MS er ikke i krig med udviklingsministeren
Tirsdag aften skrev Politiken.dk en artikel om, at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) skulle være i "åben krig" med Søren Pind. MS er på ingen måde i åben krig. MS diskuterer udviklingspolitik.
Af generalsekretær Frans Mikael Jansen17. marts 2010
I det sidste halve år har der været en lang og lødig debat om den fremtidige udviklingsbistand. MS har været meget aktive i denne debat, og har både alene og i samarbejde med de andre NGO'er i NGO-Forum fremlagt en række debatoplæg og deltaget i diskussioner på møder, i aviser og i de elektroniske medier. Det handler om vigtige emner. 1 milliard mennesker sulter, og vi står midt i en historisk indskrænkning i det politiske rum og med hensyn til respekt for menneskerettigheder . Oven i udviklingsproblemerne kommer der også et kæmpe klimaproblem, og situationen for de fattige forstærkes også af finanskrise og fødevarekrise.
Regeringen har fra starten lagt op til en relativ markant omlægning af udviklingsbistanden. Anders Fogh Rasmussen talte tidligt om et opgør med 'bistandssocialismen', og Afrika-Kommissionen blev nedsat med det mandat at komme med anbefalinger til støtte af den private sektor og beskæftigelse. NGO-Forum fremlagde tidligt i strategiprocessen syv notater, der gav vores samlede bud på, hvad den ny strategi skulle indeholde. Samtidigt forklarede vi, hvad vi fandt var en uacceptabel udvikling af udviklingsbistanden.
Vi kritiserede især det skifte, som regeringen har lagt op til for dels at satse alt for meget på direkte erhvervsstøtte, hvor vi har meget få gode erfaringer, og hvor der er stor usikkerhed for, hvad en sådan støtte vil føre med sig. Vi har også kritiseret udviklingsministeren for ikke at inddrage vores sydlige partnere i processen med at diskutere den fremtidige retning. For at bøde lidt på dette, havde vi i mandags inviteret nogle af vores sydpartnere til at diskutere den nye strategi med os og med udviklingsministeren. Det var et udmærket og lødigt møde.
Da vi i TV-udsendelsen Horisont mandag aften hørte Søren Pind beskrive sine tanker om den nye strategi, fik vi det indtryk, at han er i gang med en større og mere markant omlægning af udviklingsbistanden, end den vi hidtil havde forventet. Vi er bange for, at en sådan omlægning dels vil give os en langt dårligere udviklingsbistand, og dels vil erodere den brede opbakning, som udviklingsbistanden fortjener. Derfor gik MS' forkvinde Trine Pertou Mach på banen med en advarsel om ikke at gå for vidt og ikke at sælge fattigdomsorienteringen yderligere. Vi forventer, at udviklingsministeren vil fremlægge strategien på fredag, så man kan godt sige, at det er i 11. time. Når MS' forkvinde kommer med sådanne udtalelser i en pressemeddelelse, er det naturligvis fordi, det er den linje som bestyrelsen har valgt. Her er forkvinden talsperson for bestyrelsen. Mellemfolkeligt Samvirke er uafhængig af partipolitiske interesser og vil til enhver tid være en kritisk med- og modspiller til den siddende regering, ministerierne og de politiske partier i øvrigt. Vores sag er at bekæmpe fattigdom, ulighed og krig i verden - det er en folkesag.
Man vil også i fremtiden se Mellemfolkeligt Samvirke i en saglig og faglig dialog om dansk udviklingsbistand og i et tæt samarbejde med udviklingsministeren og udenrigsministeriet, med hvem vi er enige om rigtig mange udviklingspolitiske spørgsmål. Herudover vil man også se os i gaderne og ved fredelige kampagner og aktioner, der skal sætte fokus på nødvendige politiske forandringer - som man så vores klimaagenter under COP15. Man vil også se os i skarpe udtalelser i pressemeddelelser, når vi gerne vil have stillet skarp på en bestemt problemstilling i pressen. Alle disse ting anser vi som en helt naturlig del af vores rolle som en bred folkelig organisation - og vi mener at MS stemme er vigtig i den offentlige debat om dansk udviklingsbistand.



