Flash mob i Århus lægger pres på for at blive Fairtrade By
Onsdag den 3. marts 2010 overraskede 70 unge MS-aktivister Århus Midtby med en ”flash mob” og dans for at lægge pres på for at indfri kommunalvalgets løfter om at gøre Århus til Fairtrade By.
|
|
billedetekst
|
03. marts 2010
Som led i Fairtrade Ugen arrangerede MS-Århus den 3. marts kl. 16.30 en såkaldt ”flash mob”-happening for at sætte pres på borgmester Nicolai Wammen om at indfri sit løfte fra efterårets kommunalvalgkamp, om at gøre Århus til en Fairtrade By.
”Nu skal der til at ske noget, for under valgkampen lovede borgmester Wammen at gøre Århus til Fairtrade By, men endnu er der intet sket. Med denne happening sender vi en reminder til ham om at indfri sit løfte, så Århus kan være med til at gå forrest for global, retfærdig handel,” siger Maja Tønning, talsperson fra MS-Århus.
Kl. 16:29 så alt normalt ud på Lilletorv i Århus, men minuttet efter trådte de 70 unge aktivister pludselig ud af mængden og dansede en vild dans iført fairtrade-masker – til stor begejstring for de forbipasserende, der hujede og klappede. Efter endt dans forsvandt de unge igen lige så hurtigt, som de var kommet.
|
|
billede
|
En konkret forskel
MS arbejder for, at Århus Kommune skal leve op til en række konkrete krav vedrørende fairtrade. Kommunen skal tage en politisk beslutning om, at der bliver serveret Fairtrade-mærket kaffe, te og sukker på rådhuset, og at 10 pct. af kommunens samlede kaffeindkøb skal være Fairtrade-mærket. Det handler om at tage et socialt ansvar.
”Århus skal være med til at påtage sig et globalt, socialt medansvar ved at gøre en konkret forskel i forhold til nogle af verdens fattigste arbejdere og bønder. Populært sagt skal vi handle lokalt og agere globalt. Nu er det bare op til Wammen og Århus Byråd at afgøre, om Århus skal være med til at påtage sig dette ansvar. For os er svaret et klart ja”, siger Maja Tønning.
En flash mob er en gruppe af mennesker, der samler sig pludseligt på et offentligt sted og i fællesskab udfører en usædvanlig og ofte morsom handling, hvorefter de spredes igen.



