Samspillet med civilsamfundet er afgørende for Afrikas udvikling
Af Lars Udsholt, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke27. november 2004
Regeringen lancerer i løbet af få uger en ny Afrika-politik. Det er god timing, når regeringen vælger at tage dette initiativ på tærskelen til Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet. Også fordi regeringen har udtalt, at den vil anvende medlemskabet til at sætte fokus på Afrika.
Det stemmer forventningerne højt i Mellemfolkeligt Samvirke, og jeg håber ikke, vi bliver skuffede. I den forbindelse ser jeg bort fra de nedskæringer og omlægninger af bistanden, som regeringen allerede har foretaget, og som afrikanerne bestemt ikke har oplevet som en hjælpende hånd. Spørg blot i Lesotho, Mozambique og Tanzania, hvor Mellemfolkeligt Samvirke for tre år siden blev tvunget til enten helt at lukke eller skære drastisk ned på sine programmer p.g.a. nedskæringer på Finansloven.
Helhedstænkning
Selv om man nogle gange oplever, at forventningens glæde er den største, er der grund til at tro, at regeringen denne gang kommer med spændende nyt. I hvert fald har det analytiske grundlag for den nye Afrika-politik en substans, som lover godt.
Analysen, som gennem nogle uger har været til debat på Udenrigsministeriets hjemmeside, er et flot udtryk for helhedstænkning. Den anerkender og lægger vægt på, at udvikling skabes gennem u-landenes egne ressourcer og ved at give landene ansvar for udviklingen.
Det er befriende, at analysen er åben og kritisk over for de fejltagelser, der er gjort, og giver en rimelig ærlig beskrivelse af de muligheder og begrænsninger, som de multilaterale institutioner repræsenterer. Alligevel citerer hovedparten af referencerne dokumentation, undersøgelser og studier fra Verdensbanken, IMF, OECD, DFiD og Udenrigsministeriet. Men stort set ingen afrikanske kilder eller andre analyser, som grundlæggende har kritiseret det hidtidige samarbejde og forsøgt at anvise andre veje til udvikling end den traditionelle “vækst og liberalisering” model.
Indskrænkning af det analytiske grundlag
Mellemfolkeligt Samvirke møder blandt sine samarbejdspartnere stigende skepsis over for en udvikling, som i deres øjne mere er baseret på stats- og elitestyring - og på eksterne politisk-økonomiske interesser - end på de fattiges behov. Analysen overser helt de folkeligt-sociale bevægelser, som nu også spirer i Afrika, og hvis synspunkter understøttes af andre, der udtrykker samme skepsis over for den aktuelle udvikling.
Dette er en uheldig indskrænkning af det analytiske grundlag. Sammenholder man det yderligere med den meget institutionelle demokratiopfattelse, der gives udtryk for i analysen, og som vægter de formelle institutioner på bekostning af civilsamfundet, kan man frygte for, at det får uheldige konsekvenser for regeringens Afrika-politik.
God regeringsførelse er nemlig ikke kun et resultat af velfungerende institutioner, men nok så meget af befolkningens engagement og tillid til, at institutionerne er gennemskuelige og handler i hele samfundets interesse. Det kan derfor undre, at analysen slet ikke nævner betydningen af almindelig folkeoplysning og adgang til information om offentlige anliggender. Hvordan skal civilsamfundsorganisationer fungere som vagthunde, hvis deres medlemmer ikke forstår eller evner at udnytte de demokratiske rettigheder og muligheder? Eller har adgang til åben information om, hvad regering og administration foretager sig?
Afgørende samspil mellem parlament og civilsamfund
I analysen fremstilles det, som om de parlamentariske institutioner i sig selv er garant for demokrati. De positive eksempler med overgang til flerpartisystemer i Zambia og Kenya fremhæves uden at det nævnes, at det i begge tilfælde førte til stort set lige så intolerante, korrupte og nepotistiske regeringer som dem, de tog over fra. Nationale politiske institutioner er i deres daglige funktion mange steder i Afrika mere et instrument for eliten end en repræsentation af befolkningens ønsker, krav og behov. Derfor er bred folkelig forståelse for og engagement i det politiske liv helt afgørende, hvis der skal skabes bæredygtige demokratier.
Det er årsagen til, at Mellemfolkeligt Samvirke i sine landeprogrammer i Afrika lægger mere vægt på den folkelige opbakning end på institutionerne som sådan. Civilsamfundsorganisationernes største styrke ligger blandt andet i, at de kan være med til at etablere eller udvikle en demokratisk kultur på mikroplan og dermed fremme en reel demokratisering på højere niveauer.
Mellemfolkeligt Samvirke argumenterer ikke for, at civilsamfundsorganisationer er vigtigere end de formelle demokratiske institutioner. Vi fremhæver, at samspillet mellem de to er det, som sikrer et levedygtigt og dynamisk samfund, hvor befolkningens interesser - og især de fattige og marginaliserede samfundsgruppers - ikke overses, men tilgodeses bedst muligt. Der er fortsat en meget beskeden tradition i Afrika for at stille politikere til ansvar for deres løfter og handlinger. Derfor er organisering af borgerne helt afgørende for at ændre på dette. Fællesskab gør som bekendt stærk. Jeg håber, at denne erkendelse også vil sætte sit præg på regeringens nye Afrika-politik, så civilsamfundene kommer til at spille den afgørende rolle, de fortjener.