Ugandas kongegrave nedbrændt
Uganda har mistet et af sine vigtigste nationale monumenter, da de historiske Kasubi-kongegrave i hovedstaden Kampala tirsdag aften den 16. marts brændte ned til grunden. Tre mennesker blev dræbt af regeringsstyrker, da landets præsident dagen efter besøgte ruinerne.
Af Vibeke Quaade, informationsmedarbejder for MS ActionAid Danmark18. marts 2010
Kongegravene, som bestod af en af verdens største stråtækte konstruktioner, er et af de vigtigste mindemærker for Ugandas etniske gruppe Baganda, som befolker den centrale del af landet. Fire Baganda-konger ligger begravet i Kasubi.
Sørgende menneskemængder samlede sig ved gravene allerede natten mellem 16. og 17. marts. Politi- og militærstyrker blev sat ind for at holde ro. Men da Ugandas præsident Yoweri Museveni dagen efter besøgte de nedbrændte grave for at udtrykke sin deltagelse, ville menneskemængden ikke lade ham komme igennem. Tre mennesker blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne og flere såret, da de forsøgte at bane vej for præsidenten ind til ruinerne.
Forholdet mellem Museveni og Buganda
Da præsident Museveni kom til magten for 24 år siden, var det bl.a. med opbakning fra Ugandas største etniske gruppe Baganda. Som tak for hjælpen genindsatte Museveni fire kongedømmer i landet, herunder kong Kabaka af Buganda, som ellers havde levet i eksil siden 1966.
Men de senere år har det ellers så gode forhold mellem den centrale regering og Kabaka lidt skade. Uenighederne handler om jordrettigheder, og i september 2009 brød de ud i lys lue. 15 mennesker blev dræbt under tre dages hårde gadekampe mellem militærpoliti og unge baganda-demonstranter. Siden da er det spændte forhold kongedømmet og Ugandas regering ikke løst op.
Under urolighederne sidste år lukkede regeringen kongedømmets radiostation CBS med den begrundelse, at den opildnede til vold og optøjer. Tre radiostationer og flere debatprogrammer blev også forment senderettigheder. De er siden blevet åbnet igen, mens kongedømmets radio fortsat er lukket. Blandt de ca. seks mio. mennesker, som tilhører Buganda-stammen, er der en klar fornemmelse af, at kongedømmet har mistet sit talerør. De føler, at centralregeringen ikke bare forsøger at sætte sig på Bugandas enorme jordarealer af frugtbare jord i og omkring hovedstaden, men også med fuldt overlæg undertrykker deres ytringsfrihed.
Ildspåsættelse
Meget tyder på, at der blev sat ild til kongegravene. Øjenvidner beretter om en hvid bil uden nummerplader, som med høj hastighed kørte væk fra gravene, da ilden startede.
Da præsidenten besøgte de nedbrændte rester af Kasubi-gravene, sagde han, at ikke kun Buganda-kongedømmet, men hele landet havde mistet et kært mindesmærke. Han lovede, at mistanken om ildspåsættelse vil blive undersøgt til bunds, og at centralregeringen vil hjælpe til med genopbygningen af gravene.
Omgivet og hyldet af menneskemængden – og uden at behøve at frygte for sin sikkerhed – aflagde også kong Kabaka et besøg ved gravene, hvor hans far ligger begravet.
Sidste år opstod september-urolighederne efter, at Ugandas regering havde bremset kong Kabaka i at aflægge et officielt besøg i den nordøstlige del af landet. Først da Kabaka – efter tre dages demonstrationer – annoncerede, at han ville aflyse sit besøg, blev gemytterne dæmpet.
Allerede dagen efter nedbrændingen af Kasubi-gravene har Buganda-kongedømmet i officielle meddelelser opfordret folk til at forholde sig i ro.
Kasubi-gravene er på UNESCO liste over natur- og menneskeskabte værdier, som udgør hele menneskehedens umistelige arv.



