Tolv dræbt i politisk sammenstød
Tolv mennesker blev dræbt og 47 såret under et voldeligt sammenstød i det nordlige Mozambique mellem tilhængere af regeringspartiet FRELIMO og den tidligere guerillabevægelse, RENAMO. Der er frygt for etniske spændinger i området.
Af Per Bergholdt Jensen, Informationsmedarbejder16. september 2005
Den lille by Mocimboa da Praia i den nordlige Cabo Delgado provins dannede i sidste uge rammen om nogle af de værste politiske uroligheder, Mozambique har været vidne til de seneste år. Tolv mennesker mistede livet og 47 blev sårede. Det skriver FN’s nyhedsservice, IRIN News.
|
Urolighederne begyndte under en demonstration, som oppositionspartiet Renamo havde organiseret i protest mod, at Forfatningsrådet havde besluttet at fastholde resultatet af et omdiskuteret lokalvalg i maj. Lokalvalget blev vundet af regeringspartiet Frelimo, men Renamo tilhængere mente at resultatet var udtryk for valgsvindel.
”Lokalt problem”
Renamos tilhængere ville ikke anerkende, at deres borgmesterkandidat, Saide Assane, havde tabt lokalvalget i maj, og de vedholdt, at Assane var den legitime borgmester. Derfor afholdt man en tiltrædelsesceremoni for ham, og selvom ceremonien ikke havde nogen reel betydning, fungerede den som katalysator for de senere uroligheder. Det skriver AIM.
I kølvandet på urolighederne er beskyldninger føget gennem de mozambiquiske medier. Mozambiques største avis, Noticias, har beskyldt Renamo sympatisører for at stå bag volden. Men en talsmand for Renamo afviser dette.
”Der har været en masse påstande om, at Renamo tilhængere har forårsaget problemerne, men det er ikke sandt. Vi har fået underretninger om, at politiske ledere fra begge sider har fået deres huse brændt ned. Det er ikke klart, hvad der gik galt, og vi opmuntrer ikke til den slags. Vi beder myndighederne om at undersøge sagen”, udtalte Renamos talsmand, Fernando Mazanga, til IRIN News.
”Vi må passe på ikke at fremstille et billede af, at der eksisterer vold mellem Renamo og Frelimo. Dette er et lokalt problem, og det vil blive behandlet i den provins [Cabo Delgado], tilføjede Mazanga.
Arrestordre på politikere
Ikke alle deler dog Mazangas udlægning af sagen. Politiet i Mocímboa da Praia har således udstedt arrestordre på tre medlemmer af Renamo, der betragtes som ansvarlige for at anspore til urolighederne.
De tre Renamo medlemmer er den besejrede borgmesterkandidat, Saide Asaane, samt de to parlamentsmedlemmer, Armindo Milaco og Ali Mociutunha, der begge nyder parlamentarisk immunitet. Alle tre mænd er flygtet fra byen.
Frygt for etnisk uro
Den omfattende destruktion startede tilsyneladende, da gruppe Renamo folk ødelagde de huse, som tilhørte borgmester Amadeu Pedro og hans to søstre samt Frelimos førstesekretær. Dette førte til hævnakter, hvor Frelimo tilhængere ødelagde Renamo medlemmers huse.
Efterfølgende var Mocímboa da Praia udsat for ødelæggelser og plyndringer, som blev foretaget af folk uden politisk tilhørsforhold.
Administratoren for Mocímboa da Praia distriktet, Arcanjo Cassia, udtrykker bekymring for at urolighederne er ved at antage en etnisk dimension. ”Der er klare beviser på, at forvirringen er ved at sprede sig til andre dele af distriktet på et stammemæssigt eller etnisk grundlag,” udtalte Cassia til AIM.
De to etniske grupper i området er Makonde og Muani. Makonde befolkningen bor mestendels i højlandet i den indre del af Cabo Delgado provinsen. De har en lang tradition for at støtte Frelimo, der har rødder tilbage i frihedskampen mod Portugal. Muani gruppen bor ved kysten, og mange af dem støtter angiveligt Renamo.
Trusler og teatertorden
Frelimo vandt præsident- og parlamentsvalget i december 2004 med overvældende majoritet. Udenlandske observatører anerkendte valgresultatet på trods af enkelte uregelmæssigheder og tilfælde af svindel. Renamo har derimod nægtet at godtage Frelimos sejr, og har truet med at boykotte parlamentsarbejdet.
Renamo politikere, herunder partileder Afonso Dhlakama, har fra tid til anden truet med vold som politisk pressionsmiddel. Truslerne har dog oftest haft karakter af teatertorden, og har mest af alt illustreret den tidligere guerillabevægelses frustrationer over manglende politisk indflydelse.
Imidlertid har Renamo stadig en gruppe medlemmer under våben, hvilket er en reminiscens af partiets rødder som guerillabevægelse. Fra 1976 til 1992 led Mozambique under en blodig borgerkrig mellem den dengang marxistiske Frelimo regering og den højreorienterede Renamo guerilla, som blev støttet af apartheidstyret i Sydafrika.
Frelimo har siddet tungt på magten i Mozambique siden landets uafhængighed i 1975. Siden der blev indført frie valg i 1994, har Frelimo vundet samtlige tre afholdte præsident- og parlamentsvalg. I samme periode har Renamo været landets førende oppositionsparti, men har kun opnået indflydelse på lokalt plan.



