Præsidentens dagbog
Bedre tv, lover Zambias nationale tv-selskab mod, at borgerne betaler en netop indført tv-licens. Det kan også kun blive bedre, mener mange – alligevel har tv-licensen medført en heftig debat; for hvad er det lige, vi skal betale for! At se præsidenten tale og hans frue danse.
Af Manja KamwiLusaka's facader er dækket til med store gule bill boards, hvor cremen af Zambias nyhedsværter svarende til Løkkegaard & Kretz garanterer bedre tv, når vi betaler licens. Da jeg første gang hørte, at vi nu skulle til at betale tv-licens, var min umiddelbare reaktion: Jamen selvfølgelig skal vi det! Vi skal betale for den public service ydelse, som Zambia National Broadcasting Cooperation (ZNBC) yder.
Og kampagnesloganet, der fulgte i kølvandet på det nye tiltag: Better TV! When you pay – it will show! røg rent ind hos mig efter i løbet af bare tre år at have været vidne til blandt andet to genudsendelser af Rivalen Der Rennbahn – en tysk tv-serie om et stutteri, en masse heste og hestens ejer – sendt i prime time begge gange – samt en række 70‘er film, som aldrig burde være genudsendt – og slet ikke så ofte.
Mange programmer er sponsorerede. Det gælder blandt andet den første lokalt producerede soap Kabanana, der handler om familien Kabanana. Reklamerne i soapen fylder så meget, at pointerne går tabt, fordi skuespillerene fortaber sig i lange udredninger om alt lige fra en specifik mobiltelefonudbyders fordele til madterningers velsignelse.
Men selv om der er mere underholdningsværdi i at snakke om, hvor ringe underholdningsfladen er, end at se den, så kan man trods alt slukke. Det er da heller ikke det manglende udbud eller den ringe kvalitet på underholdningsiden, der afholdt folk fra med det samme at betale licens.
Det er den politiske styring af ZNBC, og nyhedsprioriteringen på stationens flagskib tv-avisen, folk her i Zambias hovedstad ikke vil betale licens for. Licenspengene skal muligvis nok kunne betale for en teleprompter, så nyhedsjournalisterne ikke behøver at sidde og fedte med deres papirer, når de læser nyhederne op. Der vil sikkert også blive råd til transport til journalisterne, så de kan tage ud i den virkelige verden og lave historier uden at være afhængige af diverse velmenende NGO‘er eller præsidentens program. Og forhåbentligt kan der indkøbes nyt udstyr, som man også kan høre, hvad folk siger i indslagene.
De menneskelige resourcer er der til at lave de gode historier, men de kommer ikke langt i et land, hvor det i sidste ende er de politiske magthavere, der bestemmer, hvad der skal vises for folket. Og de har monopol, eftersom ZNBC er den eneste landsdækkende kanal.
Derfor er det også de færreste, der tror, at licenspengene vil ændre nyhedsprioriteringen, der har meget lidt med gængse nyhedskriterier at gøre, men i første omgang er bestemt af, hvad landets præsident Mwanawasa har sagt eller gjort denne dag. Hver eneste aften toner han frem på skærmen – lige så forusigeligt som resten af programfladen på ZNBC – gerne efterfulgt af præsidentfruen, Maureen Mwanawasa, der ikke vil stå i skyggen af sin mand og derfor har dannet sin egen lille hjælpeorganisation, som private forretningsfolk står i kø for at få lov til at donere tæpper og madvarer til.
For gør de det, er de – ligesom præsidentfruen – sikret dækning i den bedste sendetid.
Som en bekendt sagde: »Hvorfor er det lige, at jeg skal betale for at høre præsidenten tale og se præsidentfruen danse hver eneste aften.«
Retfærdigvis skal det siges, at ZNBC også sender debatprogrammer om sundhed, fattigdom og uddannelse, sponsoreret af diverse donorer.
Men det ændrer ikke ZNBC‘s monopol på landsdækkende tv og den politiske styring af nyhederne, hvor oppositionen kun sjældent får taletid – og de journalister, der vover pelsen og bringer kritiske indslag om regeringens politik, risikerer at forsvinde fra skærmen for en tid.
Ved et offentlig møde i sidste uge, sagde en journalist ansat ved selvsamme monopol: »Det kan da godt være, at vi har en redaktionschef. Men det er ikke ham, der bestemmer i sidste ende. Vi ved godt, hvem der bestemmer. Det er regeringen – og præsidenten – der har det sidste ord.«
Og det er det, folk ikke vil betale for.
Men betale gør vi allerede. I erkendelse af at folk ikke stod i kø for at betale den lovpligtige licens, er licensen, som svarer til fire kroner, sat på el-regningen, eftersom det formodes, at alle, der har elektricitet, også har fjernsyn.
Og dermed er debatten blusset op igen – for nu kan man ikke en gang trodse loven – og undlade at betale licens, medmindre at man, som formanden for de zambiske fagforeninger (ZCTU), Leonard Hikaumba foreslog, lader være med at betale sine elregninger. Det kunne så i samme omgang være en protest over, at det statslige el-selskab heller ikke yder, hvad de skulle, eftersom elektricitesforsyningen i perioder er meget upålidelig.
Licensen er ikke til debat – men den har startet en veltrængt debat om hvem, der har adgang til informationer, og hvem der styrer informationerne. Og det er alt andet lige vigtigere end, hvorvidt Rivalen Der Rennbahn genudsendes endnu engang.