Artikel fra MS-revy 6/1992

På jagt efter en identitet

MS er midt i en identitetskrise og bør kombinere danske frivillige med professionelle lokale på samme lønvilkår, skriver Namtasha Kisenge-Flippin, der er programme officer for MS-Tanzania. MS vil kunne udnytte sådanne kvalificerede lokale i sin politiske udvikling, og det vil kunne gøre de danske frivillige pengene værd - og meget mere...

Af Namtasha Anna Kisenge-Flippin

14. september 1992

MS SYNES som organisation at gennemleve en "midtvejskrise" på jagt efter en identitet, der passer sammen med de frem­skridt og den vækst og udvikling, der er sket både i MS og MS' samar­bejds­lande.

MS er skabt på dén "samvirke-filosofi", som var populær for to årtier siden. Tiderne skifter nu fra "Arbejdere og bønder i alle lande forén jer!" til den moderne verdens sammensatte sociale og politiske dynamik. Udfordringen for MS er derfor enten at udvikle en moderne samvirke-identitet eller at blive rendt over ende af Bush' nye internationale økonomi­ske orden.

Ingen af delene er let. Det første kræver alvorlige strukturel­le foran­dringer - det sidste alvorlige kompromisser og at under­kaste sig andre kræfters luner. Når det danske folk kunne stem­me nej til EF-unionen, er der måske endda håb, hvad angår den måde det danske folk kan påvirke MS' fremtid.

Møde efter møde bliver holdt i dyre domme med den gode hen­sigt at gøre MS' program mere effektivt. Men det er et stort spørgsmål, hvor langt MS vil tillade disse møder at dis­kutere emner, der vil kræve virkelig forandring.

Jeg vil påstå, at skal MS have skabt et bæredygtigt program, når det trækker sig ud i år 2013, så må der tages fat om meget fundamentale spørgs­mål - nemlig økonomisk lighed med samar­bejdspartnerne, disse partneres - og de danske counter­parts' - kvalifikationer og dermed også karakteren og kvaliteten af ud­dannel­sen i Kolding og på TCDC, MS' træningscenter i Tanzania.

Lokalisering eller billig arbejdskraft?

MS har gjort et prisværdigt arbejde med at lokalisere nogle stil­linger i sine samarbejdslande, men i virkeligheden skærer MS sit budget ned ved at bruge billig arbejdskraft. Det er næsten som tøj med "Made in Hong Kong"-mærker - blot er MS' mærke "Skaffet i Afrika". Hvis MS oprigtigt ønsker et ægte samar­bejde, må MS inddrage sine samarbejdspartnere i den virkelige beslutnings­proces. Men det kan ikke ske med den nu­værende rekruttering, hvor man har den arbejdskraft, der er råd til, og som ikke er kvalifi­ceret til nogle af de mere komplekse situationer.

Det betyder, at MS må ansætte en kvalificeret og professio­nel lokal stab på alle områder: uddannelsen i Kolding og Arusha, landekontorerne og coun­terparts i felten sammen med de frivillige­. I en sådan MS-fremtid bør der ikke være plads til den "bonde-atmos­fære", som MS hidtil har nydt, og hvor MS har været ret­færdig­gjort ved simpelthen "at være der".

Det er ikke et større problem at ansætte dén slags afrikansk personale. Problemet opstår, når MS nægter at udbetale dem de sam­me lønninger, som danskere får for det samme arbejde. I stedet bliver man mødt med de mest bizarre, racistiske, bagstræ­beriske og simple argumenter om, at hvis MS betaler lokale sådan­ne løn­ninger, vil man skabe en afrikansk over­klasse. De folk, der argumenterer sådan, må være blinde for, hvordan danskere på individuel basis drager fordel af programmet, og for at den af­rikanske overklasse skabes med eller uden MS.

Hvis MS betalte afrikanske professionelle de lønninger, de for­tjener, kunne MS om noget hjælpe de afrikanske lande - nemlig med at holde på Afrikas højst tiltrængte kvalificere­de ar­bejds­kraft og modvirke hjerneflugten, hvor uddannede­ drager til Vesten på jagt efter grønnere græs.

Pengene værd og meget mere...

Denne professionalisme bør også gælde de nationale counter­parts i marken og i projekterne og typen af danske frivillige. Som Kelm-Hansen spørger: Er de pengene værd? Ja, de kunne være det og meget mere, hvis MS vil lytte til den feedback, de får fra folk i marken, nemlig de frivillige og landekon­torerne, som udgør forbindelsen mellem MS og målgrup­perne. De kender realiteter­ne og kan råd­give MS om, hvad der foregår, når MS begynder at skifte fra at være "top-down" til "down-up".

I øjeblikket er kommunikation helt afgørende for de frivillige, og derfor bør sprog- og kommunikationsfærdigheder­ fremhæves. Men endnu mere centralt er det dilemma, den frivillige står over for i sit job: Forestil jer, at I befinder jer i et land­områ­de, hvor det mest åbenlyse midt i fattig­dommen er en Toyata Hilux med­­ lys om natten og alle andre bekvemmelig­heder, som skaber falske håb blandt lands­byboer­ne. Og uddannelsen af de frivillige er som en plade, der kører i samme rille med "tag ud blandt folk, lyt til dem, bo sam­men med dem, vær en katalysator osv.". Godt gået Paulo Freire! Jeg tror ikke, MS nogensinde har tænkt over dette arran­gements umenneske­lige natur. Det er unfair både for de frivillige ­og for landsbyboerne, og det er et dilem­ma for begge involverede parter.

MS kunne opbløde denne situation ved at ansætte virke­ligt kvalificerede afrikanske counterparts på samme be­tingelser som de frivillige og placere dem regionalt og lokalt, så der for hver tre-fire frivillige var én national udviklings­arbejder. For at kunne finansiere de nationale ville man være nødt til at skære ned på antallet af dan­ske frivillige, men det ville samti­dig medføre flere og bedre resultater, at danske frivillige til en forandring skulle arbejde sammen med professionelle af­rikanske coun­ter­parts. Det ville tilføje programmet kvalitet, og MS ville kunne bruge den kvalifi­cere­de stab både i politiske spørgs­mål og i andre kom­plekse situationer, der er udbredt i systemet.

De nationale udviklingsarbejdere bør være en inte­greret del af pro­jekter og placeringer - for hvis de sikres samme vilkår som danske frivillige, vil de med deres pro­fessiona­lisme i marken være en stor hjælp til at sikre, at MS når målgrupper­ne. For så behøve­de de ikke bekymre sig om, hvad de selv får ud af det. De ville være hårdtarbej­dende og ærlige ligesom deres danske counter­parts, som har den nødvendige sikkerhed finansielt og på andre om­råder for at kunne udføre deres job effek­tivt.

MS kunne også indføre et system, hvor enhver, der er med­lem af for­eningen, har lov til at søge posten som udviklings­arbej­der, hvis de er borgere i de lande, hvor MS arbejder.

Uddannelsen

TCDC er et omdrejningspunkt for hele MS-programmet. MS er stort set den eneste organisation, som har sådan et center i Afrika. Og hele uddannelsespro­cessen trænger til en kritisk analyse af kvalitet og effektivitet. Betyd­ningen af TCDC og Kolding må ikke undervurderes, når vi taler om MS' frem­tid. Det er hér, holdningen så at sige præges eller ændres. Derfor må alle involverede kunne bidrage til kursets indhold. Lærerne må udvikle et system, hvor de kan få feedback fra de frivillige, fra landekontorernes program-stab og fra alle andre relevante instan­ser.

For at konkludere: MS må finde sin plads i virke­lig­hedens skæve "Bi­stands- og Udvik­lings-for­retning". Hvis MS er med for pengenes skyld, så lad os ikke spilde hinan­dens tid med ideer og bidrag. Men hvis MS oprigtigt ønsker at yde virkelig bi­stand til de trængende, så bør MS lytte omhyggeligt til folk i marken - afrika­nere såvel som dan­skere! Ellers får vi blot endnu et af disse møder, hvor vi diskuterer fattigdommens og afhæn­gig­he­dens on­de cirkel. Og når mødet er slut, inkasserer vi alle vore dagpenge og tager hjem. Endnu et bistands-svindelnummer­!