Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Honduras:

Tvivl om valgdeltagelsen

Største valgdeltagelse nogensinde, siger Valgrådet. Laveste valgdeltagelse nogensinde, siger Modstandsbevægelsen. Forvirringen om de reelle tal er stor, men alt peger på at nationalisten Pepe Lobo vinder.

Valgsted i Tegucigalpa, søndag klokken 16:20. Valgrådets og de lokale mediers lange køer af vælgere er ingen steder at se. Stemningen er – mildt sagt – temmelig sløv. Foto: Christian Korsgaard.
Valgsted i Tegucigalpa, søndag klokken 16:20. Valgrådets og de lokale mediers lange køer af vælgere er ingen steder at se. Stemningen er – mildt sagt – temmelig sløv. Foto: Christian Korsgaard.
30. november 2009

Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS Mellemamerika

Valgstederne i Honduras lukkede klokken fem søndag eftermiddag, efter en dag med så forskelligartede valgreportager, at man skulle tro at tilhængere og modstandere dybest set ikke havde observeret det samme valg.

Mens hovedparten af de lokale medier fra morgenstunden meldte om massivt, ja nærmest overvældende fremmøde, så fastholdt Modstandsbevægelse hele dagen, at valgdeltagelsen var meget lav. Bevægelsen havde på forhånd opfordret vælgerne til at boykotte valget, som de finder både ugyldigt og udemokratisk, blandt andet fordi der helt op til selve valgdagen er foregået systematiske og grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Det Øverste Valgråd besluttede midt på eftermiddagen at forlænge valgbordenes åbningstid med en time, angiveligt fordi mange vælgere stod i kø, og fordi flere valgborde på grund af det påståede, store fremmøde var løbet tør for det uafvaskelige blæk, som alle vælgere skal mærkes med på venstre lillefinger.

Hov, hvor er vælgerne?

En rundtur til valgsteder sidst på eftermiddagen viste imidlertid et helt andet billede end det Valgrådet og de lokale medier – som alle kontrolleres af den politisk-økonomiske elite som stod bag kuppet mod Zelaya – videregav. Halvtomme urner og valgtilforordnede med benene oppe på valgbordet og i hyggesnak om dette og hint, gav på ingen måde indtryk af, at Honduras var på vej mod et ’supervalg’. På to valgsteder i det indre Tegucigalpa med ni og syv valgborde, talte jeg henholdsvis fem og syv vælgere. De lange køer, som Valgrådet og medierne havde talt om hele dagen, var ingen steder at se. I stedet gabte valgtilforordnede kæberne af led og kiggede utålmodigt på urene.

De valgtilforordnede havde rigelig tid til at hyggesnakke i de øde stemmelokaler. I baggrunden vidner den halvtomme, lyserøde stemmeurne om det sparsomme fremmøde. Foto: Christian Korsgaard.
De valgtilforordnede havde rigelig tid til at hyggesnakke i de øde stemmelokaler. I baggrunden vidner den halvtomme, lyserøde stemmeurne om det sparsomme fremmøde. Foto: Christian Korsgaard.

Pepe Lobo på vej mod sejr

Men i Honduras er intet som det ser ud til, og Det Øverste Valgråd har netop offentliggjort de første foreløbige, men alligevel officielle resultater. Optællingen giver som ventet en overvældende sejr til nationalisten Pepe Lobo på hele 55 procent, efterfulgt af den liberale kandidat Elvin Santos med 38 procent. Ingen af de tre øvrige partier ser ud til at komme over tre procent af stemmerne.

Resultatet er ikke overraskende, men det er tilgæld Valgrådets prognose for stemmeprocenten, som nu vurderes til at slå alle rekorder og nå 61 procent.

Modstandsbevægelsen har øjeblikkeligt afvist at valgdeltagelsen skulle have været så høj som Valgrådet påstår, og anslår i stedet for at den er rekordlav.

”Det kræver ikke briller at se hvad der er sket. Vores monitorering af valget viser en stemmeprocent på 30-35. Honduras har straffet kupmagerne og diktaturet, som nu prøver at finde en mængde vælgere som ikke eksisterer,” siger Modstandsbevægelsen i en pressemeddelelse.

Bevægelsen har indkaldt til stormøde mandag middag og meddelt, at den klokken tre mandag indleder en stor sejrsmarch mod valget.

Sammenstød i San Pedro Sula

Mens valget forløb uden voldelige episoder og sammenstød i hovedstaden Tegucigalpa, gik det anderledes i industribyen San Pedro Sula i det nordlige Honduras. Modstandsbevægelsen havde ellers bebudet, at den ikke ville marchere i gaderne, men i San Pedro Sula valgte utilfredse borgere alligevel at protestere. Demonstrationen blev øjeblikkelig opløst af sikkerhedsstyrker, som blandt andet brugte tåregas til at spille demonstranterne.