MS forlader Sudan ved udgangen af 2010
Mellemfolkeligt Samvirke har besluttet at lukke sit landekontor i Sudan på grund af et skuffende resultat på den lokale fundraising og sammenlægningen med ActionAid International.
Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder, MS Sudan11. februar 2010
MS’ bestyrelse har besluttet, at Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) landekontor i Sydsudan lukker i december 2010. Hovedårsagen er ifølge generalsekretær Frans Mikael Jansen, at Sudan-programmet ikke har kunnet leve op til bestyrelsens høje krav til egen fundraising.
”Vi gik ind i Sudan med en forventning om, at vi kun skaffe penge nok til at køre et ret stort landeprogram gennem fundraising lokalt i Sudan. Men den forventning er bristet,” fortæller han.
MS har arbejdet i Sudan siden 1999, men de første ni år blev aktiviteterne og kontakten med partnerne varetaget af MS Uganda. I maj 2008 blev et egentligt landekontor åbnet i Sudan, kun få måneder før MS besluttede at fusionere med ActionAid International. Den sammenlægning, som allerede er i fuld gang i de andre MS-landeprogrammer, har også haft betydning for bestyrelsens beslutning om at lukke programmet.
“Vi er nødt til at overveje, hvordan vores programmer passer ind i ActionAid. Vi ville kunne se ideen i at lægge grundlaget for et landeprogram, som ActionAid kunne overtage og køre videre, men det er ActionAid ikke interesserede i,” siger Frans Mikael Jansen.
ActionAid International er blevet hårdt ramt af den finansielle krise, og har blandt andet derfor allerede valgt at lukke to programmer i Afrika.
Demokrati-aktiviteter vigtige for Sudan
“Det er vigtigt for mig at sige, at beslutningen ikke blev taget, fordi vi ikke kan se fornuft i det, der bliver lavet i Sudan, men det er simpelthen for dyrt at drive programmet i Sudan, når det ikke er større. Som organisation er vi nødt til at overveje, hvor vi kan gøre den største forskel for fattige mennesker for de midler, vi har til rådighed, og det er ganske enkelt ikke lykkes os at samle nok midler ind til, at det er økonomisk forsvarligt at køre videre i Sudan,” forklarer Frans Mikael Jansen, som håber, at partnernes arbejde for at styrke demokratiet i Sydsudan vil fortsætte.
”Vi mener, at det arbejde, vores partnere gør i Sudan, er enormt vigtigt, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre os, at deres aktiviteter kan fortsætte. Derfor arbejder vi på at finde organisationer i Sudan, som gerne vil inkorporere demokrati-aktiviteterne i deres programmer. Vi har især været i kontakt med to danske organisationer, som allerede opererer i Sudan, men forhandlingerne er endnu ikke afklarede.”
MS er også i kontakt med ikke-danske organisationer i Sudan, som kunne være interesserede i at overtage hele eller dele af landeprogrammet.



