Jesper Milner Henriksen
Jesper Milner Henriksen arbejder som fotograf i Maputo i Mozambique.
|
01. juni 2000
Jesper Milner Henriksen er fotograf. Han har arbejdet i fire år for Centro de Formação Fotográfica (CFF). Han er den tredje og sidste generation af udviklingsarbejdere på centret. Han afslutter sin kontrakt den 30.12.2000. Han bor i Maputo, og han er enlig.
Jesper: "CFF er flere ting: Det er et træningscenter, som uddanner fotografer, men også uddanner folk inden for andre erhverv: politifolk, agronomer, tandlæger. Så har vi også workshops for fotografer i det sydlige Afrika. Det plejer vi at have en gang om året. De er organiseret enten af journalistforbundet her eller andre journalistorganisationer, specielt af et Center i Johannesborg.
Så er CFF meget et forum for fotografer i Maputo. Der er mange, der kommer og besøger os. Der dukker altid fotografer op. Så man har meget kontakt med fotografmiljøet. Ikke kun i Mozambique, men i det sydlige Afrika."
Nadja: Hvorfor har CFF fået så stor en betydning?
Jesper: "Mozambique har en lang tradition for at fotografere, og direktøren Ranjel er et internationalt navn, og så er der altså ikke så mange træningscentre i det sydlige Afrika. Det er vist ét i Namibien, og så er der et foto-journalistcenter i Johannesborg, men der ikke mange fotografiske skoler. Det har gode faciliteter. Det startede med et samarbejde med den italienske stat, der "klædte skolen på". Men det fungerede ikke ret godt på andre områder, så man besluttede at droppe italienerne og satse på MS. Den første MS kooperant, Lotte, var her samtidig med italienerne. Det, man var interesseret i, var at få overført noget teknisk assistance.
Og så er CFF Mozambiques Nationale Fotoarkiv."
Jesper begyndte som lærling som 18 årig og var i 1984 færdiguddannet fagfotograf fra Teknisk Skole. I to år arbejdede han med geologiske undersøgelser, så tog han til Milano og arbejdede et halvt år i et studio. Hjem til Danmark som freelancer, hvor han lavede reportager til forskellige blade. Så til Bristol i to år, hvor han igen arbejdede i et studio. Og hjem igen, hvor han dels har været ansat i studio’er og som freelancer og til sidst sammen med en ven selv indrettede et studio ved Frederiksholms Kanal.
Jesper havde været i Afrika før, men kun i kort tid. Han havde været i Serengeti og fotograferet i tre måneder, men var først ikke klar over, at man kunne få et job som fotograf i MS-systemet. Han var glad, da denne mulighed viste sig.
Nadja: Hvad har dit arbejde været?
Jesper: "Det første, jeg tog fat i, var at prøve at forbedre undervisningen. Jeg lavede et program, der passede til Mozambique. Der var ikke rigtig nogen undervisningsplan eller undervisningsmaterialer.
Vi startede med at give utrolig mange tilbud. Men det var basiskursus, som alle ville have. Vi koncentrerede os også om at få prisen ned. Kurset er på tre måneder. Der er to andre lærere foruden mig. Den ene har jeg uddannet.
Det vigtige, der skete, var, at fordi prisen gik ned, kunne almindelige mennesker deltage. Tidligere var det staten eller NGO’er, der havde sponsoreret, at en elev deltog, og det var derfor ikke altid med lige stor interesse. De kom ikke, eller til tiden, men de elever, vi har nu, de kommer hver dag, og de kommer til tiden. Og kurset er fuldt. Det var det heller ikke før.
Vi er også et serviceorgan. Fotografer med problemer, som vi rådgiver, eller hvis det er nogle ting, vi ikke kan lave selv, så anbefaler vi nogen - teknisk - kemisk - materiale problemer.
Mørkekammeret er også et serviceorgan, som alle kan bruge. Og vi har et studio, som jeg har hjulpet med at bygge op til international standard med sænkbart loft og lys osv.
Staten betaler 30 pct. af udgifterne, og kurset dækker kun materialeudgifterne, så noget må vi tjene selv."
Nadja: Var du overkvalificeret til jobbet?
Jesper: "Det er et underligt spørgsmål, som de også kom frem med, da jeg skulle sendes ud. Man har lige netop det overskud til at dreje situationen på den rigtige måde, så man kan finde niveauet. Jeg mener ikke, man kan være overkvalificeret. Måske er der nogle chefer, der kan synes det", siger Jesper og ler.
Jesper havde ikke nogen problemer med at finde sig til rette. Han følte sig som kollega mere end som partner. Og en ting, de havde til fælles, var fotografiet. Og mange af problemerne, man møder her, er egentlig de samme som hjemme. Det er sundt at se. Problemerne var ikke anderledes, men bare nogle gange forstærkede.
Nadja: Du har rejst meget i Mozambique?
Jesper: "Jeg sad i MS-Mozambiques rådsgivende bestyrelse "PAB" i to år, og der kommer man en del rundt.
Så lavede jeg en film for Operation Dagsværk fra Memba og Nacarôa distrikterne. Jeg lavede 14 timer, som blev klippet ned til 27 minutter.
Så har jeg lavet informationsarbejde for MS, så kontoret her har sendt mig ud.
Og CFF har sendt mig rundt med journalister fra forskellige lande, der skulle have fotografier.
Og endelig, fordi CFF er det Nationale Fotoarkiv skal det konstant bruge billeder, som vi er ude at tage."
Nadja: Og så kom du ud i forbindelse med oversvømmelserne?
Jesper: "Ja, det var jo så lidt af et problem, at der pludselig kommer nogle pressefolk med en masse penge. Det var meget svært at komme med en helikopter eller noget, så vi var sådan set meget lukket inde i Maputo. Så der var ikke nogen mozambikansk fotograf, der "fik glæde" af oversvømmelserne."
(Jesper griner lidt forlegent over det udtryk, han bruger.)
"Det var alle de her store, udenlandske pressebureauer, der fik billederne der.
Der er selvfølgelig nogle, der tjener meget på det. Men hvad værre var, var, at Nationalarkivet lå inde med meget få billeder. Vi kunne kun køre ud til der, hvor landevejen var brudt sammen, måske 85 km nord for Maputo, men længere kunne vi ikke komme.
Det vi har prøvet var at følge op på tingene i stedet for at få nyhederne. Hvad gjorde folk egentlig med de her Røde Kors-pakker? Med teltene? Hvordan klarede folk sig bagefter? Som et nationalt minde er det jo lige så vigtigt at få dokumenteret."
Nadja: Det lyder, som om dit arbejdsliv har været meget rigt. Var der også nogle dårlige ting?
Jesper: "De kunne godt have nået mere. Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at mine kolleger havde haft en vilje til at flytte sig mere fagligt. Men man skal måske nok tænke lidt på den gang, vores forældre fandt et arbejde. For de fandt det jo mere som et arbejde end ud af interesse. Hvor man i dag mere siger: Hvad er jeg interesseret i? Hvad vil jeg gerne arbejde med? Det gør man stadigvæk her i Mozambique. Hvad kan jeg tjene mine penge ved? Og man kan ikke forvente, at folk er lige så entusiastiske som folk i Danmark. De har ikke valgt deres arbejde. De har været heldige at få ét. Og hvis man kan få smør på brødet, så er man glad."
Nadja: Hvorfor skal du ikke have en efterfølger?
Jesper: "Jeg tror tidspunktet er inde til, at man får rystet tingene lidt. Situationen er ved at blive lidt statisk. Man trænger til at tænke i nye baner, tror jeg. Der er mange ting, der forandrer sig. Både Maputo forandrer sig. og den rent tekniske side af fotografiet. Vi er meget inde i en rutine for tiden. Hvilket kan være godt, men det må ikke blive til en passivitet. Det skal være lidt spændende at gå på arbejde."
Jesper kommer ind på det, som mange kooperanter har nævnt, forholdet til partneren:
Jesper: "Man gør meget ud af at forberede udviklingsarbejderen på partnerskabet, men man gør ikke rigtig noget ud af at forberede partneren. Også i forhold til at skrive en rapport. Rapporten skal skrives både af udviklingsarbejderen og partneren, men det er ikke altid, at partneren er klædt på til at skrive en rapport. Hvordan skriver man en rapport? Det kan være, det er første gang. I Mozambique har man meget med at skrive et sprog, der bruges til at "dekorere lagkagen", men ikke et sprog, der kan bruges til noget bagefter. De har i lang tid været vant til at skulle stå til ansvar over for systemet, og det er meget langt fra, hvordan MS vil have en rapport.
Det andet er, hvordan bruger man et landekontor. Hvad er de for nogen? Er de her bare for at kontrollere, hvordan pengene bruges, eller er de her for at lave et samarbejde?
Det er kæmpesvært at have en partner her. Det kan være det fungerer i mange andre afrikanske lande, men jeg synes, at i Mozambique er det utrolig svært at have en partner. Det er der mange af mine kolleger, der også synes. Jeg tror, at det skyldes, at det mozambikanske system er meget hierarkisk."
Nadja: Det er sjovt, at du udtrykker det på den måde. Vi har længe sagt, at det var særlig svært i Mozambique at have en partner, men vi har givet det en anden grund. Vi har sagt, at det skyldtes, at Mozambique var så tilbagestående, så fattigt, så uuddannet. Men din forklaring er ny og vigtig. At man i udgangspunktet slet ikke tror på partnerskabet.
Jesper: "Vi er alle enige om det med partnerskabet, men det er svært at realisere i praksis. Jeg prøver at få sat ord på noget, jeg synes er vigtigt."
Vi venter. Hjernevindingerne knager hos Jesper. Han er ikke færdig. Det er vigtigt, det han vil sige, så det skal formuleres ordentligt:
"Det med partnerskabet handler om et kulturmøde med noget, der i Danmark er over tusind år gammelt. Da vikingerne prøvede at indtage Paris, sendte den franske konge en diplomat ud for at skulle tale med lederen af vikingerne. Så fik han som svar: Jamen, det er os alle sammen.
Forstår du, hvad jeg vil sige? Det passer godt med dén der danskhed. Man snakker med chefen. Chefen går ud og laver kaffen. Det gør man altså ikke her. Man sætter sig ikke ned og siger tingene lige ud.
Man kan sagtens have veluddannede partnere, og det er nøjagtig det samme problem. Det kan nogle gange endda være værre med en veluddannet partner, for dem skal man i hvert fald ikke komme og fortælle noget.
Og så er det stadig noget nyt med, at MS har sådan nogle partnere.
Det er beklageligt at sige, men mange af de ting, der fungerer i MS-Mozambique programmet, har ikke nogen partner.
Jeg har haft en god tid. Jeg har følt mig hjemme her. I Mozambique er det nogle utrolig tolerante mennesker. Så tolerante, at man nogle gange kan blive helt flov over sin egen kultur", slutter Jesper.