Jørgen Boesen Frandsen

Jørgen Boesen Frandsen har som geograf arbejdet forskellige steder i Mozambique.

Af Nadja Manghezi

19. september 2005

Jørgen har boet i en lejlighed midt i Maputo og arbejdet på Provinsdirektoratet for Fysisk Planlægning. Som den øvrige administration af provinsen Maputo - i modsætning til byen Maputo - ligger hans kontor i Matola i udkanten af byen. Og det er et helvede for tiden, pga. af vejarbejde i forbindelse med Maputo-korridoren. Og betegnelsen "for tiden" har dækket det meste af den tid, Jørgen har arbejdet der.

Det er dog ikke derfor, at Jørgen har besluttet sig til at bryde teltpælene op efter to et halvt år og flytte til Pemba i den nordligste provins, Cabo Delgado. Jørgen er normalt en tålmodig mand, men han er simpelthen løbet træt af at have et arbejde uden arbejde.

Jørgen: "Jeg havde forventet, at der var større viden om, hvad det var for en udviklingsarbejder, der kom, og at der havde været et program, jeg kunne gå i gang med eller nogle aktivitetsplaner. Jeg havde også troet, at der var mere engagement på arbejdspladsen. Jeg havde troet, der var større forståelse for vigtigheden af det arbejde, medarbejderne laver.

Da jeg læste jobbeskrivelsen, virkede den mere som en Danida-jobbeskrivelse (ler). Men sådan var realiteterne ikke."

Nadja: Hvad har dit job så bestået i?

Jørgen: "Det, der er lykkedes, er, at jeg har lavet noget træning for mine kollegaer. Øvet nogle forskellige metoder, f.eks. hvordan man bruger befolkningsdata i forhold til planlægning, og hvordan man laver spørgeskema-undersøgelser En anden ting, som har fungeret, har været, at vi har arrangeret nogle seminarer på distriktsniveau og på lokalt niveau, hvor vi har været ude at forklare, hvad fysisk planlægning er, og hvordan de skal bruge de planer, vi har udarbejdet.

Vi har på et tidspunkt forsøgt at danne nogle komiteer i distriktet Magude. De skulle bruges som sparingspartnere ved udarbejdelse af lokalplaner og havde repræsentanter fra ungdoms- og kvindeorganisationer og nogle traditionelle ledere, kort sagt repræsentanter fra civilsamfundet. Det var lige før oversvømmelserne, så det gik død. Vi har været deroppe her for nylig for at se, om komiteerne eksisterer, men det gør de tilsyneladende ikke. Et andet problem var, at der på grund af oversvømmelserne var så mange aktiviteter i området, at man ikke kunne komme til. Det var "oversvømmet" af hjælpeorganisationer."

Jørgen er uddannet på Roskilde Universitetscenter med Geografi og International Udvikling som fag og blev færdig i 1992. I sin studietid var han i praktik i 6 måneder på et Rural Development Projekt i Kenya og på feltstudier i Indien om erosionsbekæmpelse i Himalaya.

Efter sin uddannelse tog han til Uganda, hvor han var projektsekretær på et Water Research Management projekt.

Efter en kort periode uden arbejde blev han geografilærer på det Internationale Baccalaureat kursus i Birkerød, hvor han i to år underviste i geografi på engelsk og overvejede at blive gymnasielærer.Men det ville have forudsat, at han gik tilbage til studierne og tog et fag til, da Udviklingsstudier ikke er et gymnasiefag.

Og det var jo ud, han ville. Så i stedet søgte han og fik jobbet i Mozambique med MS.

Nadja: Med din baggrund må du have været værdifuld at have. Hvorfor tror du, ikke de udnyttede dig bedre?

Jørgen: "Indenfor det første år har jeg haft tre forskellige chefer. Den første var ham, der havde været med til at lave aftalen med MS i sin tid. Da jeg kom, omfavnede han og sagde, hvor glade de var for at se mig. Siden da har jeg stort set ikke set ham. Så sad jeg de første tre måneder, uden at der var nogen, der egentlig anede, hvad jeg skulle, og fik en masse rapporter stukket ud."

Da han med ordbøger og grammatikker havde fået kæmpet sig igennem rapporterne og ville diskutere dem, var der ingen, der kendte til dem eller kunne diskutere med ham.

Den første chef blev flyttet over til valgkommissionen, og en af teknikerne blev forfremmet til at tage hans plads. Men denne chef var ikke i stand til at sætte gang i noget. Så var han ude for et trafikuheld og var væk i tre måneder, hvor alting flød. Det var det første år. Dog sådan at Jørgen af og til satte sig over på det Nationale Institut for Planlægning, og selv om hans arbejde var i småtingsafdelingen, følte han sig veludnyttet og kunne mærke forskellen i niveau på dem og på hans normale kollegaer.

Han blev også bedt om at give en forelæsning på Arkitektfakultetet og sagde nok så kry ja til det. Men selv efter et år var det lidt af en opgave at holde en forelæsning på portugisisk, og Jørgen siger med et grin:

Jørgen: "Det var en sjov oplevelse. Jeg gennemførte det. Jeg talte om "Forskellige opfattelser af miljø" og prøvede på at koble det til miljøplanlægning. Det gik egentlig meget godt, og der kom en flot diskussion ud af det. Men der var en, der sagde, at jeg måske skulle tage nogle timer i portugisisk."

Sproget er et tilbagevendende problem. Det bliver nævnt igen og igen af kooperanterne. Mange føler først, de er rigtig hjemme i sproget, når de skal rejse, andre føler aldrig, de når så langt. Det er en stor hæmsko, og de heldigste er dem, der - som Jørgen - kan se på det med humor.

Nadja: Men så fik du en tredje chef?

Jørgen: "Hun er sådan set en dygtig chef og har gennemført flere ting, men der har været mange interne konflikter, og jeg synes ikke, at hele tanken om partnerskabet med MS er trængt igennem. Hun har så været min chef i 1½ år. Men hun har været meget fraværende også. Hun er politisk aktiv i Frelimo og har været meget lidt på arbejdet i hele valgperioden. Så jeg har ikke haft en counterpart.

Men det der nok slog hovedet på sømmet i forhold til min beslutning om at holde op, var alle de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med, at vores afdeling blev flyttet fra at høre under Planlægningsministeret til Miljøministeriet. Det skete tilfældigvis samtidig med oversvømmelserne, så pludselig forsvandt mange af teknikerne. Vi vidste ikke, hvad der skete, og fik ingen introduktion til integrering under den nye struktur."

Men samtidig insisterer Jøren på, hvor søde mennesker han har fundet på sit arbejde. Også hans chef, Isabel, som han daglig spiser frokost med. Hun er en strid banan, fordi hun vil trumfe sin vilje igennem, men har samtidig været utrolig betænksom og inviteret ham med til fester eller taget sig af hans mor, da hun var på besøg. Og de andre kollegaer har han også haft nogle gode oplevelser med og glæder sig til at invitere dem alle med til en afskedsfrokost, inden han rejser.

Nadja: Så du har haft et godt forhold til dem uden for arbejdet. Hvordan har du iøvrigt fået din fritid til at gå?

Jørgen: "Jeg har hygget mig. Men mest med danske kooperanter. Jeg har savnet flere kontakter udaf, uden for MS-miljøet. Jeg har kendt nogle få englændere og mine kollegaer, men det har været for meget MS. Det bliver bedre i Pemba, hvor det hele er mere spraglet, og der er færre udviklingsarbejdere.

Men jeg har da benyttet mig af at være i Maputo. Jeg har været flere gang i teatret. Jeg har været i biografen. Maputo er jo... vi plejer at kalde det "snyde-Afrika", fordi det ikke helt holder Afrika-billedet. Det er jo noget vrøvl, for selvfølgelig er det Afrika, men da jeg kom herned, slog det mig, hvor europæisk Maputo også er. Man kan godt blive lidt træt af Maputo. Det er for meget en stor by. Jeg kan lide den, men jeg kan godt mærke, at der er for meget forvirring, ikke mindst på grund af trafikken. Så jeg har nydt at tage til Sydafrika og Swaziland og slappe af."

Nadja: AIDS... Jørgen, hvad betyder AIDS-faren for den enkelte? Er man bange, inden man skal af sted? Hvordan klarer man sig? Specielt når man er enlig?

Jørgen: "Der er ikke så meget at sige. Man passer meget på. Man beskytter sig selv. Og det er 100 pct. Jeg har i hvert fald aldrig undladt. Jeg tør ikke andet. Men det er ikke indgået i min beslutning om at tage herned."

Jørgen fortæller - og igen med lille smil - om, at man støtter hinanden. Da en af hans udviklingsarbejder-venner opdagede, at han havde en mozambikansk kæreste, trak vennen ham til side og sagde: "Nu passer du på, Jørgen!" Det er en god følelse.

Efter interviewet gik vi ud og spiste middag med en fælles bekendt, en planlægger, som for tiden er ved at lave en undersøgelse om jordfordeling og ejerforhold i Maputo og omegn. Han fortalte, at der ikke er ét stykke land, der ikke har en ejer i hele den sydlige del af landet. Nar man kommer ad Maputo Korridoren og tror, at det hele er øde bush, så har hvert græsstrå en "ejer", og i byområdet er der et helt lille system, der går på, hvordan man mere eller mindre lovligt får fat i jordlodder. Samtalen førte også hen til Jørgens situation, og det slog os, at der måske kunne være en sammenhæng. Kunne der være tilfælde, hvor det ikke var ønskeligt, at Jørgen stak sin næse alt for langt ind i køb og salg af jord?

Det får vi aldrig at vide. Vi kan blot ydmygt konstatere, at man er oppe imod meget, når man skal placere kooperanter i Mozambique.