Sudan har 18 måneder til at skabe en varig fred

Hvis den forfejlede fredsproces i Sydsudan skal tilbage på skinner, må det internationale samfund lægge stærkt pres på Sudans regering. Det vurderer MS på femårsdagen for fredsaftalen.

Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder, MS Sudan

08. januar 2010

I dag er det præcis fem år siden, Sudans regering og oprørsbevægelsen Sudan People’s Liberation Movement (SPLM) underskrev en fredsaftale. Aftalen satte en stopper for en 22 år lang borgerkrig i det sydlige Sudan og oprettede Sydsudan som en delvist selvstændig region med egen regering. En plan for fredsprocessen blev aftalt, og parterne gav hinanden 6,5 år til at overholde alle løfter. Ind til videre er intet gået efter tidsplanen, og med kun 1,5 år tilbage er tiden ved at løbe ud.

”Der er to primære årsager til, at fredsprocessen ikke er gået som planlagt. Den første er spliden mellem nord og syd, hvor især nord er eksperter i at sætte lus i skindpelsen for syd og trække processen i langdrag. Den anden er, at syd ikke har været i stand til at mobilisere en følelse af fællesskab og engagement internt i syd,” siger Lars Anderskouv, som er leder af Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan.

Skuffelse i Sydsudan
Med fredsaftalen fik Sydsudaneserne mulighed for selv at bestemme, om de fortsat vil være en del af Sudan, eller om de vil løsrive sig og skabe deres eget land. Folkeafstemningen er planlagt til at finde sted i januar 2011.

”I dag er det desværre svært at se nogen af mulighederne som en attraktiv løsning for sydsudaneserne. Et samlet Sudan er svært at forestille sig, når man har kunnet se, hvordan nord har gjort deres bedste for at forpurre fredsprocessen, men et selvstændigt Sydsudan virker heller ikke som en realistisk løsning. Der har været alt for mange interne gnidninger de seneste fem år, og i stedet for at fokusere på visioner og fremtidens Sydsudan har politikerne valgt at bruge deres magt til at rage til sig,” siger Lars Anderskouv.

Han forklarer, at der ved krigens afslutning var store forventninger om, at Sydsudans befolkning ville få langt større indflydelse, og man ville se en udvikling, som ville komme alle til gavn. Men fremgang har befolkningen ikke mærket meget til, og årsagen er først og fremmest, at Sydsudans politikere alene har fokuseret på at udvikle de centrale regeringsstrukturer, mens demokrati og udvikling på lokalt plan er blevet forsømt.

”Regeringen i Sydsudan har ikke været i stand til at fremstå som et godt alternativ til centralregeringen i nord, og derfor har Sydsudan ikke opnået den følelse af fællesskab, som man kunne have forventet. I dag føler mange sydsudanesere sig svigtet og står tilbage med en udbredt skuffelse og desillusion,” siger Lars Anderskouv.

Internationalt pres nødvendigt
Som et led i fredsaftalen skal Sudan igennem det første demokratiske valg i over 20 år. Valget var oprindeligt fastlagt til 2008, men er blevet udskudt flere gange og vil ifølge de nuværende planer blive gennemført i april 2010. Ifølge Lars Anderskouv kunne et valg have været med til at skubbe udviklingen i Sydsudan den rigtige vej, men nu er det for sent.

”Valget kunne have været med til at skabe en fælles forståelse og enighed i Sydsudan, men med et valg i april er der alt for kort tid til folkeafstemningen, så det kan ikke nås. I stedet vil vi i det kommende år højst sandsynligt se en yderligere polarisering mellem regeringerne i nord og syd, samtidig med at konflikterne i syd vil forværres,” vurderer Lars Anderskouv og tilføjer:

”Jeg tror ikke på, at vi kommer til at se en åben krig mellem nord og syd før folkeafstemningen, men omvendt vil nord gøre alt, de kan, for at kaste grus i maskineriet og undgå et resultat af folkeafstemningen, som betyder, at Sydsudan løsriver sig,” siger Lars Anderskouv, som mener, at det kun er sudaneserne selv, der kan afgøre, om Sudan må ud i en ny borgerkrig.

”Der er brug for politisk vilje i både nord og syd til at blive enige og samarbejde, men uden et stærkt internationalt pres – og der tænker jeg især på USA – vil det nok blive svært for sudaneserne at mobilisere den nødvendige vilje til kompromis.”