Nytænk den folkelige forankring af bistandspolitikken
Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke23. oktober 2004
Der er meget at glæde sig over i Jeppe Kofods og Erik Boels indlæg i Kristeligt Dagblad den 15/10. Her præsenterer de to Socialdemokraternes bud på en sammenhængende u-landspolitik med vægt på fattigdomsorientering - uafhængig af om tilgangen er udvikling eller bekæmpelse af (årsagerne til) terror.
Jeg bemærker mig, at Socialdemokraterne giver accept af omgående at hæve bistanden med 1,5 mia. kr. og ”gradvist” øge bistanden til 1 procent af nationalindkomsten. I den forbindelse kunne det være interessant at få konkretiseret, hvordan man skal gradbøje ”gradvist”. Ligesom det ville være af stor interesse at høre, hvad Socialdemokraterne har at byde ind med i forhold til de midler til miljø og stabilitetsskabende foranstaltninger, som tidligere blev bevilget på MIFRESTA-rammen. Det nævner Kofod og Boel slet ikke.
Markedsadgang og folkelig forankring
Måske er der lidt røgslør i forhold til at få overblik over, hvor meget Socialdemokraterne vil åbne pungen på Finansloven. Til gengæld lægger Kofod og Boel stor vægt på at fremhæve to forhold, som for mig at se er nok så væsentlige som diskussionen om tal, og som bør kunne samle bred opbakning hos alle politiske partier. Det drejer sig dels om markedsadgang for de fattige lande, dels om at øge det folkelige engagement i u-landspolitikken. På begge områder er der interessante udmeldinger fra de to socialdemokrater.
Der er ingen tvivl om, at det kan betyde et afgørende ryk for de fattige lande, hvis de får større markedsadgang til den rige verden for de landbrugsprodukter, som de i øjeblikket har dårlige muligheder for at afsætte. Lykkes de igangværende WTO-forhandlinger på dette område, vil meget være nået. Her må Danmark presse på i særlig grad.
Udveksling som en væsentlig faktor
Det folkelige engagement i u-landspolitikken trænger også til et løft. Foreløbig er regeringen meget optaget af at stille krav til udviklingsorganisationernes medlemstal. Det er også væsentligt, men det er dog tankevækkende, at de politiske partier, der tilsammen har ansvaret for at administrere hele Danmarks husholdningsbudget, vel ikke har større folkelig forankring end de NGO’ere, der blot administrerer en beskeden andel af u-landsbistanden.
Folkelig forankring handler imidlertid om andet end medlemstal. For eksempel udveksling af unge samt fagligt kompetente personer, der kan hjælpe udviklingslandene med at opbygge kompetencer i forhold til god regeringsførelse, frie medier og kvinders ligestilling. Eller andre elementer, der kan være med til at stadfæste den demokratiske samfundsudvikling, som er så afgørende for en langsigtet bæredygtig udvikling.
Her ligger store ubrugte muligheder i dansk bistandspolitik. Forudsat at politikerne kan finde ud af at understøtte et sådant udvekslingsarbejde økonomisk, er der næppe tvivl om, at det vil kunne yde et væsentligt bidrag til en folkelig forankring af u-landspolitikken. Vi ved, at interessen er der i den danske befolkning.
Mellemfolkeligt Samvirke er i øjeblikket ved at undersøge, hvad der er baggrunden for, at det norske Fredskorpset har haft stor succes med at udveksle hundredvis af ansatte i norske virksomheder og institutioner til korterevarende ophold i udviklingslandene. Når resultatet heraf foreligger, vil vi tage initiativ til at omsætte den norske model til danske forhold for på den måde at komme med et andet og nyt bud på folkelig forankring, der har spændende perspektiver for dansk bistandsarbejde. Det skulle glæde mig, hvis det kunne samle bred politisk opbakning.