Sudan er på kanten af nye konflikter

Der ligger fortænkte motiver bag Sudans anklager mod Susanne Bier, skriver MS' informationsmedarbejder i Sydsudan, Janne Bruvoll, i en analyse i Politiken.

I denne uge blev den danske filminstruktør Susanne Bier udsat for den sudanske regerings vrede, da hun blev beskyldt for at være både racistisk og islamfjendsk. Anklagerne skyldtes Biers kommende film ’Hævnen’, som blandt andet foregår i en flygtningelejr i Darfur i det vestlige Sudan.

Den både aggressive og paranoide reaktion på filmen, der ikke engang er færdig endnu, er typisk for den sudanske regering. Ved at anklage Bier og danskerne for at være islamfjendske støtter Sudan den holdning, der allerede findes i den arabiske verden, og landet beviser over for sine arabiske venner, at de er på samme side.

Siden Sudans præsident Omar al-Bashir sidste år blev anklaget for krigsforbrydelser i Darfur af den Internationale Straffedomstol, har det samtidig været en bevidst strategi fra regeringens side at bagatellisere konflikten i Darfur – så ofte som muligt.

Siden Sudans præsident Omar al-Bashir sidste år blev anklaget for krigsforbrydelser i Darfur af den Internationale Straffedomstol, har det samtidig været en bevidst strategi fra regeringens side at bagatellisere konflikten i Darfur.

Sudan ser konflikten i Darfur som et internt problem, og sådan ønsker man også, at resten af verden skal se det. Det bliver dog svært i det kommende år, hvor stadig større international opmærksomhed vil blive rettet mod Sudan. Det er især fredsprocessen mellem Sudans regering og den delvist selvstændige region Sydsudan, der kommer i søgelyset, men hvad der sker i Sydsudan de næste 12 måneder, vil unægtelig også få betydning for Darfur.

Afrikas længste borgerkrig
Netop i går kunne sydsudanerne fejre femårsjubilæet for den fredsaftale, der satte en stopper for Afrikas længste borgerkrig. 9. januar 2005 underskrev Sudans regering og oprørsbevægelsen SPLM fredsaftalen, og der var igen fred i Sydsudan efter over 20 års krig. Borgerkrigen kostede omkring 2 millioner sudanere livet og sendte endnu flere på flugt.

Desværre var der dog ikke meget grund til at feste i Sydsudan i går, for indtil videre har de to parter ikke været i stand til at holde de løfter, de gav hinanden i fredsaftalen, og fristen er ved at udløbe. Ifølge aftalen har parterne 6,5 år til at opfylde alle deres løfter og skabe en varig fred, men indtil videre er intet gået efter tidsplanen, og de har derfor nu kun 1,5 år til at samle alle løse tråde. Og dem er der mange af.

Fredsaftalen giver sydsudanerne ret til at bestemme, om de fortsat vil være en del af Sudan. Det er et løfte, som sydsudanerne ikke er villige til at give afkald på, og de holder fast i, at folkeafstemningen senest skal finde sted 9. januar 2011.

Lige før nytår blev parlamentet i samlingsregeringen efter sigende enigt om den lov, som skal sætte rammen for folkeafstemningen. Det seneste halve år er forhandlingerne ellers gået i hårdknude adskillelige gange, og i november meldte Sydsudans præsident Salva Kiir offentligt ud, at han anbefalede Sydsudans befolkning at stemme for selvstændighed. En udmelding, der er i direkte strid med fredsaftalen.

Hvis loven, som skal bane vej for folkeafstemningen, nu ligger klar, har Sudan og Sydsudan taget et stort og vigtigt skridt mod en varig fred, men de har stadig langt at gå. Først og fremmest er det usikkert, om Sudans regering virkelig er villig til at give afkald på Sydsudan, hvis det bliver resultatet af folkeafstemningen, og det tyder alt på, at det bliver.

Propaganda
Men inden de når til afstemningen, har parterne to andre vigtige opgaver foran sig. De er nemlig endnu ikke blevet enige om, hvor grænsen går mellem det nordlige Sudan og Sydsudan, og så skal der laves en ny aftale om, hvordan olieindtægterne skal fordeles. Oliefelterne er placeret midt i grænseområdet, så grænsedragningen er afgørende for, hvor mange olieindtægter de to lande vil få. I dag kommer op mod 98 procent af Sydsudans indkomst fra olie.

Som om folkeafstemningen, grænsedragningen og oliespørgsmålet ikke burde give politikerne nok at se til, så skal landet også gennem sit første forsøg på et demokratisk valg i over 20 år. Valget, som er blevet udskudt fire gange, er nu fastlagt til at begynde 11. april 2010. I Sydsudan er der dog ikke den store interesse for valget, for her er man allerede begyndt at se frem til folkeafstemningen. Det er der, sydsudanerne for alvor kan udnytte deres nye demokratiske ret til at blive hørt.

En ret, som også andre sudanere vil have del i. Selv om konflikten mellem det muslimske nord og det kristne syd ofte ses som et spørgsmål om religion, skal roden til konflikten i virkeligheden findes i den ulige fordeling af politisk indflydelse, ressourcer og udvikling, som har præget Sudan siden landets uafhængighed i 1956.

Det, oprørerne i Darfur kæmper for i dag, ligner på mange måder det, SPLM opnåede i 2005, og derfor er der god grund til at tro, at en ny borgerkrig mellem nord og syd vil sprede sig til andre områder i Sudan og dermed også inkluderer Darfur såvel som marginaliserede områder i det østlige Sudan.

Hvis fredsprocessen ryger helt af sporet i løbet af det næste år, risikerer Sudans regering altså at stå over for en langt mere omfattende borgerkrig end tidligere, og landet får mere end nogensinde brug for støtte fra sine venner i den arabiske verden.

Og det er en af grundene til, at Sudans regering vælger at angribe Susanne Bier og Danmark i et propagandistisk forsøg på at fange opmærksomheden hos sine arabiske venner og samtidig fortælle den vestlige verden, at den skal holde sig ude af Sudans interne anliggender.