Småbønder er vejen til økonomisk vækst
Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen: At bruge bistandskroner til at skabe bæredygtig økonomisk vækst skal overvejes nøje. Går det til store kommercielle landbrug og eksportvirksomheder, kommer de fattigste til at vente længe på et bedre liv.
Af Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen, forkvinde og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke25. marts 2010
I fredags bød Søren Pind pressen velkommen til Udenrigsministeriet og tilføjede: »Det har jeg længe haft lyst til at sige«. Den nyudnævnte minister er tydeligt glad for sin nye rolle og har også allerede skabt stor opmærksomhed. Debatten er rykket fra u-landsnyt.dk til Jersild Live. Tak for det. Vi håber, Søren Pind vil fortsætte den aktive og brede debat, når strategi-oplægget, han fremlagde i fredags, de kommende uger er i høring.
I Mellemfolkeligt Samvirke er vi positivt overraskede over udkastet. Det beskriver den nye, komplekse virkelighed, udviklingslandene befinder sig i med store globale kriser, nye donorer og nye magtbalancer. Og det er godt, at fokus på menneskerettigheder og demokrati, svage stater og ligestilling er blevet fastholdt.
Strategien er imidlertid meget overordnet, og meget vil afhænge af, hvordan handlingsplaner og konkrete indsatser tilrettelægges.
I MS ønsker vi især Søren Pinds bebudede »markedsliggørelse« til debat. Pind agter at fordoble støtten til den private sektor i den danske bistand for at fremme den økonomiske vækst. Her bevæger vi os ind på en bane, hvor udviklingsbistanden ikke hidtil kan dokumentere resultater.
Tankerne om »markedsliggørelse« bygger ifølge Pind selv på de anbefalinger om vækst og beskæftigelse, som Afrika-Kommissionen kom med i maj sidste år. Godt var fokus på unge og kvinder, landbrugets vækstpotentiale, urban fattigdom og på at Afrikas fattigste aldrig har fået adgang til enkle og billige energiløsninger. Skidt var, at anbefalingerne blev brugt til at retfærdiggøre at bruge bistand som risikovillig kapital i form af lånegarantier til små og mellemstore virksomheder – en definition som kan variere meget – og til at skabe konkurrenceindekser landene imellem.
For mennesker, der lever i fattigdom, er kampen for frihed ofte lig med kampen mod fattigdom. Over én milliard mennesker går hver dag sultne i seng. De er i praksis frataget indflydelse på store dele af deres eget liv og er frataget en lang række rettigheder, som er en forudsætning for udvikling.
Hvis udviklingsministeren vil leve op til sin selvudnævnte rolle som frihedsminister, skal fokus på verdens fattigste være knivskarp i initiativernes endelige udformning. Det er centralt, hvilket segment og hvilke aktører man vælger at støtte.
MS anbefaler at investere massivt i småbønder og i at koble dem op til lokale forarbejdningsvirksomheder, som kan forsyne først og fremmest lokale og nationale markeder. Måske på længere sigt også regionale og internationale markeder, men vigtigst er i første omgang hjemmemarkedet og fødevaresikkerheden.
Det største vækstpotentiale ligger paradoksalt nok netop hos verdens fattige småbønder. Selv om især Afrika oplever en dramatisk vandring fra land til by, så bor størstedelen af verdens fattige stadig på landet. De har kun få hektar jord at dyrke. Når udbyttet er magert, kan de kun lige producere nok til at brødføde dem selv og deres nærmeste. Men når adgang til input, markeder og andre forhold tillader, så kan de relativt nemt øge produktionen betragteligt og sælge, bytte eller købe sig til andre varer.
I de lande, hvor der er blevet investeret massivt i små landbrug, har man opdaget deres enorme potentiale for at afskaffe sult og fattigdom. Flere studier viser, at små landbrug har større udbytte per hektar, fordi små landmænd nemmere kan hyre mere arbejdskraft, skalere op med inputs og kender jordens ydeevne bedre. Når småbønderne tjener lidt mere, kommer der flere i skole, og sundheden bliver bedre. Væksten skabes simpelthen fra bunden og spredes lokalt. Den er bæredygtig og bringer os frem mod FNs 2015-mål.
Men der skal være aftagere til landbrugets afgrøder. Derfor giver det mening at støtte små forarbejdningsvirksomheder, som er tæt på småbrugene eller som måske er skabt som et samarbejde mellem landmændene selv.
Markedets udbud og efterspørgselsmekanismer er ofte sat delvis ud af spil i udviklingslande. De, der sidder på de større produktionsvirksomheder, har ofte fået den magtposition gennem nepotisme og korruption, eller som betaling for politisk loyalitet. En ukritisk støtte til mellemstore virksomheder kan meget vel være en støtte til kræfter, der netop modarbejder og undergraver en demokratisk udvikling.
Går bistanden til store eksportvirksomheder og kommercielle storlandbrug, er vejen til at nå de fattigste meget langt ude i fremtiden, omkostningstung og usikker. Det vil være en historisk fejltagelse. Støtte til dansk erhvervsliv som del af udviklingsbistanden er fuldstændig misforstået og imod alle evalueringer. Vi har brug for risikovillig kapital fra dansk industri, og vi forventer også, at danske virksomheder udviser socialt ansvar og engagerer sig i u-landene på en social ansvarlig måde.
Udover massiv investering i verdens fattigste, skal bistandskroner fortsat støtte rammebetingelserne for økonomisk vækst. Det kommer nemlig både små og store økonomiske aktører til gode.
God skolegang og erhvervsuddannelser er et skarpt våben i kampen mod sult og fattigdom. Sundhed og overlevelse er ligeledes en klar forudsætning. Retssamfund, der hviler på klare og retfærdige regler, har langt bedre forudsætninger for bæredygtig udvikling. Mere demokrati gavner alle og giver mulighed for at øve indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres liv.
I Pinds strategi-oplæg er der mange fornuftige elementer. Men de allerfattigste nævnes først til sidst. »Der skal tages hånd om de mest sårbare gennem deres direkte inddragelse i produktionen og ikke ved at henvise dem til overførselsindkomster.«
Pind får mest ud af sine bistandskroner, hvis han investerer dem i de små aktører – så de i langt højere grad kan klare sig selv.
