Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Klimaagenterne møder Connie Hedegaard

Sent torsdag mødtes et stort opbud af MS / ActionAids klimaagenter med klimaminister Connie Hedegaard og gav hende et rødt jakkesæt i ønsket om at bringe de rige landes klimagæld til de fattige op på topmødet.

Tekst og foto: Peter Bischoff

04. december 2009

Klima- og Energiministeriets indgangsfoyer var propfyldt med et stort opbud af røde klimagældsagenter en sen regnfuld eftermiddag torsdag den 3. december, da op mod 40 agenter havde sat klimaminister Connie Hedegaard stævne for at overrække hende et rødt sæt sammen med ønsket om, at hun ville bringe de rige lande klimagæld til de fattigste lande op på klimatopmødet COP15, der starter på mandag.

En af de fremmødte agenter var Bernadetta Kodili, der er 23 år og fra Uganda. Hun deltager i øjeblikket i MS' "Global Change"-uddannelse i Danmark. Som repræsentant for Afrikas unge i et land, der lige nu er hårdt ramt af tørke, forklarede hun  klimagældsagenternes mission med at presse på for en fair aftale, der anerkender, at de rige lande har påført u-landene alvorlige klimaproblemer og derfor har en klimagæld at betale.

"Vi ved, at du spiller en afgørende rolle i forhandlingerne. Det er derfor, at vi høfligt beder dig om at modtage et jakkesæt fra os. Det bæres normalt af folk, som tror på, hvad vi tror på – nemlig at der skal underskrives en fair aftale under COP15, og at de rige lande bør betale deres klimagæld som en kompensation, hvor pengene ikke tages fra allerede eksisterende bevillinger til udviklingslandene", sagde hun og udtrykte et kraftigt håb om at få Connie Hedegaard at se i det røde sæt under topmødet.

Connie Hedegaard takkede for gaven og det store fremmøde. Hun gav ikke noget løfte om at bære jakken, men sagde:

"Vi prøver at lægge så stærkt et pres, som vi kan, og jeg er enig i, at de udviklede lande har skabt problemerne og må gøre mest og gøre det først. Vi vil gøre vores yderste for at sikre en ambitiøs aftale, og vi ved, at mange vil være nødt til at bidrage, hvis det blive en succes, og at der skal penge på bordet – ikke bare "gamle penge", men også nye penge."

Connie Hedegaard understregede også udviklingslandenes eget ansvar for klimaet og takkede for de fremmødtes entusiasme og energi.

"Det er afgørende, at folk i denne verden siger det meget højt og klart: Vi ønsker en aftale nu", sagde hun som afslutning.



Klimatopmøde 2009, foto: Des Willie/ActionAid
Hjælp os med at støtte verdens fattige, der rammes hårdest af klimakrisen. Send en SMS med teksten MS150 til 1919 og giv 150 kr.