Når kursister bryder spontant ud i sang og dans

I Danmark lægger vi meget vægt på, at skulle være kritiske og stille spørgsmål, men vi kender også alle sammen tidsrøverne, når vi er på kursus. I Zimbabwe tænker kursusdeltagerne mere over det, de vil spørge om, inden de kaster sig ud i det – måske af respekt for de andre. Det er en af erfaringerne, som Karsten Schack gjorde, da han i perioden 1997-1999 var regnskabs- og managementrådgiver i Zimbabwe. Her fortæller han om forskellen mellem at undervise i Danmark og i Zimbabwe.

Af Karsten Schack

02. oktober 2001

Mit arbejde har været delt i to: direkte rådgivning til enkeltorganisationer og træning af flere partnere på samme tid. Planlægning af kursusindhold og mål blev så vidt muligt defineret sammen med målgruppen, og det viste sig at være en stor motivationsfaktor for de deltagende – hvem vil ikke gerne have indflydelse på det, som man beskæftiger sig med. Med dette som udgangspunkt kunne jeg skræddersy undervisningsmateriale til den pågældende målgruppe. Endelig stod jeg for alt det praktiske med at sende indbydelser ud, reserve og arrangere kursussted.

God oplevelse at gennemføre hele processen

Det var en god oplevelse at gennemføre hele processen. Hvis der gik noget galt et eller andet sted i processen, så havde jeg selv mulighed for at gøre det bedre næste gang, ligesom jeg har kunnet klappe mig selv på skuldrene, hvis det forløb godt. I starten savnede jeg naturligvis nogle kollegaer til at diskutere faglige spørgsmål med, men næsten 6 år som underviser på Handelsskolen Niels Brock i København har givet mig så meget med i bagagen, at jeg meget hurtigt fandt ud af, hvordan det skulle gribes an. Jeg har også lært en hel del af selv at være kursusdeltager og har derved kunnet tilpasse mine undervisningsmetoder.

Praksisorientering så det batter

Fra starten af har jeg været indstillet på, at mine kurser skulle være så tæt på virkeligheden som muligt, f.eks. ved at bruge bankudskrifter og kvitteringer, der ligner de "virkelige" så meget som muligt. Endvidere har jeg tilstræbt at samle folk i homogene grupper, som for eksempel craft centre (salgsorganisationer for lokalt kunsthåndværk) for sig og træningscentre for sig. Det har betydet, at kurserne har kunnet skræddersyes til den enkelte målgruppe, hvorfor eksempler, opgaver og cases har kunnet afspejle deres hverdag.

For koordinator Annie Sabau fra Mbare Art Development Organisation i hovedstaden Harare betyder kurserne, at hun nu kan køre al organisationens regnskab selv. "Karsten har vist mig meningen med regnskab, før førte jeg kun salgene ind i en kladdebog".

Deltagerforudsætningerne er meget forskellige

Men helt nemt var det ikke. Der var ofte meget stor forskel på deltagernes forudsætninger. Nogle havde gået 7 år i skole, mens andre havde en studentereksamens- eller universitetsbaggrund. Jeg arbejdede meget på, at ingen forlod et kursus med nederlag. Her hjalp det, at deltagerantallet højst var 15, og at de fleste, især kvinderne, var gode til at hjælpe hinanden.

Hjertet mange steder

Nogle gange kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg kunne koncentrere alle mine kræfter og følelser i en eller to grupper mennesker over en længere periode. I og med at jeg udførte kurser og rejste en del til MS partnere, havde jeg mit hjerte mange steder og hørte ikke rigtigt til noget sted. Det blev heldigvis opvejet af den åbenhed og varme, som jeg blev modtaget med overalt i Zimbabwe.

Mine bedste oplevelser

Jeg afholdte kurser rundt omkring i landet for craft centre – stort set alle deltagere var kvinder, og de var meget motiverede. Efter et kursus brød deltagerne ud i spontan sang og dans. Hvor ofte oplever vi det i Danmark?

På tre af disse kurser boede vi alle sammen på et kursussted, langt væk fra familie og bekymringer, med frisk luft og naturen lige udenfor undervisningslokalet. Mange pauser blev tilbragt under et træ, og deltagerne arrangerede sågar, at vi ved flere lejligheder også har arbejdet om aftenen. Det har alt sammen givet en utrolig stemning og et sammenhold, som jeg tvivler på, at vi kunne have opnået, hvis vi ikke havde været så intensivt sammen.

Hvad kan vi lære vedrørende måder at undervise på?

En ting som jeg var meget betaget af i starten af mit ophold, var zimbabwernes evne til at lave "opkvikkere" – eller energizere som de bliver kaldt. Det er lige fra sang og dans til sjove lege og historier – noget som vi ofte er for generte til i Danmark – men her virker det helt naturligt.

En anden forskel var, at der ofte var en kursusleder med det meste af tiden på et kursus. Denne person gav også indlæg, men hovedopgaven var at forsøge at skabe en helhed ved at holde de andre undervisere på sporet, stille opklarende spørgsmål og sikre at der ikke var huller i stoffet. Det gav en god stemning og en mere givende indlæringsproces, at der var en person, der fulgte kursisterne hele tiden. Naturligvis er det mere ressourcekrævende, men bliver ofte prioriteret alligevel. Man kunne sige, at kvalitet bliver prioriteret i stedet for kvantitet. Måske kunne vi lære noget af det?

Hvad er forskellen på at undervise i Danmark og Zimbabwe

I Danmark lægger vi meget vægt på, at vi skal være kritiske og stille spørgsmål. Det mener jeg er en væsentlig værdi, men jeg synes også, at vi ofte glemmer at tænke os om, før vi stiller spørgsmål. Kunne jeg eventuelt selv have løst problemet og er det nu også vigtigt for andre – vi kender alle tidsrøverne, når vi selv er på kursus. Jeg synes, at de fleste her tænker mere over det, de vil spørge om, inden at de kaster sig ud i det - måske af respekt for de andre deltagere. Omvendt er jeg også nødt til at bruge flere kræfter på at motivere folk til at stille spørgsmål, fordi zimbabwerne traditionelt ikke stiller spørgsmål til autoriteter – som for eksempel en lærer eller kursusleder.