Kontant afregning
Min største frygt den nat var, at politiet skulle finde de folk, der for en kort tid havde bortført min mand. For betjentene var bevæbnede og klar til en kort og blodig process – at skyde først og spørge bagefter.
Af Manja Kamwi03. juli 2004
Det bedste, en lommetyv i Lusaka kan ønske sig, hvis han bliver grebet i at have fingrene i andre folks lommer, er paradoksalt nok, at politiet er i nærheden – og at de kommer hurtigt! Ellers er der kontant afregning for forseelsen – en afregning, der ikke stopper med et par knytnæveslag, men bliver ved, indtil synderen ligger halv- eller heldød tilbage på gaden. Et øje for et øje og en tand for tand – og gerne lidt til! Mand lynchet til døde er en tilbagevendende nyhed i aviserne, der dog aldrig er nyhed nok til at nå avisernes forside, men kan læses under petit stoffet.
Da jeg for nylig var til koncert med Zimbabwes Oliver Mtukudzi, greb jeg en mand i at skulle til at liste af sted med min venindes taske. Jeg fik tasken fra ham, men ikke diskret nok, og med det samme var han omringet af tre mænd, der hev ham med udenfor.
En halv time senere så jeg ham igen. Hævet i ansigtet og haltende med hovedet mellem skuldrene. De havde fundet fem mobiltelefoner på ham – og de tvang ham til at gå rundt og udpege de folk, han havde stjålet fra – inden de hev ham med udenfor igen og gav ham endnu en omgang tærsk.
Han overlevde, men »fik en lærestreg, så han ikke gør det igen«, fik jeg at vide, da jeg forsigtigt spurgte, om politiet var blevet tilkaldt!
Politiet i Lusaka er bestemt ikke kendt for at være blødsødne, men kommer de frem i tide, så slipper eventuelle lommetyve og andre småkriminelle for den ukontrollable vrede, der kan eksplodere blandt helt almindelige mennesker i et splitsekund, hvis de tager en tyv med fingrene i kagedåsen. Tyven skal nok få de tærsk, han efter de fleste folks overbevisning er berettiget til i politicellen – men under mere kontrollable forhold, der for det meste ikke har døden til følge. Det strider mod alt, hvad jeg har lært om, at selv det værste afskum har ret til en ordentlig behandling og ikke mindst rettergang. Men jeg kommer ikke langt med mine humane argumenter her, hvor den eneste forklaring på folks hang til kontant afregning og selvtægt er, at han eller hun, der har gjort noget forkert, selvfølgelig skal have en lærestreg! Det eneste, jeg kan, er, at krydse fingre for, at lommetyve og andre småkriminelle har formen i orden og kan løbe fra pøblens vrede i det øjeblik, den eksploderer.
Krydse fingre gjorde jeg også den nat for to år siden, hvor jeg sammen med 15 betjente og min mand kørte rundt i en af Lusakas townships for at finde stedet, hvor min mand nogle timer forinden var blevet dumpet af en bande bevæbnede kriminelle. Min mand blev sammen med to kollegaer taget i et såkaldt gun point uden for vores hus – og i stedet for bare at stjæle bilen valgte biltyvene at tage de tre med. I en halv time sad min mand med hovedet mellem benene og en AK47 i nakken, inden han sammen med de to andre blev smidt af og bedt om at lægge sig på sig på maven med armene spredt ud på jorden. Der lå de i en time, indtil de var forvisset om, at tyvene var væk, og at de kunne rejse sig uden at få et skud i nakken. Det er selvfølgelig en forfærdelig oplevelse – at blive frataget ens frihed, at have en AK47 i nakken og tro, at man skal dø. Selvfølgelig skulle svinene fanges og straffes.
Problemet den nat – og alle andre nætter – er bare, at når politiet tager ud for at finde den slags forbrydere, der rangerer en tand højere end lommetyve, så er chancen for en retfærdig rettergang og efterfølgende straf minimal.
Da vi nåede gerningstedet, kunne jeg høre, hvordan betjentenes våben blev ladt et for et – klar til at skyde på det mindst mistænkelige – uden at spørge først eller forsikre sig om, at det var de rigtige, der tonede frem i billygternes skær.
Selv om jeg var rasende og vred og stadig bange ved tanken om, hvad der kunne være sket med min mand, så krydsede jeg fingre for, at vi ikke fandt forbryderne – for det var endt i en hurtig og blodig process, som jeg slet ikke kunne have accepteret.
Heldigvis fandt vi dem ikke den nat, og desværre blev de aldrig fundet. Min mands kollegas bagage blev fundet 1.000 kilometer fra Lusaka tæt ved grænsen til Congo, hvor bilen sikkert blev solgt.
Anderledes gik det til tirsdag nat denne uge, hvor seks mistænkte forbrydere blev skudt af politiet her i Lusaka. Alle seks døde. Efterfølgende fandt politiet en AK47 – men er overbevist om, at de seks dræbte må have haft flere våben. Dem leder man nu efter. Ifølge politiet har de seks forbrydere været eftersøgt længe, og de var »ekstremt farlige«.
Og det retfærdigører tilsyneladende den kontante afregning, der umuliggører enhver retfærdig rettergang og passende straf for de nu døde ekstremt farlige forbrydere.
I hvert fald stilles der ikke det mindste spørgsmålstegn ved politiets aktion – ligesom den folkelige vrede, der flere gange om året koster småkriminelle livet, heller ikke bliver stillet til regnskab.