Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Akutherberget "En Varm Seng" søger frivillige

Sammen med "Giv din hånd" og "En Varm Seng" har MS' åbnet sine lokaler i februar for hjemløse uanset nationalitet. Meld dig som frivillig. Send en SMS til Simon tlf. 2259 9738 med dit navn, telefonnummer og e-email adresse.

10. februar 2010

Ikke alle hjemløse i København kan få plads på de etablerede herberger. Især hjemløse af udenlandsk herkomst, som af mange forskellige grunde er havnet på de danske gader og stræder, er truede.

Akutherberget "En Varm Seng" blev oprettet som et spontant, privat, frivilligt initiativ. Vores kongstanke er ganske enkel: Ikke flere skal fryse ihjel i denne vinter, fordi de ikke har et sted at sove! 

Siden den 8. januar 2010 har vi tilbudt hjemløse uanset nationalitet en varm seng at sove i og nærende mad i denne ekstraordinære vinterkulde, og der er brug for os – vi har min. 50 overnattende gæster pr. nat.

Hidtil har vi lånt lokaler i Kristuskirken, men søndag den 7. februar rykkede vi ind i kursus-sovesalene på Global Platform hos Mellemfolkeligt Samvirke på Fælledvej 12.

Alt arbejde foregår på frivillig basis, så vi mangler nattevagter. Har du lyst til et stykke nødhjælpsarbejde her og nu og i vores egen midte? En nat, flere nætter, mange nætter? Så hører vi meget gerne fra dig.

Som frivillig skal du være minimum 18 år og meget gerne ældre. Det er vigtigt, at vores frivillige er ansvarlige og kompetente til at håndtere en broget flok af mennesker, som har det til fælles, at de ikke har andre steder at gå hen.

Der er fire vagter på pr. nat. Som nattevagt hjælper man med at servere aftensmaden og rydde op bagefter, man laver kaffe og løser forefaldende ad hoc-opgaver af alle slags.

Hver halve time går en af de frivillige en brandvagt-runde. Om morgenen serveres der morgenmad. Herberget har åbent kl. 20-08, men som oftest strækker en vagt sig ikke over alle tolv timer.

Der må ikke ryges, drikkes alkohol eller tages stoffer i herberget, men døren er åben for alle uanset nationalitet og religion.

Meld dig som frivillig for akutherberg for hjemløse. Send en SMS til Simon tlf. 2259 9738 med dit navn, telefonnummer og e-email adresse.

Læs også pressemeddelelsen Akutherberg åbner hos MS