"Vi har fået forstærket vores sociale indignation"

Hun voksede op i Ramme, men kommer ikke længere forbi til søndagskaffe hos forældrene på Præstevænget. Lise Præstegaard bor i Afrika med sin mand og to børn.

Selv om Lise Præstegaard skiller sig ud fra sine afrikanske kolleger i udseende, står de sammen i en fælles kamp mod skrald og sygdom.

"Selvfølgelig savner jeg min mor og far og børnene deres bedsteforældre. Men derudover kan jeg ikke sige andet end, at vi har det rigtig godt. I Afrika ved man aldrig, hvad der sker, når man står op om morgenen. Dagen i dag ligner ikke gårsdagen. Det er spændende", siger Lise, som er datter af Kirsten og Kristian Præstegaard. De arbejder på handelsskolen i Lemvig. 37 år er Lise blevet og har to piger, Iben og Agnes på henholdsvis 10 og 13 år med sin mand, Anders Peter Jensen. Han er fra Sindal i Nordjylland, og Lise mødte ham efter at have forladt Ramme for at studere biologi ved Århus Universitet.

Det var eventyrlyst og ønsket om at hjælpe verdens fattigste, der fik familien til at flytte til Mozambique i det sydlige Afrika i februar 2001, udsendt af u-landsorganisationen MS. Lise og hendes mand arbejder begge med miljø i den offentlige sektor i det, der bedst kan sammenlignes med to forskellige afdelinger af teknisk forvaltning i en dansk kommune.

Byen, som familien bor i, ligger i det nordlige Mozambique og hedder Nampula. Den har omkring 350.000 indbyggere og er omkranset af store bjerge og grønne palmer. Noget af det første, Lise og Anders Peter lagde mærke til var, at så snart de kom udenfor midtbyen, blev de smukke omgivelser ødelagt af store dynger af affald.

Selv bor familien, der er blevt forøget med to katte, i centrum sammen med 10.000 andre økonomisk bedre stillede. Udenfor villaens gitterstakit ligger ikke plasticemballage, dåser eller gamle papkasser. Familiens fyldte affaldsposer bliver dagligt ehntet af kommunale skraldemænd. Men da Nampula ikke har en losseplads, bliver affaldet kørt ude i de fattige kvarterer og smidt dér.

"Kort og godt bliver skraldet flyttet flyttet fra de rige til de fattige", forklarer Lise: "Det er ikke et skønhedsproblem, men et sundhedsproblem. Affaldet ligger i store bunker og rådner i smalle gyder mellem hytterne. Vandløb stoppes til, og rotter, fluer og myg stortrives. Det giver forurenet drikkevand og en meget høj forekomst af diarré og malaria blandt beboerne i slummen. Selv med den stigende forekomst af AIDS er malaria stadig den hyppigste dødsårsag i Mozambqiue. Og det er især børnene, der dør."

I weekenden tager Lise ofte på skovtur med (fra venstre) Agnes på 13 år, 10-årige Iben og ægtemanden Anders. Selv om de hygger sig i Mozambique, savner familien Lises forældre, Kirsten og Kristian Præstegaard og sender ofte kærlige tanker af sted til Ramme.

Har mere tid til familien

"Det må der gøres noget ved", sagde Lise og Anders Peter en dag til hinanden. I halvandet år har de sammen med deres mozambikanske kolleger arbejdet for at få etableret en losseplads i Nampula. Det går fremad. Men i Afrika kan tingene godt tage sin tid, fortæller Lise: "Det er meget småt med penge. Jævnligt sker det, at der bliver lukket for strømmen til miljøkontoret, fordi regningen ikke er betalt. Så går meget arbejde i stå, og det kan tage dage, før elektriciteten kommer igen. Arbejdsforholdnene er anledning til en del frustation blandt vore kolleger. Ikke mindst, fordi der kan gå tre måneder, før lønnen bliver udbetalt. Det problem har vi heldigvis, fordi vi er aflønnede af MS".

Rollen, som Lise og Anders Peter spiller i den danske u-landsbistand, går ud på at give råd og vejledning til de mozambikanerne kolleger, så de kan løse kommunens miljøproblemer. Det er med andre ord at yde hjælp til selvhjælp.

Selv om de er sendt ud af MS for primært at give af egen lærdom, får Lise og Anders Peter meget igen. Især som familie.

"Vores liv er ikke nær så stresset og skemalagt som hjemme, hvor vi tit allesammen hang i en daglig klokkestreng af skole, institution, arbejde og huslige ting. På nogle områder, tror jeg, er det mindre krævende at være barn i Afrika. Der er ikke så meget moderæs, købetrang og fjernsyn. I stedet er der plads til at være barn i længere tid. Måske", siger Lise og fortsætter:

"Børnene møder den afrikanske kultur på godt og ondt. De har venner i alle hudfarver, men de ser også tiggere, fattigdom og masser af uretfærdighed. Der har været barske oplevelser af og til. F.eks. ville vi en gang give en pakke kiks til nogle børn og fik derved startet et bunkeslagsmål mellem sultne unger med strutmaver".

"Vi snakker meget om, hvorfor tingene er anderledes her, og hvorfor vi som danskere har pligt til at gøre noget ved det. Alle fire har vi fået forstærket vore sociale indignation, som vi forhåbentlig aldrig mister."

Selv om hun er på den anden side af jorden, holder Lise tæt kontakt med forældrene i Ramme. Ligesom pigerne Iben og Agnes sætter hun sig tit foran computeren og sender en e-mail af sted til Kirsten og Kristian Præstegaard om livets forunderlige gang i Afrika.

"At læse om det er dog én ting. En anden er at opleve det selv, så jeg satser på et besøg af min mor og far. Helst inden så længe", siger Lise, hvis kontrakt med MS slutter samtidig med hendes mands, nemlig til maj næste år.