Udvikling skabes af mennesker

”Det handler om, at vi skal overføre nogle af vores kompetencer til folk i Nepal, så de selv siden hen kan opbygge og administrere tingene,” siger Birgitte Lind Petersen, der er dansk udviklingsarbejder i organisationen BASE.

Af Therese Heltberg, MS-Nepal

03. februar 2004

Mellemfolkeligt Samvirke har udsendt omkring 150 danske udviklingsarbejdere, der med vidensoverførsel og kapacitetsopbygning støtter de lokale samarbejdspartnere i u-landene. Birgitte Lind Petersen er én af dem. Hun er rådgiver for MS-Nepals partnerorganisation Backward Society Education, BASE, i Bardiya i det vestlige Nepal. Hun har boet i den lille by Gulariya i lidt over et år og hjælper hér BASE med at implementere et stort uddannelsesprojekt for børn af de tidligere gældsslaver – "kamaiyaerne". Pengene til projektet stammer fra Operation Dagsværk-indsamlingen i Danmark i 2002.

"Vores tilstedeværelse er uhyre vigtig af mange grunde", siger hun. "Det handler jo ikke om, at vi skal komme og starte projekter op og så kigge forbi engang imellem for at tjekke, at de kører. Den slags bistand er ikke særlig langtidsholdbar. Det handler om, at vi skal overføre nogle af vores kompetencer til folk i Nepal, så de selv siden hen kan opbygge og administrere tingene. Og det tager tid at opbygge menneskelige ressourcer – man skriver ikke bare nogle direktiver og går og regner med, at folk så bare gør, hvad de skal. Det er der ingen, der lærer noget af. Når vi arbejder frem mod noget, når vi skal opbygge nye færdigheder i organisationen, så sker det trinvis med praksis og reflektion indimellem".

Stiller spørgsmål

Birgittes hovedopgave i BASE er at støtte organisationens informations- og lobbyarbejde. Det drejer sig ikke kun om konkrete færdigheder, såsom at skrive en projektstøtteansøgning eller udarbejde en pressemeddelelse, men vidensoverførsel handler lige så meget om mere grundlæggende tilgange til tingene, som i Danmark ofte tages for givet.

"Mange nepalesere er ikke opdraget til at være særlig kritiske. Som udefrakommende kan jeg hjælpe med at stille nogle af de spørgsmål, som de ellers formentlig ikke selv ville have stillet. F.eks. er der ingen, der har studset over, hvorfor man ikke tiltaler kontorets uundværlige ’stik-i-rend-dreng’ – som er en voksen familiefar – lige så pænt, som man tiltaler alle andre. Hvordan kan vi arbejde for lighed udadtil, hvis vi ikke engang kan lære det på vores eget kontor?"

"Derudover arbejder vi for at cementere en masse værdisæt og principper i organisationens bevidsthed, såsom betydningen af at have en demokratisk ledelse, sikre inddragelse og høring af de borgere, der bliver berørt af en given beslutning, og at tænke i langtidsplanlægning for at sørge for, at et projekts forskellige komponenter kommer til at støtte op om hinanden og ikke bare falder hulter til bulter..."

"Og så er det selvfølgelig vigtigt at få opbygget nogle systemer og måder at gøre tingene på, som sikrer gennemsigtighed og åbenhed i ansættelser, valg af partnere og så videre. Hvis alle disse nye indstillinger samtidig skal overføres på en måde, så de respekterer og kan blive indbygget i den lokale kultur, ja så er det ikke noget, man bare kan flyves ind og gøre på en uge og så rejse hjem igen. For hvis vi udfører den slags ressourceopbygning med 190 kilometer i timen, så ser vi heller ikke de bivirkninger, som kan komme, og som i sidste ende kan være udslagsgivende for, om et projekt eller et program bliver en succes eller ej. Det tager tid at fatte, hvordan tingene egentlig hænger sammen, fordi der er så mange uudtalte forretningsgange, traditionelle beslutningssystemer og så videre, og det tager tid at få opbygget et tæt og tillidsfuldt forhold til de folk, vi arbejder med. På den måde kan man sige, at noget af det gode ved det langvarige forløb er, at der er tid til en udviklingsproces."

Kritik og pep-talks

Birgitte har selv haft mange af problemerne med vidensoverførsel inde på livet. I Education for Freedom, som Operation Dagsværk-projektet hedder, har hun bl.a. været med til at færdiggøre den endelige rapportmanual, som danner grundlag for implementeringen af OD-projektet. Skolerne var udvalgt, da Birgitte kom, men hun har hjulpet med at udarbejde information til forældre, lærere og lokalsamfund; været med til at sikre, at der også bliver tænkt på undervisning af handicappede børn samt børn, som ellers var faldet ud af skolesystemet, og har fået etableret vigtige forbindelser til de lokale skolebestyrelser og myndigheder. Alt sammen er sket i samarbejde med lokale BASE-ansatte, som følger og lærer af projektforløbet, samtidig med at de sikrer dets bæredygtighed i forhold til en nepalesisk livsverden.

"På nogle områder er det mig, som er den skrappe. Jeg skælder både ud og giver pep-talks. Men samtidig er det også mig, som skal lytte allermest til, hvad mine kolleger siger. For det ér deres skoler, og det er deres børn, som skal gå i dem. Og hvis dette her skal hjælpe Nepal på længere sigt, er det vigtigt, at jeg ikke overhører signaler om, at noget ikke duer i den konkrete sammenhæng, vi er i, eller at nogen ikke forstår eller er enige i det, vi gør. Det der ofte sker – det er i hvert fald min erfaring fra BASE – er, at når folk føler sig usikre, så fokuserer de på kvantiteten, det vil sige på det faktum, at de har lavet en aktivitet, snarere end på kvaliteten, om hvorvidt den pågældende aktivitet virkelig nyttede og gav det ønskede output. Jeg arbejder meget med at få alle vores folk til at være både kritiske og selvkritiske, nysgerrige og ikke bange for at tænke og prøve nye ting."

Ben at gå på

Siden Birgitte for godt et år siden overtog pladsen fra en tidligere MS-udsendt, er der sket utrolige fremskridt, mener hun.

"Helt konkret har vi fået stablet dette her gigantiske projekt på nogle ben, der nu også kan gå selv. Den nepalesiske partnerorganisation, vi arbejder med lokalt, er blevet meget stærkere og meget mere bevidst om vigtigheden i at inddrage alle relevante parter både i planlægning og udførelsen af aktiviteter", siger hun.

"For et par dage siden spurgte jeg nogle af mine kolleger, om der ses en forskel af min tilstedeværelse. En af dem sagde, "Du kommer fra et udviklet land og kan lære os en hel masse om, hvordan I gør tingene hos jer. Du har været rigtig god til at lære os at planlægge vores arbejde og prioritere dét, der virkelig er vigtigt for de folk, vi skal støtte". Hold da op, det er ski da dejligt at høre!", konstaterer Birgitte.

Ud over Operation Dagsværk-projektet har samarbejdet med MS Nepal også givet sig udslag i støtte til kamaiyaernes frihedsbevægelse, der førte til, at den nepalesiske regering i juli 2000 erklærede gældsslaveriet forbudt og lovede rehabilitering af de frigivne arbejdere. Bl.a. gav MS-Nepal og BASE ledertræning i mange landsbyer og var dermed medvirkende til at plante frøet til friheden.

"Havde det ikke været for den opbygning af selvtillid, de gav os, havde vi aldrig været i stand til at stå sammen og tvinge regeringen til at afskaffe kamaiyasystemet", siger den tidligere gældsslave, 24-årige Shom Lal Tharu, som i dag er aktivist i BASE og måske et af beviserne på, at langtidsudsendte også godt kan være bistand, der batter.