere, hvis pas og papirer er i orden. Immigrationskontrollens målgruppe er heller ikke udenlandske udviklingsfolk, men derimod desperate flygtninge fra Congo og Angola, der efter 10-20 år i flygtningelejrene rundt om i Zambia uden udsigt til sikker hjemrejse i nær fremtid tager den forbudte tur til Lusaka for at prøve lykken frem for at gå hvileløst rundt i midten af ingenting.
Eller tvivlsomme forretningsfolk fra Sydafrika, der tror, at det resterende kontinent er én stor ureguleret bush, hvor de kan komme og gå og opføre sig, som det passer dem.
Mit yndlingsstop er dog hos tsetseflue-kontrollen. Her bliver man mødt af manden med nettet – fluefangeren, der høfligt spørger, om man har tsetsefluer i bilen. Og mens man kigger sig nervøst rundt i en bil, der efter 1.000 kilometer flyder med tomme colaflasker og madpapir og er et sandt flueparadis, lister fluefangeren sig rundt om bilen med nettet i angrebsposition parat til at kaste sig over alt småt med vinger. Antallet af tilbageholdte tsetsefluer indikerer, hvor meget der skal sprøjtes i områder med tsetsefluer, der kan forårsage den frygtede sovesyge.
Desværre har fluefangeren aldrig fået bonus i min bil. Men han fortalte mig sidst, at på en god sæson kan man fange op til 30 tsefluer!! Det gode er, at skulle man have bilen fyldt med tsetsefluer, så skal man ikke betale nogen bøde – tværtimod vil de mange fluer blot give fluefangeren en veltrængt påmindelse om, at hans tilstedeværelse betaler sig og tjener et større formål.
Tilbage i Lusaka har de fleste som sagt meget svært ved at se et større formål med de nye fartbegrænsninger på byens bedste veje og de deraf følgende korruptionsfælder.
Harrington, der er formand for Rådet for Trafiksikkerhed i Zambia, har da også kaldt fartbegrænsningen »latterlig« og vil se nærmere på sagen. Indtil da betaler vi alle sammen for vores fartsynder – med eller uden kvittering.