Tre succeshistorier fra WIPSU, Zimbabwe

De 50 kvinder i Mapanzure Ward Consultative Forum mødes ca. en gang om måneden. Kvinderne kommer fra hele lokalområdet – nogle går mere end 10 km. for at komme til møderne, som for mange er et udtalt højdepunkt. Stemningen er løssluppen, og udover undervisning er der også rigelig plads til at danse og synge og lange ud efter mandlige ledere i ikke særligt flatterende vendinger.

Af Malin Dorph Reit, Information Adviser for MS.

10. december 2009

Der bliver talt om en lang række meget forskellige emner på disse møder: Fra grundlæggende hygiejnespørgsmål og sex til nationale politiske strukturer og hvordan man får indflydelse på landsbyens daglige liv. Kvinderne er nysgerrige og ivrige efter at dele historier om deres eget liv og få indblik i andres.

Aldersspredningen er stor. De yngste er i 20-erne, den ældste ca. 80 – hun ved ikke helt, hvornår hun blev født, men gætter på 1930. Mange af kvinderne er farmere. De dyrker majs, jordnødder og bønner til eget forbrug og lidt til salg på markedet. Andre er lærere, syersker eller kontorassistenter.

Når man spørger om grunden til, at de deltager i WIPSUs projekt, kan man høre, at de har læst på lektien. Alle som én taler om styrkelse af kvinders muligheder for at få politisk indflydelse.

Men de egne private succesoplevelser som følge af at have deltaget i projektet er ligeså forskellige som kvinderne selv.

Violet Chimombe, 29 år, syerske. Bor hos sine forældre sammen med sin 12-årige datter, Grace. Violet har været aktivist for oppositionspartiet MDC siden 2000 og levede under valget i 2008 flere måneder i bushen på flugt fra politisk vold.

"Jeg har altid gerne villet været med til at skabe forandring. Men at være politisk aktiv i Zimbabwe er nogle gange farligt. Jeg har tit været sur på mig selv, fordi jeg var bange og følte mig alene. WIPSU har givet mig en stærk lokal platform som gør, at jeg føler mig mere sikker. Kvinderne her er rolige og stærke. Ved sidste møde var der en af dem, der sagde, at hun synes, at jeg skulle gå hele vejen og blive folketingsmedlem. Det er måske ikke nogen dårlig idé…"

Muchaneta Njerekai, 39 år, lærer på den lokale folkeskole. Enke med 2 døtre på 16 og 21, som hun gerne vil begynde at spille fodbold og læse digte sammen med.

"Jeg er begyndt at blande mig i alt muligt på den skole, hvor jeg arbejder. Det tog lidt tid for mig at tage mig sammen. Men så en dag gik jeg op på inspektørens kontor og sagde, at jeg synes, at det var forkert, at det kun var pigerne, der skulle være med til at gøre toiletterne rene. Han fik et chok. Men nu deltager drengene også i rengøring og inspektøren er vist blevet vant til at jeg har en mening om det meste…"

Sarume Tiringindi, 40 år, farmer. Enke med 4 børn som bor hjemme. Ejer en lille fødevarebutik i landsbyen, som hun har arvet efter sin mand.

"Da min mand døde, betragtede hans brødre og onkler butikken som et tag-selv-bord. De kom hver dag og tog mad og sæbe, fordi de vidste, at jeg kunne ikke finde ud af sige nej. Men nu er der kommet helt andre boller på suppen. Jeg gider ikke finde mig i det længere, og fordi WIPSU har sat mig i kontakt med den lokale politimand, truer jeg brødrene med politianmeldelse, når de kommer. Det har fået dem til at holde helt op… "