Præsident Guebuza og den hårde linie

Bekæmpelse af korruption og kriminalitet står højt på dagsordenen for Mozambiques nyvalgte præsident, Armando Guebuza. Guebuza har bebudet, at det er ”slut med slendrian” i landet. Præsidentens nye linie var et hovedemne, da en af Mozambiques førende politiske kommentatorer talte på MS’ årsmøde i Pemba.

Per Bergholdt Jensen, Informationsmedarbejder

08. april 2005

En hårdere politisk linie er konsekvensen af præsident-skiftet i Mozambique. Det var konklusionen, da den politiske kommentator, Salomão Moyana, analyserede den politiske situation i det afrikanske land på MS Mozambiques årsmøde i Pemba.

Frelimos valgtaktik, Renamos forfejlede strategi og valgsvindel var andre emner, som Moyana gennemgik. Moyana er redaktør og journalist på den ansete mozambiquiske avis Zambeze. Frelimos og Renamos strategier 

Frelimo vandt en historisk stor valgsejr i december 2004, og ifølge Salomão Moyana blev sejren allerede grundlagt, da partiet besluttede sig for valgtaktik.

Frelimos valgsejr skyldtes først og fremmest, at partiet havde koncentreret sin valgkamp om at sikre stemmer fra partimedlemmerne. 

Frelimo havde kalkuleret med, at hvis man kunne mobilisere de hen ved to millioner partisoldater og få dem til at stemme, så ville valgsejren være sikret, påpegede Moyana overfor deltagerne på MS Mozambiques årsmøde. Som bekendt viste den analyse sig at holde stik. 

Renamo fejlkalkulerede derimod situationen, idet partiet forsøgte at kapre stemmer bredt i befolkningen uden at sikre sin base først, påpegede Moyana. Den fejltagelse viste sig at blive dyr for partiet, der fik sit dårligste valg siden det første frie valg i 1994.

Desuden bar Renamos kampagne præg af, at partiet brugte det meste af sin energi på at kritisere Frelimo i stedet for at fokusere på sin egen politik. På den måde kom Renamo aldrig til at fremstå som et troværdigt alternativ, men endte i stedet med at bruge sine vælgermøder på at tale mere om Frelimo end om partiets egen politik.

Renamos leder, Afonso Dhlakama, har heller ikke gjort nogen heldig figur under valget. Hidsige udfald, tomme trusler, selvmodsigelser og inkonsekvens har præget hans retorik. Det var tredje gang i træk Dhlakama tabte et valg, og mange venter en storvask i oppositionspartiet.

Valgkommissionen under kritik

Salomão Moyana var ikke imponeret over den rolle Den Nationale Valgkommission, CNE, har haft under valget. CNE har konsekvent nægtet udenlandske observatører adgang til de sidste afgørende stemmeoptællinger, og har temmelig arrogant tilsidesat internationale standarder om gennemsigtighed i den sidste fase af valgprocessen, der omfattede den endelige sammentælling af stemmerne.

CNE har i det hele taget gjort en noget uheldig figur igennem det meste af valgprocessen, og har modtaget hård kritik fra blandt andre Carter Centret, som observerede valget. 

Carter Centret har konkluderet, at der var adskillige tilfælde af valgsvindel og uregelmæssigheder i flere provinser, og at CNEs manglende åbenhed var medvirkende til at kaste en skygge over Mozambiques demokrati.

Et af problemerne med Den Nationale Valgkommission er, at kommissionen ikke er uafhængig, men tværtimod er sammensat af medlemmer fra Frelimo og Renamo, med en majoritet af Frelimo medlemmer. Dette forhold har givet anledning til visse spekulationer omkring valgkommissionens motiver og hensigter, da der ikke er tale om et uafhængigt organ.

Desuden var der op til valget talrige problemer af rent praktisk karakter. De største vanskeligheder opstod omkring det software, som CNE skulle bruge til den centrale computersammentælling. 

I fem år har man vidst, at valget skulle afholdes, men alligevel blev det først i sidste øjeblik besluttet at installere nye computer-programmer til stemmeoptælling. Disse programmer virkede ikke efter hensigten, og selve optællingsprocessen udartede sig et langvarigt og næsten tragikomisk studie i inkompetence. 

Alle uregelmæssigheder til trods hersker der dog ikke tvivl om, at Frelimo reelt vandt valget, og at valgsvindlen ikke fik afgørende betydning for det endelige resultat. 

Præsident Guebuza og den hårde linie 

Den nyvalgte præsident Guebuza har en lang historie inden for Frelimo. Han deltog aktivt i frihedskampen mod det portugisiske koloniherredømme, og efter selvstændigheden blev han kendt som hardliner under Mozambiques første præsident, Samora Machel. 

Efter uafhængigheden i 1975 overgik Mozambique til et marxistisk etpartisystem. Salomão Moyana fremhævede under sit indlæg, at Guebuzas hårde linie i årenes løb også havde omfattet krænkelser af menneskerettighederne. 

Guebuza stod således bag en række deportationer af systemkritikere, politiske modstandere og andre ’utilpassede’ elementer såsom ledige. De deporterede endte i ’genopdragelseslejre’ i den nordlige Niassa provins, som er et af de vanskeligste og mest tilbagestående områder i landet. 

Mange af de deporterede døde ifølge Moyana som følge af sygdomme, fordi forholdene ikke var egnede til, at mennesker kunne bo der. Der var ingen infrastruktur eller sundhedsklinikker, men alligevel valgte Guebuza at deportere folk til den afrikanske ødemark. Som resultat blev flere deporterede også dræbt af løver. 

En ny stil

Guebuza har i valgkampen slået sig op på at ville komme den omfattende korruption til livs. Ifølge Salomão Moyana er Guebuzas succes, politiske prestige og folkelige opbakning i høj grad afhængig af hvorvidt det vil lykkes for ham at vise resultater. 

Guebuza har også bebudet et opgør med den ”deixar andar” mentalitet, der har hersket under Chissanos ledelse. ”Deixar andar” er et hyppigt brugt udtryk i Mozambique, der dækker over, at man lader stå til eller lader tingene gå deres egen (og ofte temmelig skæve) gang. 

Indeholdt i Guebuzas ord om et opgør med denne ’laden stå til’ mentalitet, aner man også en implicit kritik af den tidligere præsident Chissano og dennes ledelsesstil. Udadtil har Frelimo dog forsøgt at udstråle enighed under valgkampen.

Guebuzas ’nye stil’ har også betydet, at der er blevet plads til adskillige kvindelige ministre i regeringen. Dertil kommer, at man for første gang i Mozambiques historie har fået kvindelige guvernører. Det drejer sig om guvernøren for hovedstaden Maputo, samt om guvernørposten i Maputo provinsen. 

Indtil videre er ændringerne dog kun krusninger på overfladen. Guebuza har ikke været ved magten længe nok til at fremvise selvstændige resultater. Men nationens øjne hviler på ham, og mange mozambiquere nærer en forventning om, at Guebuza er manden, som kan gøre op med den korruption, der truer med at kvæle landet. 

Andre er bekymrede for, at Guebuzas ’hårde linie’ vil føre til genkomsten af tidligere tiders autoritære politik, og hvad det kan få af konsekvenser i form af indskrænkninger af pressens og den personlige frihed. 

Men endnu mangler Guebuza at vise sit sande ansigt som Mozambiques præsident.