Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Honduras:

MS-partner ransaget

MS’ partnerorganisation Red Comal er blevet ransaget af militæret, få timer før valgstederne åbner. Under ransagningen konfiskerede soldater computere og materiale som opfordrer til boykot af valget.

Militæret opfatter materiale som opfordrer til íkke at stemme som "subversivt". Foto: Christian Korsgaard.
Militæret opfatter materiale som opfordrer til íkke at stemme som "subversivt". Foto: Christian Korsgaard.
28. november 2009

Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS Mellemamerika.

MS’ partnerorganisation, Red Comal blev lørdag eftermiddag ransaget af politi og militær, få timer før valgstederne åbner.

Ifølge Miguel Alonzo Macías fra Red Comal mødte omkring 100 soldater ved totiden om eftermiddagen op med en ransagningskendelse, der gav dem lov til at gennemsøge Red Comals kontorer i jagten på ”våben som kan udgøre en trussel mod folks sikkerhed”, plakater og andet materiale som opfordrer til ikke at stemme ved søndagens valg. Ransagningskendelsen blev først præsenteret efter at soldaterne var gået i gang med at undersøge kontorerne.

“Soldaterne tog fire bærbare computere, digitale kameraer, bannere, informationsmateriale, rapporter om menneskerettighedsovertrædelser, aviser fra Modstandsbevægelsen, og nogle regnskaber,” oplyser den Honduranske Koalition for Folkelig Handling, CHAAC.

Ifølge militæret betragtes alt det konfiskerede materiale som “subversivt”, idet Valgloven forbyder propaganda som opfordrer til ikke at stemme.

Spændingen stiger

Ransagningen af Red Comals kontorer er et tydeligt eksempel den stigende spænding i Honduras, på et tidspunkt hvor der kun mangler få timer til valgstederne åbner. Den kup-kritiske Canal 36 er for længst blevet lukket, og lørdag gik Radio Globo samme vej. Mens alle andre radiostationer uden problemer har transmitteret hele dagen, har Radio Globos frekvens kun budt på populær-honduransk musik.

I hovedstaden Tegucigalpa er den militære og politimæssige tilstedeværelse mærkbart tydeligere, efterhånden som tidspunktet for valgstedernes åbning kommer nærmere.

Ved valget i 2005 undlod 44 procent af de 4.5 millioner vælgere at stemme og eksperter forventer at denne andel i år vil være større og dermed så tvivl om valgets gyldighed. For at undgå dette gør de facto regeringen og militæret sig store anstrengelser for at stoppe kampagnen for ikke at stemme. Ransagningen af Red Comals kontorer er uden tvivl et led i dette arbejde.