Kupmagere i Honduras gennemfører valg
I Honduras gennemførte de facto regeringen søndag et omdiskuteret valg og håber nu på omverdenens anerkendelse af den nye ledelse. Kritikere af valget fik mundkurv på.
|
|
93-årige Melitina Castellanos var dagens første vælger. Foto: Christian Korsgaard.
|
Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS ActionAid Denmark
”Jeg er glad for at jeg har stemt. Det er alle honduranere nødt til at gøre, hvis vi skal løse landets fattigdomsproblemer,” sagde den 93-årige Melitina Castellanos, da hun som den første borger i går afgav sin stemme i det meget omdiskuterede valg i Honduras.
Valget fandt sted præcis fem måneder og én dag efter at militæret og landets politisk-økonomiske elite ved et kup afsatte den folkevalgte præsident Manuel Zelaya. Med valget håber kupledelsen at kunne indsætte en ny regering, som omverdenen vil anerkende.
Flere lande, med USA i spidsen, har da også allerede på forhånd meddelt, at de accepterer valgresultatet. Men endnu flere har meddelt det stik modsatte, og uanset resultatet af gårsdagens valg, vil Honduras også fremover befinde sig i en situation, hvor en del af verden ikke anerkender landets ledelse. EU havde på selve valgdagen endnu ikke afgjort, om medlemslandene skulle anerkende den nye regering i Honduras.
For at svække omverdenens tillid til valgresultatet opfordrede den såkaldte Modstandsbevægelse mod Kuppet til massiv boykot, fordi de ikke mener valget har nogen juridisk eller demokratisk værdi. Bevægelsen har lige siden kuppets første dag krævet, at Manuel Zelaya blev genindsat og at den grundlovssikrede orden blev genoprettet. De fleste analytikere forventer, at stemmeprocenten denne gang bliver noget lavere end ved valget i 2005, hvor 56 procent af vælgerne stemte.
For at stoppe boykot-kampagnen blev kritiske medier lukket i dagene forud for valget, og flere folkelige organisationer fik beslagt materiale i forbindelse med ransagninger. Lokale menneskerettighedsaktivister opfordrede forgæves til, at valget blev udsat.
”Valget løser ikke problemerne”
Fagforeningsformanden Carlos H. Reyes var Honduras’ første uafhængige præsidentkandidat. Meningsmålingerne gav ham 18 procent af stemmerne, da han i begyndelsen af november trak sit kandidatur. Reyes mener, at grundloven blev brudt da Manuel Zelaya blev kuppet, og han ønsker ikke at deltage i et valg der kan legitimere den handling.
Vil vi opleve et nyt Honduras mandag morgen?
”Mandag morgen ligner Honduras sig selv. Det er de samme kupmagere og den samme hær i gaderne. Intet er forandret og dét er det fortvivlende – at valget ikke løser problemerne. Faktisk risikerer vi, at tingene bliver værre end de allerede er, for den valgte regering har ingen legitimitet.”
Har du opgivet at skabe forandringer?
”Honduranerne har givet liv til en modstandsbevægelse og jordmoderen til denne bevægelse har været landets rige elite og USA, som hjalp til med kuppet. Men modstandsbevægelsen vil lægge det Honduras som vi har kendt indtil nu, i graven. Honduras er nødt til at forandre sig, for honduranerne har forandret sig efter kuppet.”
Se også videointerview med Carlos H. Reyes (på spansk).



