Foreløbig ingen Mellemøstfred
En rapport om årets MS-studietur til Israel/Palæstina og de reaktioner, den medførte.
Af Ola L. AndresenDEN 25 ÅR GAMLE konflikt omkring besættelsen af Vestbredden og Gaza bevæger sig måske mod en langsom afklaring. Men den indeholder stadig krudt nok til at sætte kølige danske sind i kog. Årets MS-studierejse til Israel/Palæstina blev arrangeret sammen med Tværpolitisk Palæstina Initiativ (To folk ‑ to stater) og Palæstinakampagnen. Dansk Palæstinensisk Venskabsforening gav moralsk støtte.
Rejsen fandt sted i juli måned og bød på et meget komprimeret program. Dele af turen stod i fredsforhandlingernes tegn, og selv om man ikke ser meget til intifada og oprør i disse dage, var der ikke meget, der i sommer tydede på en øjeblikkelig fredsløsning.
Rejseholdet boede bl.a. i Umm El‑Fahm, den næststørste palæstinensiske by i Israel, mens Yitzhak Rabin forhandlede sig gennem det nyvalgte parlament, Knesset, på jagt efter størst mulig regeringsstøtte, inkluderet fra højre. Det sagde han i hvert fald offentligt, men det var umuligt at undgå at lægge mærke til, at han endte med en centrum‑venstreregering, der sågar også sikrede sig de ikke‑zionistiske (læs: palæstinensiske) venstrepartiers støtte.
Nye håb
I det ny Knesset er oppositionen med andre ord blevet trygt placeret til højre, og Hashem Mahameed fra Fronten for Fred og Lighed lagde ikke skjul på, at han pludseligt havde fået nye forhåbninger til Rabin. Hashem og hans dansk‑fødte kone Anne Marie var blandt rejseholdets værtskab, og besøget i Umm El-Fahm fik en usædvanlig aktualitet ved, at Hashem hver nat kom hjem fra nye forhandlinger i Jerusalem.
I Gaza City fik holdet imidlertid et andet billede af den politiske virkelighed ‑ set gennem de palæstinenseres øjne, det virkelig gælder, nemlig "den oprindelige befolkning" i de besatte områder. Gaza's Grand Old Lady, knivskarpe og vittige Yusra Barabari, kom først og forklarede, hvorfor hun er dødsens modstander af palæstinensisk deltagelse i de nuværende fredsforhandlinger. De foregår nemlig fuldt og helt på israelske og amerikanske betingelser, slog hun fast. Ingen af de tilstedeværende var i stand til at argumentere mod hende, men det skæbnesvangre spørgsmål blev naturligvis stillet: "Hvad er alternativet?"
Alternativet er at blive stemplet som dem, der ikke ønsker fred, forklarede dr. Haider Abd Al‑Shafi, der formelt og faktisk leder den palæstinensiske forhandlingsdelegation. Og det bliver ikke palæstinenserne, der uden videre forlader forhandlingsbordet, sagde han, og forklarede således, hvorfor palæstinenserne ikke har andet valg end at forhandle. Her gav i det mindste én deltager udtryk for god dansk pragmatisme: "Jeg var enig med dem begge".
Både på palæstinensisk og israelsk side præsenteres i det hele taget ret afvigende synspunkter på de samme spørgsmål. Nogle palæstinensere erklærede meget overbevisende, at de ønskede fred, men en martyrmoder på Vestbredden ønskede kun at se alle israelere dø. Nogle anti‑zionistiske israelske jøder udtrykte deres dybe skepsis over Rabins regering, mens en talskvinde for det nyslåede regeringsparti "Meretz" var overbevist om, at det nu virkeligt går mod fred. Desværre havde ingen fra Arbejderpartiet tid til at mødes med det danske studiehold.
I junglen af divergerende meninger og vurderinger er det måske svært at opretholde kølige, nordiske krav til objektivitet og balance, når man stilles overfor besættelseshverdagen.
Dødsens alvor
Hvorvidt det var Informations fortræffelige korrespondent, Amos Wollin, der på sit tag i Tel Aviv stod for den objektive analyse, når han forklarede, at det heller ikke denne gang var fred, de israelske vælgere stemte for, skal ikke diskuteres nærmere i disse spalter.
Måske var det f.eks. objektivt set lige så korrekt, når "Mikado" Michel Warschawski i Jerusalem sagde, at det er besættelsesmagtens effektive spredning af frygt og terror, der er årsag til, at intifadaen brænder på lavt blus, som når gæve palæstinensiske aktivister sagde, at folk kun holdt sig lidt tilbage, mens de ventede på resultaterne fra forhandlingsbordet.
Objektivitet og balanceret information? I hvert fald mødte holdet mennesker, for hvem det hele er dødsens alvor. I Nablus mødte holdet et par "shebab" ‑ intifadaens unge aktivister ‑ som sagde, at de hellere risikerede livet ved at gå under jorden end at udsætte sig for en ny runde i forhørsledernes kløer. De, der går under jorden, risikerer at komme på de meget omtalte dødspatruljers liste over "eftersøgte".
Den officielle afslutning af rejsen blev markeret af forsvarsadvokat og menneskerettighedsforkæmper Raji Surani i Gaza City med en usædvanlig letfattelig beskrivelse af hvordan, han selv var blevet tortureret i halvanden måned. Nogle af deltagerne var rystede, men vidnesbyrdet understregede aktualiteten af en menneskerettighedshøring, som Tværpolitisk Palæstina Initiativ arrangerer i København den 26. september.
Ola L. Andresen var en af de to rejseledere
Information og provokation
Alle deltagere var enige om, at de lærte meget. Nogle mente dog, at der var meget palæstinensisk propaganda, og ordet "hjernevask" blev brugt under et evalueringsseminar i august. "Jeg troede, det var en informationstur, men jeg synes, det blev en solidaritetsrejse," sagde én.
Andre var fuldstændig uenige i dette, og flertallet gav udtryk for, at turen hverken var ubalanceret eller handlede om propaganda. Alligevel er konklusionen nok, at det er meget svært at sikre en "balance", der tilfredsstiller alle.
En af deltagerne på holdet havde i øvrigt en forklaring på det hele: "De første dage gik jeg rundt og var skrupforvirret. Men pludselig forstod jeg, at det var meningen, at alle skulle blive frustrerede. For sådan var virkeligheden".
Og det er måske udtryk for god pragmatik. Det samme kan ikke siges om situationer, hvor koldblodige danskere i al deres frustration ‑ eller hvad der nu var tale om ‑ brugte næverne imod hinanden, når de verbale argumenter ikke længere rakte.
Man er naturligvis høflig, når man er gæst, og tager ikke så let til orde mod den lokale vært, som fremfører sit budskab. Mellem rejsedeltagerne faldt der imidlertid nogle gange hårde ord, som da en deltager følte, at han blev taget til indtægt for en gruppeopfattelse, han ikke delte. Så fik en anden at føle, at det lille ord "vi" var farligt at bruge.
Aldrig havde han mødt et sådan "had", sagde en af rejsedeltagerne bagefter. Og det gjaldt forholdet til andre danskere på holdet.
Sandsynligvis er pointen, at stærke følelsesmæssige reaktioner ikke kan undgås, når man rejser af sted for at møde en dramatisk virkelighed på nært hold. MS' studierejser til Israel/Palæstina er lavet som ‑ studierejser. Formålet er at informere. Men nogle gange er information provokerende.