Handicaps betragtes som en straf fra Gud

Runa Andersen er udsendt under FN-frivilligprogrammet, der i Danmark administreres af MS. Hun fortæller her om sit daglige arbejde som fysioterapeut i Etiopien.

Af Runa Andersen

02. oktober 2001

Som fysioterapeut udsendt som FN-frivillig bliver jeg dagligt udsat for lidt af hvert både fagligt og menneskeligt - det er i hvert fald min erfaring fra Etiopien, hvor jeg siden 1. april 2000 har haft min arbejdsplads. Her arbejder jeg for Save The Children (UK) i tæt samarbejde med The Etiopian of Persons with Disability (EFPD).

Min bolig og mit tjenestested er i Dessie, en by med ca. 70.000 indbyggere ca. 400 kilometer nord for hovedstaden Addis Ababa. Mit job indebærer imidlertid en del rejseaktivitet, da mit primære arbejde går ud på at undervise 10 etiopiske udviklingsarbejdere. Undervisningen foregår ved at følge dem på hjemmebesøg og holde workshops, når der er mulighed for transport. Når jeg arbejder i de 3 landdistrikter, er det som at komme til en anden verden – her findes ingen el, meget sparsomt med vand, men tilgengæld masser af fluer. I timevis går vi i den bagende sol til en landsby, og på en heldig dag møder vi også de mennesker, vi har en aftale med, men det er betingelserne her.

Besat af djævlen

Udover at undervise 10 udviklingsarbejdere går mit arbejde ud på at udbrede fysioterapi i Etiopien, hvilket er noget af en udfordring. Fysioterapi er nemlig et ukendt begreb blandt den fattigste befolkningsgruppe, som er min primære målgruppe. Al sygdom og alle handicaps bliver af denne gruppe betragtet som "en straf fra Gud", og derfor bliver alle handicappede gemt af vejen eller man søger i det skjulte hjælp hos traditionelle behandlere. Jeg har set mange handicappede – især poliopatienter – med store brændemærker på bryst og hofte fra forsøg på at udrydde det "onde", og det rystede mig i starten. I Addis Ababa bliver en 16-årig dreng f.eks. stadig holdt indenfor hjemmets fire vægge, da familien er overbeviste om, at han er "besat af djævelen". Drengen er en hemiplegia-patient, det vil sige, at han er lam i den ene halvdel af kroppen, hvilket typisk skyldes en hjerneblødning. Familien føler hans handicap som en stor skamplet og straf over familien, fordi de en dag alle befandt sig på en markedsplads, hvor der blev slagtet nogle okser, hvor blodet flød anderledes, end det normalt gør.

En solstrålehistorie

En af de mange oplevelser her i Etiopien, som jeg aldrig vil glemme, fandt sted, da jeg første gang var på tur til en af de tre landdistrikter. Langt ude på landet, hvor jeg overværede et møde på en græsmark, kom der pludselig en kvinde og rykkede i min arm som tegn på, at jeg skulle følge med hende, alt imens hun snakkede og snakkede. Desværre forstod jeg ikke meget af hendes talestrøm på det lokale sprog amharigna, men ud fra hendes adfærd var det klart, at et eller andet var på færde. Hun førte mig til hendes hytte, hvor et par teenagedrenge befandt sig udenfor. Kvinden talte og talte, mens hun rykkede i mig. Pludselig fjernede den ene af drengene et tæppe fra hans ellers tildækkede ben. Kvinden blev fuldstændig tavs og stirrede kun på mig. Det varede et øjeblik, inden jeg fattede, hvad der egentlig skete, men det viste sig, at drengen havde et åbent benbrud. Lige ovenfor knæet stak hans lårben ud fra en blodig masse – dette syn og den lugt, som sivede ud af benet, vil jeg aldrig glemme. Undersøgelsen af benet viste, at ingen nerver var beskadiget, han kunne bøje og strække hofteleddet og anklen, ligesom han også kunne flytte sig ved egen hjælp. Da kvinden så, at jeg ikke fjernede mig ved væmmelse, som alle andre hidtil havde gjort, begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder. På engelsk fik jeg senere forklaret, at drengen for et år siden faldt ned fra et højt træ, da han var i færd med at skære blade ned til naboens okser. Naboer og familie fik ved fælles hjælp ganske vist båret ham til den nærmeste sundhedsklinik for at få hjælp, men forgæves. Det eneste klinikken kunne gøre var at henvise til hospitalet, hvilket er helt urealistisk for en fattig familie. Hospitalet ligger syv kilometer væk, og alene busbilletten koster ca. 35 kr. svarende til en månedsløn.

Det lykkedes os at få ham bragt på hospitalet og få gennemført en operation. Benet blev ikke, som jeg havde forventet, amputeret, men blev i stedet "skruet sammen", så den unge mand i dag har et stift knæ og et ca. 12 cm kortere ben – men han bevarede livet, og han og familien er ovenud lykkelige.

Et af de mest udbredte handicaps

Jeg er i mit arbejde blevet præsenteret for alle mulige patientgrupper, og uden nogen former for hjælpemidler gælder det om at være kreativ og forsøge at få det bedste ud af situationen. Et af de mest udbredte handicaps, som vi møder i hverdagen, er Neuru-Lathyrism-patienter, hvilket er et helt nyt område for mig. Sygdommen ryster mig stadig, når jeg ser de handicappede og erfarer, at tre ud af fem børn i én familie er invalideret. Dette handicap er forårsaget af en bælgplante ved navn Guaya. Guaya er en hårdfør plante, der kun kræver lidt arbejde, kan modstå tørkeperioder, er resistent overfor pest og i såperioder kan klare store vandmængder. Denne plantes egenskaber gør, at den i tørkeperioder er eneste mulighed for at overleve for den fattigste del af befolkningen. Desværre indeholder den også en gift, der påvirker rygraden, således at musklerne på indersiden og bagsiden af låret og på bagsiden af underbenet paralyseres, og i værste tilfælde kan patienten miste evnen til at gå. Der er ingen mulighed for helbredelse, når rygraden først er blevet påvirket, men med passive og aktive udspændingsøvelser og aktive muskeløvelser kan udviklingsarbejderne og jeg forhåbentlig bevise, at fysioterapi kan forlænge den enkeltes arbejdsevne. En arbejdsevne, som en hel familie kan være afhængig af.

En del af arbejdet har også bestået i at formulere et spørgeskema, som udviklingsarbejderne nu har med ud til deres patienter. Ud fra dette spørgeskema håber jeg at få mere viden og information til gavn for mit fremtidige arbejde. Samtidig er det mit mål at henlede opmærksomheden på, at denne plante er invaliderende. Folk på landet ved endnu ikke, at der i planten er en gift, der gør dem handicappede, og at denne gift faktisk kan minimeres, hvis frøene inden spisning lægges i blød eller knuses. Den fattige del af befolkningen tror nemlig, at svagheden og smerterne i benene kommer af at gå på en Guayamark eller drikke mælk efter, at man har spist Guaya.

Etiopien er et stort og smukt land med mange seværdigheder, og befolkningen er utrolig gæstfri og imødekommende. Desværre har jeg endnu ikke udover i arbejdssammenhæng haft tid til megen rejseaktivitet, men det er noget, jeg vil satse på at gøre i det kommende år.