Håb om bedre tider
Else Jensen er kontaktperson mellem Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer i Uganda og de organisationer, de samarbejder med i Syd Sudan. Her fortæller hun om de udfordringer, der venter "det ny Sudan".
Af Else Jensen21. januar 2002
For fire år siden rejste jeg til Uganda for at arbejde som udviklingsarbejder hos Education Programme for Sudanese Refugees and Displaced People (EPSRDP) i det nordlige Uganda. Senere blev jeg også tilknyttet New Sudan Education Association (NSEA). De to organisationer samarbejder med Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda og var i 1999 modtager af Operation Dagsværk kampagnen: "Uddannelse et middel mod Undertrykkelse - Genopbygning af uddannelsessystemet i Syd Sudan". For mig personligt er det en naturlig fortsættelse af mit arbejde i det nordlige Uganda også at kunne arbejde sammen med sudanesere i deres hjemland.
"You are most welcome"
MS Uganda arbejder blandt andet sammen med Mugwo Community Developmet Forum (MCDF) i Syd Sudan. Det er en nystartet organisation, eller mere korrekt en genstartet, idet den også eksisterede før krigen. "You are most welcome" lyder det fra administratoren for Mugwo kommune, når jeg ankommer. - Ja, det er jeg, det mærker jeg med det samme. Flere mennesker fra det nærliggende marked kommer til for at høre, hvad jeg skal denne gang, om der er noget, som de kan hjælpe mig med og for at modtage breve, kontakte folk, og få en lille snak. Selvfølgelig vil de også gerne høre, om der er nyheder fra nogle af vores fælles bekendte fra Uganda og Danmark - en del har efterhånden været med på besøg i Mugwo. I mellemtiden ankommer også John Lazu, formand for MCDF, og vi får en god snak om, hvordan det går med organisationens arbejde.
Civilsamfundet i Syd Sudan
Nu er der fred, og mange beboere er kommet tilbage fra eksil til Mugwo med ønsker til og drømme om, hvordan levevilkårene skal se ud i fremtiden. Mugwo ligger i et af de mange frugtbare områder i Syd Sudan med store teakskove, damme og floder med masser af fisk, bjerge med mineraler og frugttræer langs vejene. Bønderne høster jordnødder, sorghum og majs flere gange om året. Det er det potentiale, som MCDF vil gør brug af til udvikling af deres lokalområde. Nogle skoler er genåbnet, landmænd er under træning i moderne land- og skovbrug, sundhedsklinikkerne står der fra før krigen men endnu uden inventar. De fleste organisationer i Syd Sudan er som MCDF meget unge, og udover deres egentlige aktiviteter kæmper de med at blive mere velorganiserede. I "det gamle Sudan", var der kun lidt bevægerum for den type af organisationer, men mange kæmper nu for, at det skal blive anderledes i "det ny Sudan".
18 års borgerkrig
Borgerkrigen i Sudan er en direkte destabiliserende faktor i det nordlige Uganda - i marts 97 befriede den syd sudanesiske befrielsesbevægelse områder tæt på Ugandas grænse (Yei amt). Siden har der været en hurtig fremgang i udvikling i det nord/vestlige Uganda, og relativ fredeligt i det sydligste Sudan. Tusindvis af sudanesere er vendt tilbage til Sudan, men der bor stadig tusindvis som flygtninge i bosættelser i Uganda og Kenya og andre endnu længere væk som Zambia, USA, England og Danmark. Først når der er uddannelsesmuligheder, et sundhedsvæsen og en civil samfundsstruktur, der er stærkere, end det i øjeblikket er tilfældet, vil mange flere vende tilbage.
Der er stadig områder i Syd Sudan, hvor der jævnligt er kampe, men de områder ligger flere hundrede kilometer fra de sydligste amter - som Yei, Kajokeji og Maridi, hvor der er meget fredeligt og ingen direkte tegn på, at vi er i et land i borgerkrig.
Til gengæld er der mange tegn på, at vi er i et land, der har været i uafbrudt borgerkrig i 18 år, og som før den, har været gennem adskillige krige af kortere eller længere varighed. Og der er tegn på, at vi er i et land, hvor de sydlige befolkningsgrupper selv i fredsperioder ikke har kunnet udtale sig med samme ret som de nordlige, og at de er blevet undertrykt på deres mest fundamentale menneskerettigheder.
Derfor er det også nødvendigt at forsøge at forbedre uddannelsesmulighederne. En vigtig komponent i Operation Dagsværks støtte til de to organisationer, EPSRDP og NSEA, er udvikling af læseplan og materialer til samfundsfag. I Danmark er det et velkendt fag, der forbereder den enkelte borger til at være aktiv medspiller i samfundet, men faget har aldrig eksisteret i Sudan.
MS Uganda i Syd Sudan
MS er en lille organisation med begrænsede midler - og i øjeblikket med meget begrænsede midler til arbejdet i Syd Sudan. Men trods alt kan MS støtte nogle af de mange initiativer med små beløb, vejledning og kontakter til andre partnerorganisationer. Og ligeså vigtigt er det, at MS gennem sine netværk kan advokere for, at situationen i fremtiden bliver anderledes.
Det er i dette arbejdsfelt, at jeg befinder mig som MS udviklingsarbejder. Det er meget involverende, bevægende og udfordrende at være en del af al den håb, energi, tillid og gæstfrihed, som landsbybeboerne i Mugwo udtrykker og udstråler. Håb om at freden denne gang er kommet for at blive og bevidstheden om at der stadig er mange kampe at kæmpe - for fred, forsoning og udryddelse af fattigdom.



