Klimaet blev ingen dans på roser

Klimakonsekvens: I Kenya bruges sparsomme vandreserver til dyrkning af blomster til eksport, mens lokale bønder bogstavelig talt slås om resten. For klimaforandring betyder varig tørke.

I DANMARK har konsekvenser af klimaforandringerne ikke direkte indflydelse på vores hverdag. Vi brokker os måske over vejret, men det ville vi nok have gjort alligevel. Vi overvejer måske at tage et kortere bad, men det er meget muligt, at vi ændrer holdning, når vi mærker, hvor behagelige de varme stråler er. En liter fra eller til?

I Kenya, i området omkring Nanyuki ved foden af Mount Kenya, håber bonden på, at floden ikke tørrer ud, og at græsset snart begynder at gro, så køerne kan leve. Han håber, at Gud vil lade himlen åbne sig og lade regnen falde ned på hans tørre jord. Her spares på det mudrede flodvand, for lokalbefolkningen har ikke råd til at miste bare en smule.

VORES VESTLIGE overforbrug har ekstreme konsekvenser for befolkningen syd for Sahara. For danskeren er det et spørgsmål om behagelighed og den såkaldte velvære, når vi tager et dampbad eller sætter os ind i en veltempereret bil. Om vinteren har vi en tendens til at lade bilen køre i tomgang, hvis vi skal hente en liter mælk i døgneren – ellers bliver den jo frygtelig kold og ubehagelig. Alt sammen for at bidrage til vort eget velbefindende.

For et par måneder siden var hungeren efter vand så overhængende nær Nanyuki, at mange lokale bønder måtte sende deres køer til det nærliggende Mount Kenya, hvor der er fugtigere og frodigere. Men kun med den konsekvens, at mange af deres kreaturer døde som følge af det koldere klima på bjergsiden. Bonden var ikke længere i stand til at brødføde sin familie og fandt sig selv i den mest skamtyngende situation. Med fare for at måtte forlade hjem og familie valgte mange bønder den mest meningsløse udvej, selvmordet.

I KENYA ER vand ikke et spørgsmål om varme bade eller rindende drikkevenlig væske, men et spørgsmål om ren og skær overlevelse. Ikke kun for koen, men også for bonden og hans familie. Hvis floden tørrer ud, og regnen ikke melder sig, er hans eneste mulighed at bede til Gud om at give ham et bedre 2010. Men måske skal han have tålmodighed.

For bonden ved ikke, at hans nød skyldes klimaforandringerne og ikke blot et 'dårligt år'. Klimaforandringer, som i høj grad skyldes vores vestlige overforbrug, vores høje levestandard og krav på luksus. Vores bananer fra Sydamerika, vores to personbiler i garagen, vores manglende vilje til at gøre en aktiv indsats for at nedbringe CO2-udledningen.

NÅR BONDENS køer slankes og dør, er der ikke en socialrådgiver i kulissen parat med en ny indtægtskilde, så der er stor sandsynlighed for, at denne bonde vælger den nærmestliggende indtægtskilde: kul. En måde at overleve på er at brænde et skovareal af og på den måde fremstille kul, som kan sælges langs vejsiden. Det er dybt tragisk, for gennem dette arbejde skyder kenyaneren sig selv i foden ved at bidrage endnu mere til udledningen af CO2.

Men den forhenværende bonde er højst sandsynligt ligeglad med klodens situation, når hans fremtid kun gælder overlevelse den kommende uge. Når floden tørrer ud, er bonden nødsaget til at søge længere ned ad floden i håbet om at finde vand. Men længere nede ad floden holder en anden familie til, og de finder det yderst kritisk, at en udefrakommende bonde stjæler deres vand. Denne konflikt forstærkes yderligere af de eksisterende stammekonflikter, der findes i Kenya. Selv om masaistammen lever ved siden af turkanastammen, er det ikke ensbetydende med, at de har et afklaret forhold til hinanden.

HVIS BEGGE stammer lever på et eksistensminimum, er det ikke svært at forestille sig, at denne simple vandkonflikt hurtigt kan udvikle sig til en intern kamp. Længere nede ad floden, som er blevet genstand for den lokale stammekonflikt, ligger også den store roseproducent. Firmaet producerer roser i millionvis og eksporterer dem til Europa ad luftvejen. Roserne står i utallige drivhuse og kræver daglig 600 kubikmeter vand for at blive smukke nok til den europæiske køber.

Selv om roseproducenterne hævder, at de forsøger at begrænse vandforbruget, og at 600 kubikmeter ikke er alverden, er det et faktum, at floden mister 600 kubikmeter vand hver dag. Vand, der ellers ville have været medvirkende til at forhindre konflikten, der opstod som en konsekvens af vandmangelen. Roseproducenterne udfører et kritisabelt arbejde, men samtidig er det en vigtig industri for Kenya, da roser udgør en stor eksportkilde. Altså er denne konflikt kompliceret, men vi kan være sikre på, at hver gang vi køber en kenyansk rose i SuperBrugsen, fjerner vi en lille mængde vand fra floden, der løber neden for bondens hus.

Hver gang vi køber en kenyansk rose i SuperBrugsen, fjerner vi en lille mængde vand fra floden, der løber neden for bondens hus.

KLIMAFORANDRINGERNE føles muligvis ikke forandrende på vores hverdag, men for den kenyanske bonde ved Nanyuki er vandmangelen af livstruende karakter. Netop derfor føles det ekstra meningsløst at sidde hernede i heden, mens man erfarer, at verdenssamfundets mulighed for at nedbringe CO2-udslippet og være medvirkende til en forbedret situation for verdens fattigste mislykkedes.

Aftalen, som skulle have garanteret en reduktion i CO2-udslippet fra de største økonomier, udeblev, og med den udeblev også den globale ansvarlighed, de rige lande burde have vist for de fattigste stater i syd.

COP15, DER mundede ud i den såkaldte Copenhagen Accord, sikrer ikke forbedrede forhold for verdens fattige lande. Selv om Japan, EU og USA blev enige om at støtte u-landene med den beskedne sum af 10 mia. dollar årlig til en grøn udvikling, er det langtfra en holdbar løsning.

For det første er det en minimal sum i forhold til det vurderede nødvendige beløb – nemlig mindst 200 mia. dollar. For det andet fandt forhandlingsparterne ikke til enighed om en reducering i vores egen CO2-udledning, og uden den vil de fattigste lande stadig lide under vores overforbrug. Klimaforandringer? I allerhøjeste grad. Vores privilegium er bare, at vi ikke mærker til dem. Endnu.