Et liv med aids

Victoria Alson, der selv er hiv-positiv, arbejder i organisationen Kindlimuka – en af MS-Mozambiques partnere, som rådgiver om hiv og aids.

Af Jens Lærke

03. december 2003

”Mennesker, der lige har fået besked om, at de er hiv-positive, er ofte forvirrede og i chok. Når jeg rådgiver dem, fortæller jeg derfor min egen historie, så de kan se tingene i et længere perspektiv end blot den umiddelbare situation.”

Victoria Alson, 33 år, er medarbejder i organisationen Kindlimuka, der rådgiver om hiv og aids i Mozambique. Organisationen støttes økonomisk af Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Victoria fik selv diagnosen hiv-positiv i juni 2002, men passer stadig sit daglige arbejde som rådgiver på centralhospitalet i Mozambiques hovedstad, Maputo. Hun er mor til to drenge på syv og 13 år. Den mindste har haft en del sygdomme, men er blevet testet hiv-negativ. Den ældste er ikke blevet testet.

Cirka 700 mennesker smittes dagligt med hiv i Mozambique. Langt hovedparten ved ikke, at de er smittede, og det er en af de største forhindringer for at stoppe epidemien. Folk vil ikke testes, fordi de betragter hiv-smitte som en dødsdom og tror, de kun lever få uger eller måneder med diagnosen.

Pas til døden

”Nogle bekendte sagde en dag til mig, at hiv-smitte betød, at man havde pas til døden. Min mand og jeg måtte grine af det, disse mennesker er uvidende, de vil ikke vide, hvad hiv er. Det gør dem faktisk sårbare. Mange vil leve deres liv uden at vide, hvordan man bliver smittet, og de bliver ikke testet,” siger Victoria, som peger på, at uvidenhed fører til diskrimination af smittede. Og det er det helt store problem.

”At være hiv-smittet er slemt nok i sig selv. Det er diskriminationen, man dør af. Man skal have medfølelse med de mennesker, der er smittet”

Victoria Alson

”At være hiv-smittet er slemt nok i sig selv, men det er diskriminationen, man dør af,” siger hun.

Hun blev selv smittet af sin mand, som godt vidste, at han var positiv, men ikke fortalte hende det. Hun opdagede det tilfældigt, mens hun bladede igennem nogle journaler på hospitalet og pludselig så sin mands navn på listen over hiv-positive. Hendes første reaktion var chok og sorg, ”men som rådgiver kunne jeg tage det på en anden måde end de fleste,” siger hun. Hun bor stadig med sin mand.

”Jeg er ikke vred på ham, fordi han har smittet mig. Vi siger til hinanden, at det er en sygdom, vi må bære sammen og lære at leve med,” siger Victoria. Hendes mand blev diagnosticeret i juni 2000 og har været syg flere gange i tiden derefter. Victoria har indtil nu ikke selv været syg.

Liv efter hiv

”Nogle får foretaget en test, fordi de bliver ved med at være meget syge for eksempel med udslet og diarré uden at finde ud af, hvad det skyldes. Når de så får resultatet, vil mange ikke acceptere, at det er aids. Tidligere stormede de ud af rådgivningskontoret. Men det sker ikke så ofte i dag, folk har hørt så meget om aids, de er blevet informeret om, at der er et liv også efter hiv-diagnosen,” siger Victoria, som selvfølgelig har gjort sig tanker om, hvad der skal ske med hendes børn fremover.

”Før min tid kommer, skal mine børn sikres de bedste vilkår. De skal i skole og studere, ellers får de meget svært ved at finde et arbejde senere,” siger hun.

”Vi er i gang med at renovere huset og sætte det i stand, så vores børn har det, hvis vi falder fra. Vi er også ved at lave et testamente, så børnene kan arve os og blive i huset,” siger hun. Det er et stigende problem i mange lande i Afrika, at familierne til aids-ramte forældre står på spring for at overtage huset og andre værdier, når forældrene dør. Og dermed snyder børnene for deres arv.

Men Victoria tænker ikke overdrevent meget på døden. Hun fortsætter med at rådgive andre – ligesom hun selv modtager rådgivning fra en kollega på Kindlimuka-centret.

”Man skal tro på livet. Jeg tror på, at Gud har bestemt den dag, jeg skal dø. Min egen rådgiver, Irene, giver mig moralsk støtte. Man skal have medfølelse med de folk, man rådgiver, og i kraft af Irene har jeg styrke til at fortsætte arbejdet,” siger hun.