Forpligtet til fred og forsoning

Biskop Nelson Onono-Onwengs stift arbejder som en af MS-Ugandas partnere for fred og forsoning i det nordlige Uganda.

Biskop Nelson Onono-Onweng, foto: Adam Amsinck

”Jeg har en kristen forpligtelse til at tale for fred, forsoning og ikke-vold. Det er værdier, som jeg også forbinder med Mellemfolkeligt Samvirke og udviklingsarbejdet.”

Nelson Onono-Onweng, 58 år, er anglikansk biskop i det konfliktfyldte nordlige Uganda. Hans stift støttes af Mellemfolkeligt Samvirke (MS) for sin fredsindsats. Vi møder ham i et beskedent kontor lidt uden for byen Gulu, hvorfra han arbejder for at finde en fredelig løsning på konflikten mellem den forkætrede oprørshær, Lord’s Resistance Army (LRA), og Ugandas regering. Dette er hans hjemegn. Han kommer fra landsbyen Lukome, ’som ligger lige omme bag bjerget dér’, som han smilende siger og peger. Biskoppen er flere gange blevet hædret for sin indsats for fred, blandt andet med UNESCO’s Fredspris i 2001.

”Jeg har en kristen forpligtelse til at tale for fred, forsoning og ikke-vold. Det er værdier, som jeg også forbinder med Mellemfolkeligt Samvirke og udviklingsarbejdet.”

Nelson Onono-Onweng

Konflikten mellem oprørshæren LRA og regeringssoldaterne har stået på i 17 år. På den ene side plyndrer oprørerne landsbyer, bortfører børn og bruger dem som soldater – på den anden side har regeringen valgt en kompromisløs militær løsning på konflikten.

Foto: Adam Amsinck

Ondskabens maskiner

”Vi har ikke formået at beskytte de børn, der er blevet bortført til rebelhæren. Nu er de soldater, og vi vil slå dem ihjel. Vi siger, de er terrorister, og at de er blevet maskiner for ondskaben. Men de er vore egne bortførte børn,” påpeger biskop Onono-Onweng, der flere gange har mødtes med LRA-lederne for at forsøge at forstå deres oprør.

”I forhold til rebellerne konkluderer vi uden videre, at de ikke har nogen krav, så vi behøver ikke at gøre en indsats for at finde en ikke-voldelig løsning. Vi har brug for en mægler, som kan få LRA i tale og opbygge tillid. Vi har brug for, at der bliver kastet lys over det mørke, som LRA er i dag. Som religiøse ledere har vi forsøgt at gå ind i konflikten og slå bro. Men der har været forvirring, særligt efter at regeringshæren har angrebet de fristeder, hvor vi skulle mødes og tale med rebellerne. Nu siger LRA, at de religiøse ledere sætter fælder for dem,” siger biskoppen.

”Siden juli 2002 har der ikke været nogen meningsfuld dialog med LRA. Man kan ikke opbygge gensidig tillid, når man frygter, at den anden vil slå en ihjel,” siger han.

Konflikten kan aflæses i dystre statistikker: 67 procent af Gulus befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og tre fjerdedele af den civile befolkning bor i lejre for internt fordrevne og lever af nødhjælp fra FN. Biskoppen besøger ofte lejrene og overnatter der.

Foto: Adam Amsinck

Ventetidens kultur

”Min holdning er, at folk skal gøre noget for sig selv i lejrene, ikke bare vente på nødhjælp fra FN. Der er ved at blive opbygget en ventetidens kultur, som vi skal ændre. Vi skal bygge håb og tillid og knække den kultur,” siger han.

”Se på lejrene, de er fulde af børn. Mange piger bliver gravide som 13 eller 14-årige. Der er ikke andet at lave. Men hvad kan vi gøre? Folk har været i lejrene i årevis. Der er børn – og man ved, at børns personlighed opbygges i de første syv leveår – som ikke kender til andet end at bo i en lejr,” siger Biskop Onono-Onweng, som er fortaler for de tusindvis af civile.

”Min fortalervirksomhed bygger på, hvad folk siger til mig ude i lejrene. Det bringer jeg med op i systemet. Jeg lytter til folk og rejser deres problemer i hovedstaden overfor regeringen. Min appel til verden er, at folk skal vide, at vi lider, og at vi har behov for hjælp. Og en militær løsning er absolut ikke i vores interesse,” siger biskoppen.