Restriktiv NGO-lov vedtaget i Zimbabwe

Nu er ventetiden forbi for civilsamfundet i Zimbabwe. Efter endnu en langtrukken debat vedtog det zimbabwiske parlament tidligt onsdag morgen den 24. november 2004 en ny restriktiv NGO lovgivning, som i høj grad vil begrænse både lokale og internationale organisationers frihed til operere i Zimbabwe.

30. november 2004

Siden den zimbabwiske regering i slutningen af juli måned 2004 præsenterede sit udkast til en ny NGO-lovgivning, har civilsamfundet arbejdet på højtryk for at oplyse offentligheden og politikere om de skæbnesvangre konsekvenser, som regeringens nye lovforslag indebærer. Den nye lov stiller strenge krav til NGO’er om registrering og årlig rapportering samtidig med, at den kriminaliserer visse former for rettighedsarbejde og promovering af god regeringsførelse. Kort fortalt implicerer lovtekstens brede definitioner, at civile organisationers retslige sikkerhed undermineres, og at både lokale og internationale NGO’er generelt kan risikere at komme i regeringens søgelys.

Gode argumenter falder for døve ører

Set i lyset af den vitale rolle, som NGO’er spiller for udviklingen og bekæmpelsen af fattigdom i Zimbabwe, kan den nye lov få meget uheldige konsekvenser for samfundet. En kriminalisering af hjælpeorganisationers arbejde risikerer at ramme den fattige og nødlidende befolkning, som er anvist på støtten fra NGO’er. Som følge af landets politiske og økonomiske krise er fattigdommen steget kraftigt gennem de seneste år samtidig med, at HIV-Aids epidemien pålægger samfundet enorme ekstra byrder. Men denne virkelighed kan tilsyneladende ikke afholde politikere fra at indføre en lovgivning, som risikerer at stille den fattige befolkning overfor endnu vanskeligere livsvilkår. 

Civilsamfundets forsøg på at argumentere for NGO’ernes betydningsfulde rolle for landets udvikling faldt for døve ører blandt flertallet af parlamentsmedlemmerne. Selvom loven har været genstand for heftige diskussioner blandt politikere, og der i løbet af de første parlamentsdebatter blev stillet en lang række forslag om ændringer i lovteksten, mundede processen ud i yderst skuffende resultater. 

Ud af op mod 20 ændringsforslag var der kun ganske få, som fik betydning i sidste ende, og kun et enkelt af disse kan betegnes som positivt. Det drejer sig om godkendelse af en overgangsperiode på et halvt år, som giver organisationer tid til at ansøge om at blive registeret indenfor de næste seks måneder. For at få lov til at operere legalt skal enhver NGO fremover være officielt godkendt og registeret. Med andre ord giver overgangsperioden NGO’er mulighed for at tilpasse deres aktiviteter og programerklæringer til de krav, som stilles i den nye lov. De få supplerende ændringforslag, som blev vedtaget, kom fra selve Ministry of Public Service og Social Welfare, der er ansvarlig for implementeringen af den nye lov. Alle ændringsforslag, der blev fremført fra oppositionen, blev derimod nedstemt.

Ministeriet stillede forslag om tre ændringer, hvoriblandt det første vedrører tolkningen af ordet governance (regeringsførelse). Ifølge den nye lov må NGO’er ikke beskæftige sig governance relaterede aktiviteter, og det pågældende ændringsforslag understreger, at visse former for rettigshedsarbejde kan sammenkædes med governance. Det betyder, at de organisationer, som arbejder med civile og politiske menneskerettigheder skal være ekstra varsomme overfor, at deres aktiviteter ikke tolkes i sammenhæng med governance-området. Et andet forslag stiller krav om, at alle NGO’er skal ansøge om et årligt ’udøvelsescertifikat’, som gives på basis af indlevering af årsrapporter og anden dokumentation. Det sidste ændringsforslag indebærer en udvidelse af det nyetablerede NGO-råd, som vil være ansvarlig for registrering og monitorering af lokale og internationale NGO’er og deres aktiviteter. Ifølge forslaget udvides rådet fra 14 til 16 medlemmer med en ekstra repræsentant fra NGO-miljøet samt en repræsentant fra miljøministeriet. Dette ændrer dog ikke noget ved rådets ulige sammensætning, hvor regeringen sidder på i alt 10 og dermed et flertal af pladserne, mens civilsamfundet kun er repræsenteret med seks medlemmer. 

Civilsamfundet fortsætter kampen 

Fremtiden er usikker. Man ved ikke, om civilsamfundet vil blive konfronteret med en drakonisk implementering af den nye lov, eller om myndighederne vil nøjes med at bruge loven mod udvalgte organisationer. Rygter siger, at op mod 15 organisationer, der bl.a. beskæftiger sig med beskyttelse af civile og politiske rettigheder, allerede står på regeringens sorte liste. Det drejer sig om organisationer, der er specielt kendt for deres åbne kritik af systemet, og mange af dem har allerede forberedt alternative strategier for, hvordan de kan fortsætte deres arbejde her i Zimbabwe eller operere via baser i udlandet. Blandt resten af civilsamfundet er stemningen generelt den, at man vil afvente og se, hvordan regeringen vil håndhæve loven, alt imens organisationerne hver især vil søge at tilpasse deres programmer til de nye regler. 

Selvom der er tale om, at NGO’er er i færd med at justere deres programmer, er der langt fra tale om, at man bøjer sig i lydig accept. Tværtimod vil civilsamfundet fortsætte sin kritik og modstandsarbejdet mod loven. Dagen efter vedtagelsen af den nye lovgivning samledes op mod 150 ledere fra lokale og internationale NGO’er i hovedstaden Harare for at diskutere strategier for en fælles aktion mod loven. Mødet mundede ud i følgende resolutioner: Enstemig afvisning af loven; fornyelse af NANGO’s (NGO’ernes landsdækkende paraplyorganisation) mandat til at koordinere fælles reaktioner og strategier mod loven; intensivering af lobby- og advocacy-aktiviter, intensivering af folkelig mobilisering og oplysning via medierne samt udarbejdelse af en specifik reaktionsstrategi i løbet af 14 dage.

Kampen fortsætter, og fremtiden vil vise, om det vil lykkes NGO’erne at overbevise den zimbabwiske regering og befolkningen om betydningen af deres arbejde og derved fremme beskyttelsen af deres frihed og rettigheder. Aldrig før har civilsamfundet som helhed været så sårbart som nu, og for nogle organisationers vedkommende drejer det sig om en kamp om overlevelse. Det internationale samfunds opbakning og støtte til det lokale civilsamfund i Zimbabwe er derfor vigtigere nu end nogensinde før.