Afrika er livsbekræftende

Hjemmet i Karlslunde Landsby blev vinket farvel, og søn, svigerdatter og barnebarn fik store knus til afsked. Så drog Kirsten Vendelbo på 54 år til Afrika sammen med sin jævnaldrende mand, Arne Hede. Som udsendt af u-landsorganisationen MS støtter hun fattige kvinder til et bedre liv.

"I Afrika er livet mindre forudsigeligt. Når man står op, ved man aldrig, hvad dagen bringer. Det kan jeg godt lide", siger Kirsten Vendelbo. Hendes mand, Arne Hede, er enig, men tilføjer: "Uforudsigeligheden kan også være kilde til irritation, som når strømmen ryger i dagevis. Men det er nu fascinerende, at man aldrig kan regne med sine planer. Der sker altid noget uventet".

Sultende børn med strutmaver, døende AIDS-patienter med fluer i øjnene og teenage-krigere med AK-47 rifler over skuldrene. Billeder, som Afrika kalder frem på nethinden hos de fleste, er ikke specielt tillokkende – og bestemt heller ikke hele sandheden.

Derfor kan 54-årige Kirsten Vendelbo ikke få nok af kontinentet. Igen og igen tager hun afsted til Mozambique i det sydlige Afrika. Denne gang har hun forladt sine hyggelige hjemlige rammer på Pilevangen i Karlslunde Landsby for i mindst to år at hjælpe kvinder i et tørt landområde til en bedre tilværelse.

Men hvorfor vælger en bedstemor at arbejde i et af verdens allerfattigste lande?

Før Kirsten besvarer det oplagte spørgsmål, understreger hun, at hun på ingen måde vil romantisere fattigdommen. Syv ud af ti mozambikanere lever for under ti kroner om dagen, flertallet kan ikke læse og skrive og når ikke at opleve deres 37-års fødselsdag.

"Men det er ikke kun elendighed, langt fra. Jeg ser stor vilje hos mozambikanerne til at udvikle deres land. Her er styrke, gå-på-mod og masser af humor", siger hun med et af sine hyppige smil: "Og det er utroligt livsbekræftende".

Kirsten Vendelbo er udsendt for u-landsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Det har hun været før. Som laborant var Kirsten Vendelbo fra 1986 og to år frem placeret på et statsligt laboratorium for vand, fødevarer og hygiejne. Arne Hede, som er tandlæge, arbejdede med forebyggende tandpleje. Siden har de hver for sig arbejdet i Mozambique på projekter af nogle måneders varighed.

"Vi har nok svært ved at blive færdige med Mozambique", konstaterer Kirsten Vendelbo, som efterhånden taler flydende portugisisk.

Hendes lyst til at lære stoppede ikke ved sproget. På baggrund af sine oplevelser, erfaringer og indtryk gik hun i 1994 i gang med at læse antropologi på Københavns Universitet. Det er de færreste, der begynder en ny uddannelse, når de er fyldt 45 år. Men som Kirsten Vendelbo siger, er der ingen aldersgrænse for nysgerrighed.

"Jeg ville gerne mere i dybden med udvikling af u-lande. Forstå fattigdom og hvad vi kan gøre for at bekæmpe den".

Eksamen kom i hus i 1999 efter et afsluttende speciale lavet i Mozambique i en lille landsby uden strøm og rindende vand. Så skulle man tro, Kirsten Vendelbo havde fået nok af Afrika.

"Arne og jeg havde sagt til hinanden, at med vores alder skulle vi ingen steder mere. Men så kom mit ønskejob hos MS. Så kunne jeg alligevel ikke lade være med at søge. Med Arnes velsignelse, naturligvis".

Jobbet, som Kirsten ville have og fik, er hos en mozambikansk organisation med det tunge-tvistende navn Umokazi. Den består af mozambikanere, der arbejder med udvikling i nogle landdistrikter. Kirsten er rådgiver på den del af organisationens arbejde, som omhandler kvinder og udvikling.

Kontoret, som hun deler med tre kolleger, ligger en times kørsel fra parrets bolig i byen Pemba. En rolig by med kilometer efter kilometer af hvid sandstrand, blåt vand og grønne palmer. For at komme på arbejde skal Kirsten hver morgen tilbagelægge 40 kilometer ad hullede jordveje. Langs vejen er der jordhuse, og kvinder kommer vandrende med 20 liters vanddunke på hovedet. Børnene vinker, når Kirsten kører forbi i sin Toyato Hilux.

På en typisk arbejdsdag kører hun omkring 120 kilometer. Turen stopper nemlig ikke på kontoret. Derfra tager hun sammen med kollegaen Maria Raimundo ud til en af de 13 landsbyer, organisationen arbejder i. Denne dag har de en sæk mel på ladet af bilen. Den er til en forening af kvinder, som i håb om en indtjening har bygget en lerovn til brødbagning.

"Det er ikke en gave", siger Kirsten om melsækken:

"Kvinderne skal betale den tilbage, når deres salg af brød begynder at give penge. Vi hjælper dem i gang, men vi er ikke julemænd".

Andre gange er det geder, hun kører rundt med.

"Husdyravl er en anden måde, vi støtter kvinderne på. Vi låner eksempelvis tre geder ud til en kvinde. Når der kommer kid, skal gederne gives videre til en anden, som atter giver dem videre. Har de heldet med sig, er det en meget bæredygtig form for støtte."

At arbejde i Afrika er ikke et helt almindeligt job. Kirsten Vendelbo har fyldt bilen op med geder, som hun låner ud til landsbykvinder. Ved siden af sig har hun kollegaen Maria Raimondo. Hun er glad for at arbejde sammen med østsjællænderen: "Arbejdet er hårdt, men Kirsten klager ikke. Aldrig siger hun, nej, i dag gider jeg bare ikke. Og så har hun en herlig latter".

Senere skal Kirsten omkring et hold jordmødre i en anden landsby. Som rådgiver i Umokazi er Kirsten med til at sørge for, at de får information om bl.a. AIDS, bedre ernæring og bygning af latriner. En viden, jordmødrene bagefter deler med resten af landsbyen.

Dagen efter besøger Maria og Kirsten nogle alfabetiseringscentre for at uddele skolematerialer. Langt størstedelen af kvinderne på landet kan ikke læse og skrive. Derfor er det med stolthed i stemmen, at Kirsten viser organisationens nyeste tiltag frem: en pigeskole.

MS støtter skolen, der forventes at stå færdig om få måneder.

"Alt for mange piger går ud af skolen efter få års skolegang. Familien har brug for dem derhjemme til at passe børn, lave mad og arbejde i marken. Skolen, hvor pigerne kan gå efter normal skoletid, skal helt konkret give dem nogle ekstra færdigheder som syning, som de kan bruge til at tjene penge til sig selv og deres familie. Hovedformålet med skolen er at motivere pigerne til at blive i den almindelige skole og måske senere videreuddanne sig."

Savner barnebarnet

Da hun kommer hjem efter endt arbejdsdag, er Kirsten træt og sætter sig i skyggen ved siden Arne. Han fortæller om den seneste udvikling i forsøget på at komme til at virke som tandlæge i Mozambique. Seks måneder har det taget de lokale myndigheder at anerkende hans danske uddannelse. Men nu skulle det være i orden.

"Jeg har brugt tiden til at sætte hus i stand og andre praktiske ting. Endnu har jeg ikke nået at kede mig. Men jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde", siger Arne, som i mange år dagligt pendlede mellem Karslunde Landsby og Albertslund for at passe sit job i den kommunale tandpleje.

De gode nyheder om Arnes jobsituation giver Kirsten den vante energi tilbage. Med øjnene lysende af liv beretter hun om sin dag hos landsbykvinderne:

"Det kan godt være, de ikke kan læse og skrive. Men de er stærke, stolte kvinder, der både kan og vil noget. Det er meget livsbekræftende."

Angående sit job siger hun, at hun er "meget, meget glad for det". Og med Arnes udsigt til at begynde at arbejde, er der kun ét men ved at være i Mozambique: savnet af sønnen, svigerdatteren og især barnebarnet Johanna på 4 år. Familien bor i København. Langt fra Mozambique, javist, men tæt på Karlslunde Landsby, som Kirsten og Arne vender tilbage til. Huset er lejet ud. Hvornår ejerne atter er at finde på Pilevangen, er de endnu ikke meget for at sætte dato på.