Organisationsstøtte med udsigt til rismarker

At være udviklingsarbejder hos MS er en udfordrende og alsidig opgave. Thomas Skov-Hansen fortæller om sit uforudsigelige arbejde med at rådgive og styrke MS' partner Kalika Self-Reliance Social Centre i det sydlige Nepal.

Af Thomas Skov-Hansen

01. juli 2004

En god ven bad mig forleden beskrive en almindelig arbejdsdag på Kalika Self-reliance Social Centre (KSSC). Mit svar var noget værre vrøvl, hvilket irriterede mig. Men senere er jeg kommet frem til, at der ikke findes sådan noget som en ”almindelig arbejdsdag” på KSSC. 

Jeg ved kun sjældent, hvad dagen på kontoret vil bringe. Også selv om jeg har fine planer. Strømmen kan gå, så vi ikke kan bruge computeren. Folk kommer og går, snakker og drikker sød the. Samtidig er vejret og konflikten i Nepal vigtige faktorer, da begge kan gøre det umuligt at komme ud i landsbyerne til de grupper, KSSC arbejder med. Det uforudsigelige gør det til en spændende arbejdsplads, men kan også skabe frustrationer.

Syd for Himalaya

Siden oktober 2003 har jeg boet i Nepal sammen med min kone, Jannie, som er blevet informationsmedarbejder ved MS-Nepal, og vores søn, Linus på to år. Vi kom herud, da jeg blev valgt som den person, der skal hjælpe KSSC med at blive styrket organisatorisk.Vi bor i provinshovedstaden Taulihawa i Kapilvastu-distriktet. 

Siger man Nepal, tænker de fleste nok på bjerge. Men dem skal man se rigtig langt efter her fra Taulihawa. Kapilvastu ligger i Terai, som er Nepals lavland, der grænser op til Indien. Engang var området dækket af tyk jungle, men i dag er det grønne rismarker, der fylder billedet. Og ind imellem sker det, at et par turistbusser kommer forbi. Kapilvastu er nemlig stedet, hvor Buddha voksede op, efter han blev født i Lumbini kun 20 km herfra.

Taulihawa er en rolig by, hvor der ikke er mange muligheder for at ”slå til søren”. Det er faktisk helt i orden, da det giver os en ro over vores dagligdag, som vi ikke havde i Danmark. Arbejdskulturen i denne del af landet er, at man først møder klokken 10 om formiddagen. Det er unægtelig med til at give morgenerne en anden karakter end mange børnefamiliers i Danmark.

Et netværk af NGO'er

Min arbejdsplads ligger mellem rismarker og en lille mangolund. Det er en flot, men beskeden hvid bygning, hvor 10-15 mennesker har deres daglige gang. KSSC er en af de større og mere veletablerede organisationer, der har cirka 10 års erfaring med udviklingsarbejde i lokalområdet. De faste medarbejdere og en gruppe frivillige arbejder primært med at støtte 14 mindre organisationer i de omkringliggende landsbyer. KSSC har været med til at etablere og styrke disse lokale NGO'er, som arbejder med små landsbygrupper. 

Grupperne består af mænd og kvinder, som er gået sammen for at lave en opsparingspulje af meget små penge. Samtidig modtager de træning i bl.a. gedehold, ernæring og hygiejne. De lærer også om emner som jordrettigheder, vold i hjemmet og sundhed. KSSC koordinerer som ressourceorganisation det hele og hjælper med at give den nødvendige viden videre til landsbygrupperne. Sideløbende holder de øje med nye muligheder for ressourcer. 

Men det er også KSSC, som har kapaciteten til at hjælpe fattige landarbejdere til at kræve rettighederne på den jord, den nepalesiske regering langsomt er begyndt at omfordele. Et felt som KSSC for nylig og med stor succes er gået ind i.

Initiativstøtte i et roligt tempo 

MS har ansat mig til at hjælpe KSSC med at blive styrket organisatorisk. Det kan virke som et ret ukonkret arbejde, når man kommer hertil. Men som tiden går, begynder jeg at se, hvor KSSC’s styrker og svagheder er. 

Som MS'er er jeg ansat som "facilitator" og ikke som eksperten, der præcis ved, hvordan tingene skal gøres. Mit fornemmeste job er at støtte en proces, som KSSC selv har taget initiativ til, og at komme med input til nye ideer. At være facilitator er ikke nogen nem opgave, da man hele tiden skal være opmærksom på ikke at blive for styrende. Det skal helst være sådan, at KSSC føler, at de selv sætter kursen og bestemmer tempoet. Særligt det sidste kan være svært for en effektivitets-dansker, som er opvokset i et samfund, hvor tingene fungerer i et noget hurtigere tempo end her.

Jobbeskrivelsen gør, at en integreret del af mit arbejde er bare at være der og tage de diskussioner og samtaler, der opstår i løbet af en dag. Det kan igen virke underligt, når vi i Danmark er så vant til, at der på en arbejdsplads konstant skal produceres synlige og helst hurtige resultater. 

Af mere konkrete opgaver har jeg senest været med til at udarbejde en arbejdsplan for de næste to år. Planen indeholder de vigtigste problemstillinger, de gerne vil arbejde med. Vi skal bl.a. øge antallet af kvinder i KSSC og gøre dem mere aktive i organisationens arbejde. Det har ført til et besøg hos en anden MS partnerorganisation, hvor KSSC fik gode ideer til at gøre kvinderne mere synlige.

Retten til jord handler i Nepal om retten til et ordentligt liv. Derfor har jeg sammen med KSSC været med til at skabe opmærksomhed omkring jordrettigheder. Lige nu arbejder vi på at sikre hen ved 100 familier retten til den jord, de arbejder på. 

Facilitator i et ”abebur”

Fra min kontorstol kan jeg i løbet af en dag opleve mange sjove ting, som de færreste danskere ser på deres arbejdsplads. Dagligt kan jeg følge med i, hvordan fritgående køer bliver jaget væk fra KSSC’s grund. Jeg kan også følge med i folks toiletbesøg, som finder sted på de åbne rismarker. Det er sket, at jeg har set en kolibri suge nektar fra en blomst på græsplænen, hvilket alt andet lige er en noget mere æstetisk oplevelse end at se nepalesere med bukserne nede.

Dagligt kommer der folk forbi kontoret af den ene eller anden grund. Nogle kommer for at deltage i træning eller møder, andre til en uformel snak. Ofte er det landsbyboere, som ikke har set et hvidt ansigt før. Ret tit føler jeg, at mit kontor bliver omdannet til et abebur - med mig som den beskuede. Jeg prøver at ignorere, at en gruppe mennesker står med hovedet ind af vinduet og stirrer i flere minutter uden så meget som et goddag eller ”Undskyld vi forstyrrer, men må vi lige se lidt på dig”?

Det uforudsigelige er en gave

At arbejde med organisationsudvikling med udsigt til rismarker er en langvarig og udfordrende proces og på mange måder et anderledes arbejde. I Danmark, hvor alt er så ordnet og velplanlagt, kan livet til tider blive forudsigeligt og kedeligt. Jeg er derfor i sidste ende glad for, at jeg ikke kunne give min ven et klart og entydigt svar på hans spørgsmål om min hverdag i KSSC. Den er aldrig den samme og aldrig kedelig!

Se også Thomas og Jannies hjemmeside www.skovhanseninepal.dk