Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Jestina Mukoko fra Zimbabwe modtager menneskerettighedspris

Som en ud af 10 kvinder modtog Jestina Mukoko fra Zimbabwe Peace Project årets "International Women of Courage Awards" i Washington den 10. marts.

Jestina Mukoko, foto: Tine Harden.
Jestina Mukoko, foto: Tine Harden.
Af Peter Bischoff

17. marts 2010

Den 10. marts modtog lederen af Zimbabwe Peace Project, Jestina Mukoko, som en ud af 10 den amerikanske stats "International Women of Courage Awards" for 2010. Priserne blev overrakt i Washington af Michelle Obama, der bl.a. sagde:

"Jestina Mukoko i Zimbabwe blev bortført fra sit hjem, hun blev tortureret, og hun blev afhørt i timevis, mens hun blev tvunget til at knæle på grus – alt sammen simpelthen fordi hun havde talt åbent om regeringens brud på menneskerettighederne. Alligevel kom hun igennem det uden at bryde sammen. Det er dén røde tråd, der går gennem alle vore nomineredes personlige historier – evnen til at forvandle lidelse til styrke og viljen til at forbedre ikke bare deres eget, men også andres liv."

Jestina Mukokos takketale
I sin takketale fremhævede Jestina Mukoko, at det var en ære, man ikke bare kan taget for givet, at kunne tale på vegne af alle disse bemærkelsesværdige kvinder:

"Vi modtager denne prestigefyldte pris med ydmyghed – vel vidende, at vi kun er nået så langt i kraft af andre modige kvinder, der har ofret en masse og i nogle tilfælde ligefrem deres liv. Ved at modtage denne pris stadfæster vi, at kvinder har en plads i kampen for lighed og retfærdighed, ligesom disse priser faktisk tilhører de mange kvinder, som vi arbejder sammen med, og hvoraf vi må mindes nogle af dem posthumt, fordi de ikke længere er blandt os."

Ønsker ikke at være passive tilskuere
"Pristildelingerne byder os at stå frem og afvise at blive skræmt eller plaget, fordi dette er en taktik for at få os til at fjerne fokus fra vores mål. Vi ønsker ikke at være passive tilskuere, og denne anerkendelse er med til at sikre, at vi ikke bliver trætte, men fortsætter frem mod målet og rækker depechen videre til den næste generation."

"Kvinder i konflikt står i en sørgelig situation, fordi vi ved, at vold og konflikt går mest ud over dem. Men jeg bliver inspireret af alle disse historier om modige kvinder, der konsekvent har kæmpet for og forsvaret menneskerettighederne. Det giver os en mulighed for at handle sammen, udveksle erfaringer og lære af hinanden med det enkle mål at gøre kampen for lighed og retfærdighed universel," sluttede Jestina Mukoko sin takketale.

Kilde: Peace Watch 3/2010, Zimbabwe.