Kan man dø af tørst i regnskoven?

Tage Viggo Hansen er udsendt som FN-frivillig i Cobija, Pando i det nordvestlige hjørne af Bolivia. Han er finansieret af MS og tilknyttet en lille NGO, der arbejder med miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling.

Af Tage Viggo Hansen

15. februar 2002

Jeg har nu været udsendt i godt to år som FN-frivillig i Departamentet Pando, et af de mindst udviklede områder i Amazonas. Området har en befolkningstæthed på under 1 person pr. kvadratkilometer fordelt på et område, der er 50% større end Danmark. Befolkningen er på i alt 56.000 indbyggere, hvoraf de 21.000 bor i hovedstaden Cobija.

Departamentet er for 95 % vedkommende dækket af tropisk regnskov.

Da befolkningen i Pando kun repræsenterer 0,8% af den bolivianske befolkning har området aldrig tiltrukket den store interesse hos regeringen, når der skulle investeres i udvikling.

Bortset fra diverse service-erhverv i hovedstaden Cobija er hovedbeskæftigelsen indsamling af paranødder (Brazil nuts), som eksporteres til Europa, USA og Japan. Omsætningen er på godt 30 millioner US$ pr. år og tegner sig for ca. 90 % af den regionale økonomi. Resten af det økonomiske bidrag kommer fra salg af ædeltræ samt kvægdrift.

Jeg er tilknyttet en lille NGO, DISOP (Desarrollo Integral de Solidaridad y Progreso), som biolog. Organisationen arbejder med miljøbeskyttelse, bæredygtig udvikling i de rurale og forestale områder, kønsproblematikker samt skabelse af nye indkomstområder.

DISOP har hovedsæde i Cobija, men meget af mit arbejde foregår i felten, ofte flere dagsrejser fra hovedstaden. Infrastrukturen lader meget tilbage at ønske, og der er kun 30 kilometer asfalteret vej i hele departamentet – resten er hullede jordveje, der kun med sikkerhed er farbare en del af året udenfor regntiden. Floderne bruges i udbredt stil som trafikårer og er specielt i regntiden mere sikre transportveje.

Mit arbejde består blandt andet i at bidrage til bevarelsen af områdets naturværdier for fremtidige generationer, men også i skabelsen af diverse miljøvenlige projekter og beskæftigelsesområder, der kan øge livskvaliteten for den lokale befolkning.

Et af vore projekter er et fiskeopdrætsprojekt, hvor en lille landsby på 26 familier har inddæmmet en sø på en halv hektar. Der har vi udsat ca. 10.000 Tambaqui (en karpelaks, der bliver op til 10 kg). Fiskene skal fodres med overskudsproduktion fra det lokale skovlandbrug, dvs. maniok, majs, bananer, ris og paranødder. De første fisk ventes klar til indfangst og forbrug i december 2002. Dette projekt er støttet af Den Kongelige Danske Ambassade i Bolivia.

Vandmangel i regnskoven

Umiddelbart efter at være kommet til Pando var jeg på en længere ekspedition til et af de fjerneste hjørner af departamentet. DISOP havde til opgave at bidrage med information og diagnose i området San Pedro i det nordøstlige hjørne af Pando.

Jeg deltog i dette arbejde sammen med to lokale agronomer.

For at komme til Riberalta måtte vi rejse 20 timer ad hullede jordveje. Derefter med båd 20 timer for at komme til området San Pedro. Og dette var kun begyndelsen. Området rummer syv landsbyer, der kun kan nås til fods ad smalle junglestier. Første dag tilbagelagde vi 30 km til fods og besøgte to landsbyer. Efter overnatning i "myggenes paradis" tog vi i den tidlige morgen godt forstukne videre til den tredje landsby, hvor vi spiste og fyldte vores vanddunke. Vand er en absolut nødvendighed ved vandring i junglen. Temperaturen er over 30 grader og fugtigheden 100%, så sveden nærmest regner af kroppen. Man kan med lethed drikke 1 liter i timen til kompensation for væsketabet.

Efter forsyning drog vi videre ad en anden junglesti til vores base. Kort herefter mødte vi en gruppe fra landsbyen bærende på mursten til et byggeri, og vi tilbød dem vand fra vores forsyninger. Det var nær blevet fatalt for os – det viste sig, at der endnu var 20 km (3,5 times gang) til vores base, og vi havde ikke mere vand . Efter 2 timer viste de første symptomer sig: træthed, svimmelhed og ophør med at svede – resulterende i temperaturstigning. Efter endnu en halv time måtte vi gøre holdt og hvile, idet tilstanden resulterede i kvalme og dobbeltsyn. En af agronomerne gik på jagt efter vand og fandt et mudderhul med plumret vand. Det smagte forfærdeligt af fisk og hjalp kun for en kort stund. Efter 5-6 minutter kastede vi det hele op igen og følte os endnu svagere bagefter. Resten af vejen var et mareridt. Vi gik med skildpaddehastighed 3-400 meter ad gangen, hvilede i 10-15 minutter og gik så videre igen 3-400 meter, mens dobbeltsyn og susen for ørerne blev værre og værre. Efter 6 timer nåede vi frem til campen, mere døde end levende, og efter at have fået adskillige liter vand med sukker og salt indenbords faldt vi i en dyb søvn.

Yaminahua-indianerne

I det nordvestlige hjørne af Pando på grænsen mellem Brasilien og Peru har Yaminahua-indianerne et reservat på ca. 60.000 Hektar. De er en lille befolkning på kun ca. 30 familier, der ernærer sig ved jagt, fiskeri og lidt skovlandbrug. I sæsonen for paranødder arbejdes der med indsamling i skoven ( Dec – marts).

Samfundet lever meget isoleret ved bredden af floden Rio Acre, der er grænseflod til Brasilien.

Ved mit første besøg i landsbyen mødte jeg en utrolig gæstfri, men fattig befolkning med store sundhedsproblemer. Specielt spædbørnsdødeligheden er høj, og diarré er mere reglen end undtagelsen. Dette har sin årsag i, at landsbyens eneste vandforsyning er forurenet flodvand.

På denne baggrund fik vi støtte til at udføre et projekt i drikkevandsforsyning samt etablering af badehus og latriner i Yaminahua-landsbyen, støttet af Den Kongelige Danske Ambassade, Bolivia. Der viste sig at være et lille kildevæld med mineralvand nær landsbyen. Dette blev tilsluttet en stor tank, forbundet med pumpe til et vandtårn og en vandstikledning til hvert hus, så nu har alle drikkevand installeret, og spædbørnsdiarré er blevet en sjældenhed.

Der er naturligvis stadig store fattigdomsproblemer i Yaminahua-gruppen, og vi arbejder på fremtidige indkomstskabende projekter såsom fiskeopdræt, salg af lægeurter og kunsthåndværk.

Dette arbejde er et led i bevarelsen af en unik indiansk kultur, hvis værdier vil gå tabt, hvis ikke der bliver gjort en aktiv og finansiel indsats for bevarelse af dem for fremtiden.

Disse oplevelser og indtryk fra mit arbejde er kun en lille del af den mangfoldighed og naturrigdom, som Bolivia byder på. Det er et for de fleste ukendt og uspoleret hjørne af Amazonas-junglen - det, som den lokale befolkning kalder Det sidste Paradis på denne jord.

For rejselystne kan jeg absolut anbefale en visit til dette "Sidste Paradis" – men medbring rygsæk, vandresko og myggenet – og glem ikke at fylde vanddunken..