Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artiklen blev bragt i Metroxpress torsdag 11. februar 2010

Potent præsident under stort pres

Sydafrikas præsident Zuma er forfulgt af faderskab til "hemmelig" datter. En tale til nationen på 20-årsdagen for Mandelas frigivelse i dag skal genoprette hans status.

I 2006 kvajede Zuma sig ved at gå i seng med en HIV-smittet mindreårig og derpå fortælle, at han havde taget højde for smitterisikoen ved at tage et varmt brusebad efter samlejet. Siden har den sydafrikanske vittighedstegner Zapiro altid afbildet Zuma med en bruser over hovedet.
I 2006 kvajede Zuma sig ved at gå i seng med en HIV-smittet mindreårig og derpå fortælle, at han havde taget højde for smitterisikoen ved at tage et varmt brusebad efter samlejet. Siden har den sydafrikanske vittighedstegner Zapiro altid afbildet Zuma med en bruser over hovedet.
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder MS Mozambique

11. februar 2010

Nu kan det være nok! Han må gå af! Sådan vurderer Martin Manyodi, en 42-årig indbygger i slumbyen Diepsloot nord for Johannesburg,  den nylige afsløring af Sydafrikas præsident Jacob Zumas seneste skandale. Den handler om hans affære med en 39-årig kvinde, der fødte Zuma – en erklæret polygamist, som i januar viedes til sin fjerde kone – hans 20. barn for fire måneder siden.
”Det er skandale, at sådan en gammel mand (på 67 år) roder rundt med en yngre kvinde og får et barn med hende. Han skulle koncentrere sig om at lede vort land. I stedet dyrker han polygami, dyrker usikker sex i et land med en høj HIV/AIDS-rate (ca. 30 procent) og får masser af børn. Det hele skal finansieres af vores skattepenge. Det er for meget. Ham kan man ikke have tillid til,” fastslår Martin Manyodi.

"En national skam"
Den holdning deler han med stort set samtlige af sine 48 millioner landsmænd. Siden avisen Sunday Times søndag  31. januar bragte den saftige nyhed om, at præsidenten har et barn med datteren af en kendt sydafrikansk fodboldboss, har medier, smagsdommere og menigmand haft travlt med at tage afstand fra Jacob Zuma. 
”En national skam” forkyndte dagbladet The Sowetan, hvis læsere primært er fattige og sorte støtter til Zumas regeringsparti, ANC.
Efter at have erkendt sit faderskab beskyldte Zuma pressen for at skade hans lille datter. Hendes tilblivelse placerede han inden for sit lands kulturelle rammer med besked om, at han skam havde betalt inhlawulo, en traditionel bod for være far til et barn født uden for ægteskab, til moderens familie. De forklaringer købte ingen, og så tog Zuma to dages ferie angiveligt på grund af arbejdspres efter Det Verdensøkonomiske Forum i Schweiz.
”Zuma holder ferie! Kære mødre! Lås jeres døtre inde!” og ”Zuma på forældreorlov”  var nogle af de mange vitser, som fulgte meldingen om præsidentens pause.   

Åben lynlås
Det er ikke første gang, at Jacob Zuma har haft lynlåsen i bukserne alt for åben. I 2006 kvajede Zuma sig ved at gå i seng med en HIV-smittet mindreårig og derpå fortælle, at han havde taget højde for smitterisikoen ved at tage et varmt brusebad efter samlejet. Siden har den sydafrikanske vittighedstegner Zapiro altid afbildet Zuma med en bruser over hovedet.
Præsidenten var også længe mistænkt for at være involveret i en korruptionsskandale i forbindelse med en våbenhandel og hvidvaskning af mange millioner dollars. Zumas mulige skyld er stadig ikke afgjort af en domstol, men sagen blev stillet i bero kort før han blev valgt til præsident sidste år i april.

Forventer  undskyldning
Zuma fik gode karakterer for sin indsats som statsleder indtil afsløringen af hans seneste faderskab. I aften, på 20-årsdagen for Nelson Mandelas frigivelse efter 28 års fængsling, skal Jacob Zuma forsøge at genvinde sin tillid og status, når han holder sin første tale til nationen. I Diepsloot vil Martin Manyodi være klar ved sit tv.
”Han vil garanteret sige undskyld. Det gør han jo hver gang, han har fejlet. Men det holder ikke. Han må gå af og koncentrere sig om sit privatliv. Der er nok at se til,” understreger Martin Manyodi.