En fordel at være fremmed

Som fremmed har jeg den fordel at kunne bryde ind og stille spørgsmål, fortæller Hanne Lene Petterson, der arbejder som udviklingsarbejder for MS i Uganda.

Hanne Lene Petterson, foto: Adam Amsinck

”Jeg har fordel af at være fremmed, af nogle gange at være ’dum’ i en afrikansk sammenhæng. Jeg kan sige ting, som min lokale kollega bliver lettere rystet over. Selv om jeg er kvinde, kan jeg afbryde formanden til et møde og indvende ’jeg synes nu altså’…”

Og det gør hun så, Hanne Lene Petterson, 52 år, udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) med adresse langt ude i regnskoven i det vestlige Uganda. Bryder ind, altså. Stiller spørgsmål. Synes noget om det, der foregår i det lokalsamfund og i de mindre organisationer, hun arbejder med at opbygge og styrke.

Men det er ikke dér, man begynder indsatsen. Man skal ikke stille for mange kritiske spørgsmål eller insistere på, at tingene bliver gjort, som man selv som udviklingsarbejder synes, de bør gøres, siger Hannes erfaring.

Et godt råd

”Et godt råd til folk, der søger til Afrika, er, at det første år skal de ikke kritisere forholdene og de partnere, de samarbejder med – selv om det kan være berettiget. Først når afrikanerne kender dig personligt, kan du begynde at gøre det,” siger Hanne, som tidligere har arbejdet i Namibia i flere år, og som denne gang har været i Uganda siden april 2002. Hun håber at kunne blive de fulde fem år, som MS tillader i samme stilling.

Hannes partner i Uganda er Nyabyeya Forestry College, en statsskole for skovbrug. Men hun arbejder også med mindre landsbyorganisationer i lokalområdet. De lokales problem er, at det nu er ulovligt at fælde de eksotiske træer, de tidligere solgte ud af. Derfor skal der skabes andre måder at tjene penge på, for eksempel gennem lokalt håndværk, biavl, fiskeri og turisme.

”Jeg bor lige midt iblandt de fattigste, og det betyder, at jeg har det bedste kendskab til folk. De kommer i mit hjem på alle tider af døgnet. Så sætter vi os på terrassen og snakker om problemerne over en kop te eller kaffe. Den mulighed ville jeg ikke have, hvis jeg boede inde i byen og kørte herud for at sidde på et kontor dagen lang med kontortider og så videre. Så ville det blive som et myndighedskontor, som skaber distance,” siger Hanne.

”Jeg bor midt iblandt de fattigste, og det betyder, at jeg har det bedste kendskab til folk. De kommer i mit hjem på alle tider af døgnet. Den mulighed ville jeg ikke have, hvis jeg boede inde i byen og kørte herud for at sidde på et kontor dagen lang. Så ville det blive som et myndighedskontor, som skaber distance.”

Hanne Lene Petterson

Foto: Adam Amsinck

At sige nej

”Man skal stikke fingeren i jorden, men man skal heller ikke være naiv. Du kan komme ud for, at hvis du rækker en lillefinger, så ryger hele armen. For eksempel er mangel på transport et stort problem herude. Hvis du har en bil, vil alle prøve at få dig til at køre for sig, og du kan nemt ende som chauffør. Man skal lære at sige nej,” siger hun.

Hanne er uddannet socialrådgiver i Danmark, hvor hun i mange år har arbejdet med flygtninge og indvandrere.

”Det er nemmere at arbejde hernede, end det var at arbejde med etniske minoriteter i Danmark, hvor jeg repræsenterede majoriteten. Det gjorde det svært at opnå tillid hos de minoriteter, jeg skulle arbejde med. I Danmark var jeg en del af systemet. Jeg havde magt. Hernede kan jeg ikke pådutte nogen noget,” siger hun.

”Min uddannelse og erfaring fra Danmark har lært mig ikke at være fordømmende. Det hjælper mig her. Men der er ting, jeg ikke går på kompromis med. For eksempel skal de organisationer, jeg samarbejder med, være demokratiske,” siger hun.

”En af vores vigtigste funktioner hernede er netop at få folk til at tænke demokratisk.”