KlimatopmødetCOP15: større mistillid mellem Nord og Syd

Det eneste, vi fik ud af COP15, var større mistillid mellem Nord og Syd, skriver MS’ forkvinde Trine Pertou Mach i et debatindlæg Politiken.

COP15 endte som en fiasko. 'Copenhagen Accord' er en ikke-aftale. Den er hverken retfærdig, ambitiøs eller bindende; det er ganske frivilligt for landene at tilslutte sig. To års arbejde, fra Bali til København, gav ikke resultat. Der er ikke nogen aftaleramme, når Kyoto-protokollen udløber.

Det positive er, at COP15 erkendte, at klimaforandringerne er et presserende og globalt problem – og det siges rimelig åbent, at der ikke er blevet leveret.

En retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale. Det var kodeordene for den kæmpestore folkelige demonstration 12. december og for ngo'er fra hele verden, som har været til stede ikke blot i Bella Center, men i arbejdet for en global klimaaftale og en afløser for Kyoto-protokollen, gennem flere år.

ALLEREDE FØR topmødet var gået i gang, måtte vi imidlertid vinke farvel til muligheden for at få en bindende aftale. Konfliktlinjerne har været hårde, og de har ikke mindst kredset om den rige verdens manglende vilje til at forpligte sig på CO2-reduktionsmål, ligesom modviljen mod at kompensere u-landene for deres tilpasning til – af den rige verden skabte – klimaforandringer skabte den ene hårdknude efter den anden.

Ingen fortjener hæder. Ingen gjorde nok. Men at de rige lande bærer hovedansvaret for fiaskoen, er en kendsgerning. I sidste ende var det USA's manglende vilje til at komme med stærkere tilbud om reduktionsmål og finansiering, som gjorde det umuligt at opnå en meningsfuld global aftale. Andre rige lande gemte sig bag USA.

DERFOR MÅ verdens mest sårbare lande og sårbare befolkningsgrupper se i øjnene, at magtkampen mellem dem, der har ansvaret og magten, endnu en gang efterlader prisen hos dem, der ikke har.

Ikke-aftalen sætter ingen konkrete mål for, hvor meget og hvornår de industrialiserede lande skal reducere deres CO2-udslip. Der er ikke sat årstal på, hvornår kurven skal knække.

U-landene har – som resten af verden – ret til bæredygtig udvikling. Men den er kun mulig at realisere, hvis de rige lande dels har lagt sig fast på klare CO2-reduktionsmål, dels forpligtet sig til at betale kompensation for de klimaændringer, som rammer u-landene hårdest.

'FORURENEREN BETALER'-princippet betyder, at de mennesker og lande, der rammes af klimaændringerne uden tilsvarende at have ansvaret, har ret til kompensation fra dem, der forurener ud over deres råderum.

Mange års CO2-udledning har skabt en klimagæld, som u-landene ønsker indfriet, og det var derfor helt centralt at tilvejebringe nye penge, som de rige lande skal overføre til ulandene til betaling for tilpasning. Men de kom ikke. De rige lande nægter fortsat at betale deres klimagæld til verdens fattige, som må se i øjnene, at chancen for at nå FN's 2015-mål er minimeret drastisk.

NOK INDEHOLDER teksten mål for, hvor meget de rige lande skal levere i årene 2010-12 samt mål om at tilvejebringe 100 milliarder dollar årligt fra år 2020.

Til trods for at u-landene – oven i massiv fattigdom, fødevarekrise, finanskrise – også har fået en klimakrise, så kommer der ikke nye og ekstra penge (hvilket står i både Bali- og Kyoto-aftalen). Alt tyder på, at pengene er genbrug af den allerede lovede udviklingsbistand.

Der er ingen mål for 2013-20, og de 100 milliarder dollar fra år 2020 er meget løst formuleret, ligesom der ikke er konkrete finansieringskilder. I øvrigt er behovet mindst 200 milliarder dollar. Det internationale samfund er i krise.

I LY AF KLIMASNAKKEN brød Doha-runden i WTO atter sammen. Til stor skade, igen, for især de fattigste lande på kloden. G20-lederne er i stand til at levere kraftfulde slutdokumenter om den globale finanskrise, men opfølgning halter.

Med andre ord er det langtfra kun FN, der er i krise. Det er oplagt, at der er behov for forskellige reformer af selve FN-strukturerne, men krisen bunder ret beset i noget andet og langt mere alvorligt. Nemlig at forskellige ’coalitions of the willing’ villigt bidrager til misligholdelsen af FN.

Når muslimske lande forsøger at presse religionshensyn igennem i FN-erklæringer, så svækker det FN. Når verdens rige lande – med USA i den gule førertrøje – ikke leverer i WTO og nu på klimatopmødet, så misligholder de FN. Og det svækker det internationale demokrati.

COP15 FORSTÆRKEDE mistillidskrisen mellem Nord og Syd. Verdens fattige undres over, at de rige lande ikke vil forpligte sig til noget, der ligger ud over deres egne landes befolkninger. Dét rammer ikke mindst de mest sårbare stater i verden. Den ultimative test på, at vi har formået at gøre fremskridt, er, om de mest sårbare lande og befolkningsgrupper hjælpes til at overleve og tilpasse sig klimaforandringerne.

Det globale civilsamfund fandt sammen I København, men vores pres var ikke stort nok. Men håbet findes. Ikke i de politiske ledere. De siddende missede deres chance for at gå over i historien for det gode.

Håbet findes nu i det globale civilsamfund, fra Nord til Syd. Og vi fortsætter presset og vinder. I sidste ende var det USA's manglende vilje til at komme med stærkere tilbud om reduktionsmål og finansiering, som gjorde det umuligt at opnå en meningsfuld global aftale.