Baggrund for Zimbabwes samlingregerings første år
I begyndelsen af februar fyldte samlingsregeringen i Zimbabwe et år. Regeringen blev dannet efter en lang og besværlig proces oven på ti års økonomisk nedtur og politisk vold.
17. februar 2010I begyndelsen af februar fyldte samlingsregeringen i Zimbabwe et år. Regeringen blev dannet efter en lang og besværlig proces oven på ti års økonomisk nedtur og politisk vold.
Forud for samlingsregeringen mellem det tidligere oppositionsparti MDC og Robert Mugabes Zanu-PF var der gået 10 år, hvor Zimbabwe mere eller mindre er kollapset økonomisk, og hvor vold og valgfusk har holdt Robert Mugabe ved magten.
Lavpunkt – valg i 2008
Det hidtidige lavpunkt var i 2008, hvor der afholdtes præsident-, parlaments- og lokalvalg i marts. Efter et nogenlunde fredeligt valg ville den statskontrollerede valgkommission ikke offentliggøre resultaterne fra præsidentvalget.
Oppositionen havde lavet sin egen indsamling af resultater fra mere end 1000 valgsteder i Zimbabwe og var på den baggrund nået frem til, at oppositionslederen Morgan Tsvangirai havde fået mere end 50 pct. af stemmerne og derfor havde vundet præsidentvalget.
Men da valgkommissionen efter mere end en måneds venten endelig offentliggjorde stemmerne, var debn nået frem til et noget andet resultat. Ifølge valgkommissionen havde hverken Robert Mugabe eller Morgan Tsvangirai fået mere end 50 pct. af stemmerne, og der blev derfor udskrevet omvalg, som skulle finde sted i slutningen af juni.
Startskud til voldsorgie
Det blev samtidig startskuddet til et voldsorgie, hvor Zanu-PF-loyale ungdomsmilitser, militær og krigsveteraner spredte frygt og rædsel blandt zimbabwere og efterlod flere end 200 mennesker dræbt, adskillige vansirede, kvinder voldtaget og huse og ejendom brændt ned til grunden – ingen skulle være i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds ved valget. En uge før valget skulle finde sted, valgte Morgan Tsvangirai at trække sig, og Robert Mugabe vandt præsidentvalget med mere end 85 pct. af stemmerne – ved første valgrunde havde han, ifølge valgkommissionen, fået 43 pct.
Denne gang blev resultatet offentliggjort kort efter valget, og Robert Mugabe lod sig indsætte som præsident for endnu fem år kun to dage efter valget.
Afrikanske ledere opfordrer til dialog
Men selv Robert Mugabes mest trofaste tilhængere i resten af Afrika kunne ikke ignorere den voldsomhed, som Zanu-PF havde lagt for dagen op til omvalget, og ved et topmøde i den Afrikanske Union i starten af juli 2008 kom de afrikanske ledere med en opfordring til, at de to stridende parter i Zimbabwe indledte en dialog med det formål at danne en samlingsregering.
Underminerer demokrati og sanktionerer vold
Udtalelsen fik en blandet modtagelse og en kommentator fra den britiske avis The Guardian skrev i den anledning: ”Etableringen af en samlingsregering i Zimbabwe vil underminere demokrati og sanktionere statssponsoreret terror som et middel til at nå sit mål. Derudover vil en samlingsregering bringe to partier sammen, der, i lyset af den morderiske valgkamp ført af det ene parti, aldrig vil kunne arbejde sammen”.
Og det var både Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai i og for sig enige i. De afviste begge, at en samlingsregering kunne komme på tale.
Modvilligt samarbejde
Men det var ikke enden på historien. Virkeligheden var nemlig, at oppositionspartiet MDC sammen med en mindre udbryderfraktion havde fået flertal i parlamentet ved valget i marts 2008. Det gjorde det vældig svært for Zanu-PF at gennemføre noget som helst på trods af, at det fortsat havde præsidentposten. Derudover var Zimbabwe blevet endnu mere isoleret internationalt efter den voldelige valgkamp – og selv den moderate støtte fra andre afrikanske ledere til Zanu-PF kunne ikke ændre på, at det gjorde livet svært for Robert Mugabe og Zanu-PF.
Selv om MDC følte, at det havde den legitime ret til præsidentposten, så var virkeligheden, at oppositionen kun havde begrænset opbakning i regionen og på det afrikanske kontinent. Og uden den opbakning kunne MDC ikke gøre sig håb om at få gennemtvunget sit krav om, at resultaterne fra valgkampen i marts 2008 skulle gøres gældende.
Samtidig pressede den sydlige afrikanske samarbejdsorganisation SADC med den sydafrikanske præsident Thabo Mbeki i spidsen på for at få en dialog i gang for at få dannet en samarbejdsregering.
En aftale opnås
Og selv om det givetvis har været en stor pille at sluge for begge partier, så satte de sig i slutningen af juli 2008 sammen for at udarbejde en aftale for en samlingsregering. Forhandlingerne gik ikke let, og den fastsatte deadline på fjorten dage trak ud. Faktisk i en sådan grad, at de færreste troede på, at de kunne nå til noget form for enighed.
Men den 11. september 2008 meddelte parterne, at de var nået frem til en aftale, som blev kaldt Global Political Agreement – GPA. GPA’en blev underskrevet 15. september under stor mediebevågenhed, og så var vejen banet for en ny regering, som inkluderede oppositionspartiet MDC.
Gentlemen’s agreement – uden gentlemen
Men tiden gik, og endnu engang var det åbenlyst, at ikke alle uenigheder var glattet ud. GPA’en var uklar på enkelte områder, og det var meningen, at parterne skulle nå til enighed i takt med, at samlingsregeringen blev implementeret. GPA’en var med andre ord på nogle områder en slags gentlemen’s agreement.
Og da det ydermere kom frem, at Zanu-PF havde ændret i ordlyden på aftalen uden at orientere MDC, gik samarbejdet endnu engang i hårknude.
"Samarbejdet" når et frysepunkt
Månederne gik, uden at samlingsregeringen kunne træde i kraft. Inflationen voksede til højder, der var stort set usete i verdenshistorien, og en koleraepidemi krævede flere og flere ofre. Og da agenter fra den Zanu-PF-loyale efterretningstjeneste CIO kidnappede et dusin MDC-tilhængere og menneskerettighedsforkæmperen Jestina Mukoko, nåede "samarbejdet" et hidtil lavpunkt. Ingen troede længere på, at samlingsregeringen ville blive til noget.
Samlingsregering sat i søen
Men i baggrunden pressede SADC på for at få samlingsregeringen samlet – og i gang med at arbejde. Og i slutningen af januar 2009 ved et topmøde i Pretoria i Sydafrika var der et gennembrud. På trods af betragtelig modstand i sit bagland valgte oppositionslederen Morgan Tsvangirai at sige ja til at gå videre med GPA’en og sætte samlingsregeringen i søen. Og den 11. februar 2009 blev han indsat som premierminister, og en lang række MDC-politikere fik poster som ministre eller viceministre.
Den zimbabwiske økonomi er siden blevet markant forbedret, men de politiske stridspunkter mellem Morgan Tsvangirai og Robert Mugabe har været genstand for regelmæssige forhandlinger siden da. De fleste af dem forbliver uløste et år efter.
