Gitte Byg
Interview med socialrådgiver Gitte Byg, udviklingsarbejder for MS-Mozambique.
Af Nadja Manghezi02. december 2003
|
Nadja: Genkender du det, jeg har skrevet i julekalenderen, at holdningsforskellen mellem den danske kooperant og den mozambikanske socialarbejder kan blive så stor, at forholdet ikke kan bære?
Gitte: (leder lidt efter det rigtige svar) "Det, jeg mest lagde mærke til, var, at der slet ikke var nogen energi i at gøre et stykke arbejde. Jeg blev meget stresset over, at jeg ikke synes, at de gjorde noget. Vi kunne lave en rimelig god plan, men når det kom til stykket, skred det hele ud i sandet."
Nadja: Det er jo også det, jeg siger: at danskeren synes, at mozambikaneren er doven, selv om det blir udtrykt lidt pænere. Har du også mødt omvendt, at de syntes, at du var arrogant?
Gitte: (ler) "Lige "arrogant" har jeg ikke hørt dem sige, men det skulle ikke undre mig. Derimod har jeg fået at vide gennem nogle kontakter, jeg har på ministeriet, at socialrådgiverne havde sagt til dem, at puha, det var godt nok anstrengende at arbejde med hende kooperanten! Hun ville jo bare knokle hele tiden, og man fik jo slet ikke lov til at holde fri. Det var bare for anstrengende. Det var næsten ikke til at holde ud."
Nadja: Hvad er så vores konklusion: at det der med socialsektoren det dutter ikke?
Gitte: (med stort eftertryk): "Nej, jeg tror ikke, det bare har noget at gøre med Socialsektoren. Jeg mener, det har utrolig meget at gøre med mennesker. Det der skete i Cabo Delgado var, at efter at kontakten var blevet taget, flyttede direktøren til INAS (Instiuto Nacional de Accao Social), og så sad der en ny direktør, da jeg kom derop. Så han har slet ikke været inde i billedet fra starten. Den første, som jeg har haft kontakt med siden, virkede altid utrolig energisk og interesseret og ville også gerne have et samarbejde med mig. Så jeg tror, at hvis han fortsat havde siddet der, da jeg kom, så havde det hele set anderledes ud.
Vi er nødt til at have den indgangsvinkel, at vi arbejder altså med en regeringsstruktur. Og den er sådan. Og den er rigid. Du kan ikke forvente, at du kan lave mange ting om. Strukturen er sådan. Og den er udstukket sådan fra Ministeriets side. Også arbejdsbeskrivelsen.
Grunden til, at jeg ikke synes, man skal opgive, er, at jeg nu har en hel anden oplevelse inden for samme ministerium, samme opbygning. Jeg sidder der med nogle andre mennesker, og jeg sidder der med en anden jobbeskrivelse, hvor jeg kan komme ind og lave et egentligt samarbejde.
Der sidder en direktør, som er utrolig interesseret, og som også gerne vil spille bold med ideer og tanker. Og så er jeg måske heldig, at jeg sidder med Educação Pública (Information til Offentligheden). Han er selv uddannet og tidligere journalist, så han har jo en interesse på det område. Og en af de ting, som måske er lidt specielt ved ham i en mozambikansk sammenhæng, er, at han kan lide, at jeg melder klart ud. Han ved, at hvis jeg siger ja til noget, så er jeg enig i den plan og går ind i den. Han ved også, at hvis jeg ikke er enig, så siger jeg nej. Jeg melder ud, og så får vi debatten. Og han vil gerne have den. Han fejer den ikke bare af bordet og siger, at sådan er det. Han går selv ind i at veje tingene op mod hinanden."
Gitte Byg er socialrådgiver fra 1991. Hun arbejdede i Frederiksborg Amt med alkoholikere og andre misbrugere og har været involveret i planlægning af nye strukturer for socialarbejdet, i alt i syv år. Allerede da hun var færdig med sin uddannelse, overvejede hun at realisere den drøm, hun havde haft i mange år efter at have arbejdet på et hospital i Israel om at ville ud igen. Hun henvendte sig til MS, men besluttede, at hun ville have lidt arbejdserfaring først, og det blev altså til syv år med Frederiksborg Amt. Så reagerede hun på en annonce i sit fagblad fra en anden organisation og tog også tråden op til MS igen. Hun var egentlig ikke indstillet på at skulle af sted nu, for hun var glad for sit job, og de stod over for nogle spændende omstruktureringer. Så beslutningen var ikke let, da hun heller ikke kunne få orlov. Til gengæld er hun enlig, så hun havde ingen familiemæssige overvejelser. MS havde på det tidspunkt fire opslag om socialrådgiver stillinger, og hun slog til.
Nadja: Hvorfor var det specielt den i Pemba du tændte på?
Gitte: "Arbejdsbeskrivelsen handlede om netop dét, jeg havde været involveret i derhjemme: organisation og planlægning af arbejdet. Meget med at være nært tilknyttet direktøren og cheferne og vejlede og rådgive dem. Så var der noget med researcharbejde ude i landsbyerne for at kunne planlægge programmerne i forhold til realiteterne. Der var meget involvering på alle leder. Nærmest overordnet rådgiver. Det kunne også være meget spændende, men problemet var, at det var en meget generel arbejdsbeskrivelse, som da det kom til stykket var utrolig svær at realisere."
Så det groteske var, at dét, Gitte blev interesseret i, netop var grunden til, at det ikke lykkedes:
Gitte: "At skulle være involveret i alle programmerne i hele provinsdirektionen i hele provinsen, alle distrikterne, som en fremmed, der kommer og ikke kan sproget endnu, ikke kender kulturen og ikke kan noget overhovedet, ikke engang kender arbejdsstrukturen på stedet - dét er umuligt! De har problemer nok i forvejen ved, at der kun sidder én repræsentant i hvert distrikt, som skal klare alle programmerne i hvert distrikt. Og det er et kæmpe arbejde for den enkelte, som jeg på mange måder synes virker noget uoverskueligt og urealistisk også for mozambikanerne - og dermed endnu mere for en fremmed, der kommer og så skal klare hele provinsen... Og det var så også, hvorfor det ikke kom til at fungere."
Gitte holdt utrolig meget af Pemba, hvor hun havde mange både internationale og mozambikanske venner. Men arbejdssituationen gik hende på. Først skød hun problemerne fra sig - jeg er nok ikke god nok til portugisisk; det skal nok komme; det tager tid at lære en fremmed kultur at kende. Men da det ramte ind i hendes selvopfattelse - duer jeg ikke til mit arbejde? er det mig, der er noget galt med? - så måtte hun tage en beslutning. Hun havde nævnt sine problemer overfor den programansvarlige i MS, men mener selv, at hun nok skulle have gjort det tidligere. Det tog et år, før hun endeligt gjorde op med sig selv, at hun ikke ville blive. Efter at have arbejdet 1½ år i Pemba blev hun forflyttet til Maputo.
Gitte: "Her i Maputo lykkedes det at få en bedre arbejdsbeskrivelse med kun ét område, at få en god kontakt med min samarbejdspartner, og vi kan sidde og finde ideer sammen og arbejde dem godt igennem og finde ud af, hvad det egentlig er, vi vil, hvordan vi vil, og hvornår vi vil, og så gå til chefen og præsentere det i fællesskab og stille og roligt føre dem ud i livet.
Jeg arbejder tæt sammen med én, der hedder Crisolista. Hun er uddannet børnehavelærer. Nu er hun chef for afdelingen for Information til Offentligheden (Educação Pública). Så har jeg en tæt kontakt til de to chefer for planlægning og for sociale aktiviteter - og altid med direktøren for at holde ham ajour.
Vi skal informere om, hvem vi er, og alt hvad Socialvæsenet laver plus have kontakter til radio og TV og presse, f.eks. i dag hvor det er AIDS-dag og den 3. december, som er handikap-dag. Jeg sørger kun for kontakterne. Det er direktører og chefer, der udtaler sig. Så laver vi forskellige kampagner og fremstød. Men det er de enkelte chefer for programmerne, der udtaler sig."
Gitte er tydeligvis meget glad for sit arbejde nu og sætter det daglige tætte samarbejde med sin counterpart og med cheferne højt. Information til Offentligheden er et nyt område inden for direktoratet, og Gitte har fået meget frie tøjler til at foreslå, hvad hun vil. Også ministeren er personligt interesseret i, hvad der foregår, og har helt konkret flyttet området til at høre direkte under sig selv.
Kort efter at hun var begyndt, blev det besluttet at lave et to ugers seminar for alle socialarbejdere i provinsen i februar for i fællesskab at definere, hvad begrebet Information til Offentligheden egentlig dækkede over. Gitte var helt lettet over, at seminaret blev udsat til maj måned pga. oversvømmelserne i Maputo-provinsen. Hun brugte tiden godt. Hun skrev hjem til gamle kolleager og bad om noter og optegnelser fra kurser, hun selv havde været på, bl.a. et om "Den Lærende Organisation" og fik lidt mere tid til at sætte sit materiale sammen. Den første uge fik de en journalist til at undervise i kommunikation. I alt var der over 30 deltagere. Alle socialarbejdere fra provinsdirektionen, en repræsentant fra Socialinstituttet, alle socialarbejderne fra distrikterne og et par aktivister. Hun vekslede mellem teori og praksis. Efter den første uge var der en naturlig afbrydelse i seminaret, hvor deltagerne fik nogle uger til at se, hvordan teorierne passede ind i hverdagen. Så kom de tilbage en uge, og nu var det Gittes ansvar at give dem en masse øvelser, finde ideer til, hvordan programmerne skulle implementeres, og kort sagt være kreative. Den participatoriske måde var ny for deltagerne og ligeledes blandingen af teori og praksis.
Det var den første type seminar af den slags, og det blev dækket af både radio og presse, og det glæder naturligvis Gitte, at der har været forslag om at gentage det i de andre provinser i Mozambique. Hun havde yderligere den glæde, at hendes direktør senere bemærkede, at der var en ny holdning til arbejdet blandt socialarbejderne. Der er nu lavet en håndbog i den teoretiske del, og Gitte har også lavet en opslagsbog med mere praktiske spørgsmål.
Der er flere årsager til, at denne placering er blevet en succeshistorie. En af dem er, at hun fik et arbejde, der koncentrerede sig om ét område og én counterpart. Hun er også involveret i de andre områder og arbejder både med de to chefer og direktøren, men det er hele tiden med udgangspunkt i hendes område.
"Jeg kan sætte mig med brillerne fra Educacao Pública og se igennem dem i stedet for at se generelt på det hele", siger Gitte.
Hun mener, at det er den sunde måde at få en kontaktflade på. En anden årsag, som hænger sammen med, at hun nu er god til sproget, og at hun nu forstår sin egen rolle bedre, er, at hun med den erfaring, hun har, er blevet mere udadvendt, mere direkte. I Pemba forstod de ikke ordentlig, hvem hun var, hvad hun havde at byde på, hvad et partnerskab indebar. I Maputo kommer hun mere frem af busken og viser dem, hvordan de kan bruge hende, og hendes kolleger er yderst lydhøre. Hendes introduktion i Maputo var også vellykket, idet den programansvarlige og den uddanelsesansvarlige på MS lavede en én-dags workshop, hvor ca. 10 af hendes kollegaer var til stede, og hvor de fik forklaret og gennemdiskuteret, hvad MS var, og hvad der forventedes af partnerskabet, og hvilke roller hvem havde.
Gitte: "Det har for mig at se haft betydning for, at det går så godt. Mine kollegaer kommer ikke og spørger mig om alverdens mærkeligste ting, om ikke jeg kan skaffe penge til dit eller dat og skaffe kontakter og gøre ting, som ikke står i min magt."
Så arbejdsmæssig har Gitte virkelig fundet det rette. Men hvad med det sociale liv?
Gitte: "I Pemba hyggede vi os med hinanden, tog nogle småture, mødtes, snakkede sammen, hyggede os sammen, og nogle gange mødtes vi hos nogle, der havde video, eller vi gik til stranden og slappede af. Jeg boede i en god lejlighed, der havde både vand og elektricitet. Her i Maputo er det også helt fint. Det er noget helt andet rent socialt. Det er en storby, så det kræver noget mere af dig at få skaffet nogle kontakter til folk uden for MS. Men jeg har nogle kontakter. Jeg har nogle mozambikanske venner, og flere af socialarbejderne oppe fra Pemba er hernede og studerer, så dem ses jeg med af og til. Jeg synes, Maputo er en dejlig by. Jeg holder mere og mere af den. Der er masser af muligheder for at lave alverdens ting, så jeg trives faktisk rigtig godt hernede også."
Gitte Byg har forlænget sin kontrakt indtil august 2002.