Mellemfolkeligt Samvirke leder nu ActionAids arbejde med "governance"
Fra nytår står MS i spidsen for ActionAid Internationals samlede arbejde med demokrati og god regeringsførelse, hvilket har været et ønske siden MS besluttede at tilslutte sig ActionAid International.
|
|
Det internationale governance-team holdt allerede i november et arbejdsmøde i Abuja i Nigeria for at at planlægge de næste to års arbejde. På billedet ses nogle af deltagerne, fra venstre: international koordinator Sandeep Chachra, Europa-koordinator Jesper Lauridsen, Nigerias teamleder Ene Obi, Nigerias landedirektør Hussaini Abdu, international direktør Frans Mikael Jansen, temaspecialister Maria Justiniano og Robin Griggs sekunderet fra MS, Prudence Kaijage fra MS' træningscenter TCDC, Asien-kooordinator Hoang Phuong Thao og team-administrator Grace Okechukwu fra Nigeria.
|
Pr. 1. januar 2010 har ActionAid International indgået en aftale med MS om at lede arbejdet i ActionAid indenfor "governance teamet", dvs. arbejdet med demokrati og god regeringsførelse. Temaet "Right to Just and democratic governance" er både et tværgående tema, der understøtter fortalervirksomhed i de andre ActionAid temaer, og et selvstændigt tema med det formål at fremme demokrati og fattige befolkningers indflydelse på politiske beslutningsprocesser.
Ifølge aftalen skal MS’ generalsekretær Frans Mikael Jansen fungere som international direktør i det internationale team. Dette team spiller en ledende rolle med at inspirere, udvikle og monitorere programarbejdet i marken. Det internationale team styrkes, så der i fremtiden vil være i alt 10 medarbejdere: fem regionale koordinatorer og tre temaspecialister foruden en teamleder og en sekretær. Tre af disse medarbejdere sekunderes fra MS’ nuværende medarbejdere til det internationale governance-team – nemlig Maria Justiniano, Robin Griggs og Jesper Lauridsen. Foruden det internationale team har de enkelte ActionAid kontorer i alt ca. 200 programofficerer, der er tilknyttet governance-programmerne på landeniveau. Det samlede governance-program i ActionAid er på ca. 250 mio. kr.
For at opnå resultater og fremdrift inden for temaet skal det internationale governance-team arbejde tæt sammen med de ca. 30 landeprogrammer, der arbejder med governance-temaet. Dermed får MS rig mulighed for at få indflydelse på arbejdet med på demokratiseringsprocesser i langt flere lande end de lande, hvor MS hidtil har gennemført udviklingsprogrammer.
Siden MS besluttede at tilslutte sig ActionAid International, har det været et ønske at komme til at spille en ledende rolle inden for netop "governance", fordi det ligger godt i forlængelse af det fokus på demokrati, som MS har arbejdet med de seneste år, og som i 2007 blev konkretiseret i en række undertemaer – bl.a. arbejdet med at udvikle det lokale demokrati og arbejdet mod korruption. At MS nu er blevet ansvarlig for ActionAids internationale arbejde med "governance", er en klar anerkendelse af den kompetence inden for området, som MS og landeprogrammerne i syd har opbygget de seneste år.
Aftalen løber foreløbigt i to år og ses som et eksperiment med at lade et medlem spille en ledende rolle indenfor et bestemt tema.
Ramesh Singh, der er international generalsekretær i ActionAid International, skriver i et brev til alle landedirektører i AAI bl.a.: ”Det er mit håb og min forventning, at dette arrangement med MS vil resultere i en betydelig styrkelse af programarbejdet indenfor governance-temaet, og at det vil betyde en forbedring i både kvalitet og kvantitet af vores støtte til governance-arbejdet på alle niveauer i organisationen”.
MS' generalsekretær Frans Mikael Jansen udtaler: ”Jeg er glad for, at MS får mulighed for at bevise, at det kan fungere med et medlem i spidsen for specifikke temaer. Det bliver en stor opgave for MS, men vi står godt rustet ikke mindst pga. den support, som vores omfattende uddannelsesorganisation "Training4Change" kan levere. Alene i 2010 forventer vi at træne omkring 800 medarbejdere fra partnerorganisationer i hele verden i governance-arbejdet. Vores program med rådgivere og inspiratorer "People4Change" bliver en anden vigtig støtteorganisation, som kan facilitere erfaringsudveksling imellem lande og partnere”.



