Skraldedame i et slumkvarter
Margarida da Gloria Rino arbejder som miljøaktivist i en miljø- og sundhedsgruppe i byen Nampula, en af MS' partnere i Mozambique.
|
|
Foto: Adam Amsinck
|
02. december 2003
"Der er mange gadebørn, som finder deres mad i skraldet og bliver syge af det. Børnene går ikke i skole og bruger dagen på at lege i affaldet eller i det forurenede vand, der flyder igennem vores boligområde. Derfor får de sygdomme som kolera, malaria og tuberkulose".
Margarida da Gloria Rino er 33 år og aktivist i Grupo de Educacáo Civica de Muatala i Nampula i det nordlige Mozambique. Det er en miljø- og sundhedsgruppe, som støttes af en udviklingsarbejder fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Som lokal miljøaktivist arbejder Margarida helt fremme i forreste geled med at fjerne affald fra sit kvarter og forbedre sundheden og renligheden ved at rådgive de lokale om håndtering af affald, brug af latriner og opbevaring af drikkevand.
Margarida, der er enlig mor til tre, bor i kvarteret ’7. april’ i slumforstaden Muatala, hvor hytter og huse af hjemmelavede mursten ligger klinet op ad hinanden. Pindestakitter adskiller grundene, og der er masser af børn, der leger mellem pytterne i regntiden. Plastikposer, husholdningsaffald, afføring og urin samler sig i det stillestående vand, fordi skraldet bremser gennemstrømningen.
|
|
Foto: Adam Amsinck
|
Kolerafælder
Floden, der løber igennem kvarteret, og de dybe vandløb som har skåret sig ned mellem hytterne, er rene kolerafælder. Her formerer malaria-moskitoerne sig eksplosivt. Der er en slem stank fra det gulligbrune vand, som længere nede af bakken tjener som badevand for børnene og opvaskevand for kvinderne. Mens den i sammenligning velstående bymidte i Nampula ligger på en bakketop, spreder slumkvartererne sig ned ad bakke på alle sider.
"Når det regner, skaber det store problemer med erosion i slumområderne, fordi vandet løber den vej. Vandet skyller affald ned til os og forurener vandet. Det giver sundhedsproblemer, især for børnene. De bliver hårdest ramt af sygdomme, for deres kroppe er svagere end voksnes", siger Margarida.
Otte grupper
I Nampula, som har ca. 350.000 indbyggere, har MS været med til at organisere otte grupper med ti kvinder i hver til et projekt om affald, sanitet og oplysning. Gloria er en af de kvinder, der blev udvalgt til projektet, fordi hun er godt kendt i sit nabolag og nyder stor respekt blandt de lokale.
"Vi arbejder to og to sammen og går fra hus til hus i vores lokalområde og snakker med folk. Vi spørger f.eks., om vi må se latrinet. Hvis de ikke har noget, spørger vi dem, om de vil have et. Så diskuterer vi, hvad husstanden gør med sit affald, og hvordan de opbevarer deres drikkevand. Der er mange, der ikke koger deres drikkevand, for brændsel er dyrt. Mange steder står drikkevandet i beholdere i 5-6 dage uden at være kogt", fortæller Margarida.
"Normalt modtages vi godt ude i hjemmene, og folk er glade for de råd, vi giver. Mange kender ikke sammenhængen mellem manglende latriner, dårligt drikkevand og sygdomme", siger hun.
"Vi renser også op i floden og i de åbne drænkanaler. Vores arbejde betyder, at der ikke står stillestående vand med afføring, og at lugtgenerne forsvinder. Vi har ikke haft kolera i år, som der har været tidligere. Der er også færre moskitoer nu og mindre bilharziose. Mange har fået latriner installeret", fortæller Margarida.
"Når folk er mindre syge, betyder det, at de ikke skal bruge penge på hospitalsregninger og medicin. Det er penge, der kan bruges på bedre mad eller til at sende børnene i skole. I dag har mange ikke råd til at få deres børn indskrevet i skolen. Der er mange enlige mødre med mange børn, men de har kun råd til at sende et af børnene i skole", fortæller Margarida.
"Det er mest enlige kvinder, der arbejder i grupperne, og vi kommer alle fra samme kvarter. Det giver et godt netværk, og vi ved alle, hvor hinanden bor. Hvis der kom en mand ind, vil han have mere i løn og begynder straks at spille chef. Derfor vil vi ikke lave om på, at der kun er kvinder i grupperne", siger hun. Hun får et vederlag på omkring 135 kr. om måneden fra UNICEF for sit aktivistarbejde.
"Arbejdet fortsætter, fordi det giver resultater. Men folk skal have tingene at vide mange gange, og det kan være frustrerende, når de ikke ændrer adfærd. Derfor besøger vi folk flere gange og ser, om de følger vores råd", siger Margarida.



