Anders Agensø: Livet i udlændighed

Anders Agensøs 11 sidste dage i udlændighed efter tre år i El Salvador som udviklingsarbejder. Dagbogen begynder søndag den 3. november og fortsætter indtil onsdag den 13. november 2002.

Af Anders Agensø

03. november 2002

Dag 1 - søndag

Kære dagbog. Jeg er ikke engang kommet i gang med at skrive til dig før stavekontrollen melder sig og gør opmærksom på at der på spansk ikke er noget der hedder 'dag'. Jeg stiller om til dansk.

Denne, min første dag i dit nærvær, er en søndag og klokken er halv otte om morgenen. Jeg bliver vækket af den langstrakte mangel på vækkeurets ringen og solen, der er begyndt at blive kraftig. På hverdage ringer vækkeuret klokken kvart i seks for at solen kan stå op på sit næsten nagelfaste tidspunkt året rundt og for at jeg kan nå at være på arbejde klokken syv ude på CESTA i San Marcos, i udkanten af Den Hellige Frelsers By, San Salvador. Men i dag er det altså søndag – familiens dag.

Jeg er kommet til at sige ’ja’ til et underligt tilbud over telefonen. En venlig dame ringede mig op engang i løbet af ugen og udnævnte mig til den heldige vinder af et tredages gratis ophold på luksushotellet Bahía del Sol nede på den del af kysten der hedder… Costa del Sol. Hun garanterede mig, at jeg ville få stillet en hytte med tre værelser til rådighed og kun skulle betale for maden. Hvad skulle jeg gøre til gengæld for al den sol? Jo, jeg skulle pakke min familie sammen søndag morgen og stille til morgenmad på Hotel Holiday Inn klokken ni ude i Santa Helena ved den vestlige motorvejsudkørsel. Og det er altså ved at være nu.

Ungerne vågner inde i deres importerede, hvidmalede Juno-senge i værelset ved siden af og får viklet sig ud af myggenettene. Jeg vågner først rigtigt under den vekselvarme bruser. Jeg elsker varmt vand og undrer mig forsat over hvordan noget så hverdagsagtigt her har forvandlet sig til min dyre luksus, der koster os en formue i dæmnings- og geotermisk fremstillet national elektricitet. Varmt vand er som regel noget der kommer ud af vandslangen ved middagstid under den stegende sol – med mindre man er så uheldig at bo op ad bjerget ovre ved Ilopangosøen i den anden ende af byen, hvor det statslige vandselskabs boring hiver vulkansk ophedet vand direkte op i hanerne uden afkøling. Folk dér aner ikke hvad de skal stille op med det varme vand og venter til det er blevet koldt før de vasker op og tøj i det. Jeg ved godt hvad det er bedst til.

Jeg låser hoveddøren ud til vores 1.-salsterrasse op og åbner også gitterlågen ud mod vores to små haver. Hende jeg deler børn og udlændighed med, eller hende jeg kunne kalde det de her kalder ’min halve appelsin’, Ulla, overhaler mig indenom og har fået puttet både danskfødte Melinka på fem og den her fødte Silius på to et halvt i tøjet og jeg låser dørene igen. Vi går ned i garagen neden under terrassen og får flyttet autosæderne over fra Ullas stationcar til min firhjulstrukne monster-pickuptruck af en Nissan og tager til Holiday Inn i forventningen om meget sol. Desværre skal det ikke holde stik. Vi undrer os på vej ud af byen over hvor tæt trafikken er så tidligt om morgenen på en søndag, men enes om at det nok mest af alt er kysten, tre kvarters kørsel ned fra San Salvadors 680 meter, der trækker.

Drømmen om gratis sol bliver forvandlet til en god typisk morgenmad med bønnemos, en dejlig kyllingetamal (majsmasse i bananblad), røræg og en urimeligt masse ord og tal. Vi viser vores kreditkort som adgangskort og ungerne bliver forsøgt pacificeret med farveblyanter og malebog. Den energiske sælger går i gang med sine drømmescenarier om rejser over hele kloden (og hendes egen private om Island) og årlige besøg på hotellet dernede på kysten. Halvanden times hovedpinefremkaldende kalkuler og brochurer, akkompagneret af enerverende musik, senere klimakser vi med to dejlige videoer for fuld volumen om velsignelsen ved hotellet og det internationale time-share koncept. Så falder spørgsmålet endeligt: ”Om vi vil være villige til på stedet at investere 10.500 dollars i en femten års ferieplan med en uge om året i hænderne på alle disse dejlige mennesker der vil os det så godt? Vi sniger os hurtigt frem til vores klimaks, det med tre gratis dage på hotellet og siger, at vi lige skal se det an, snakke lidt økonomi og sådan. Lidt skuffede overrækker de os præmiebeviset.

Temmelig stresset i hovedet læser Ulla op af betingelserne i bilen på vejen hjem og når til bedragsparagraffen: Ganske vist to nætter (tre dage?) foræret, men til en reservationsafgift (!) på 75 dollars pr. weekendnat. Må jeg invitere dig til min fødselsdag – det koster lige… Nå, men vi blev da en oplevelse rigere og skynder os tilbage for at skifte 4-hjulsmonsteret ud med cyklerne og spurter op på den nærliggende Bulevar Constitución, den der i folkemunde kaldes for La Chulona. Det gør den fordi dens store centrale rundkørsel er prydet med statuen Fru Forfatning, en nøgen kvinde med bind for øjnene og retfærdighedens vægtskåle i hænderne. Chulona betyder helt enkelt bare splitternøgen, Altså, vi render op og ned af Boulevard Nøgen Kælling. I dag, og hver søndag formiddag, er den skuepladsen for den ene af byens to cykelveje. Al den aggressive trafik spærres ude og alle aldre og slagser cykler, spadserer, lufter hunden, kører på motoriseret løbehjul eller rulleskøjter op og ned af boulevarden. Et dejligt pusterum i en by, hvor man kun spadserer hvis man skulle være så tåbelig at tilhøre de fattige over 80 procent af befolkningen, der ikke har fået råd til en bil. Byen er ingen spadseretursby med sine dødsensfarlige buschauffører og bilister, sine rå væbnede overfald og biler parkeret på alle fortovene. Handicappede, ældre, børn og andre der skulle være så uheldige ikke at være hurtige eller snarrådige nok til at kunne kaste sig frygtløse gennem sekssporede motorgader uden nogen form for lyskryds eller overgange kan i dette åndehul af en søndag formiddag mødes med andre levende mennesker i et gaderum beskyttet af talrige betjente. Og vores Melinka fik lært at cykle uden støttehjul heroppe for to uger siden, så jeg belønnede hende ved at købe hende en ny (brugt) cykel med 16”-hjul ude på mit arbejde. Hun er pærestolt og fræser fejlfrit op og ned ad boulevarden ved min side.

Klokken er blevet middag og solen står absolut i zenit og Ulla og jeg glemte naturligvis igen solcremen i nakken. Så skaller vi igen… Vi ruller tilbage til basen og pakker en hurtig strandtaske, låner MS-kooperantnaboens dreng Andreas på fire år og kører mod havnebyen La Libertad og vores yndlingssted dernede på kysten: Restaurant La Dolce Vita – god enkel italiensk mad, gratis svømmebassiner og så pladask lige nede på stranden. Trafikken er kun taget til, men vi når ned af bjerget på en lille time og finder et bord nede ved stranden foran svømmebassinerne. Ungerne kan i modsætning til klokken syv aften pludselig tage tøjet af på sekunder og vælter i pølen med et glat klorplask. Vi voksne kommer også i og bruger derefter halvanden time på at få så meget kontakt med tjeneren, at vi både kan få bestilt mad og drikkevarer. Men som de fleste forklarer betjeningen her i landet: ”Hvis de nu er vokset op lokalt, har gået tre–fem år i en skole hvor man lærer udenad uden at lære og de aldrig selv har haft råd til at sætte deres ben på en restaurant, ja hvordan fanden skulle de så lige kunne spille tjenere?”

Vi bader og soler og leger i det vulkansorte sand med de kæmpe stillehavsbølger uden at ungerne nogensinde opdager at hestemændene passerer og tilbyder rideture i strandkanten. Vi hugger sultent basilikumpastaen i os da den endelig kommer og nyder alt i lange drag indtil solens faste forsvindingstidspunkt omkring klokken seks nærmer sig og vi med et sving på 26$ på Unibankkortet frigør os fra restauranten og kører op mod byen. Som alle andre søndage bliver det én lang kø hele vejen derop. Ungerne er blevet småsultne og vi standser foran vores lokale pupusasted Olocuilta II nede på Avenida Bernal. Pupusaer er, for at benytte en colombiansk vens beskrivelse, nogle små, tykke fedtede majs- eller ristortillaer (pandekager) med fyld af enten bønnemos, tyggegummiost, flæskesværdsmasse, forskellige slags grønt eller en blanding af forskelligt af det førnævnte. De spises med fingrene og en flydende tomatsovs og hakket hvidkål, løg, gulerødder og jalapeñochilier i ananaseddike og så er de for resten landets berømmede nationalret. Enhver salvadoraner med respekt for sig selv elsker dem og er stolt over at hans land er ophav til kreationen. De smager egentlig ganske godt og er i hvert fald lige ungernes behov for at få fyldt hullerne som havluften forårsagede i maverne. Vi fedter færdigt og kører nogle meget trætte unger hjem til læsning af Alle vi børn i Bulderby og Alfons Åberg og putning. Silius skal dog lige have smurt halsen ind i Maizenamel, for han bokser med rigtig mange varmeknopper for tiden.

 

Dag 2 - mandag

Hej, så fik vi vist lært hinanden lidt bedre at kende.

Nu er det blevet mandag og en ny uge efter dansk tidsregning. Sådan er det bare ikke her i El Salvador – Frelserens eget land. Selvom de næsten alle kalder sig kristne med et tilhørsforhold til den katolske kirke, evangelikerne eller en af de mange hundrede andre kirker så er de dog kristne – meget kristne. Hvorfor man så ikke følger fortællingen om at Gud skabte verden og hvilede på syvendedagen, den dermed sidste dag i ugen, men i stedet i alle kalendere angiver søndagen som den første, tjaaa det må jeg se at få spurgt nogen om. Og var det ikke også sådan i Danmark engang? Hvorom alting er, så startede jeg af samme årsag min fortælling til dig med den første dag i ugen – dagen i går. Her til morgen føles kroppen ikke desto mindre som om det måtte være ugens sidste. Vækkeuret sætter i gang og jeg drøner ud og starter morgengrøden og de andre ritualer. De er udviklet gennem snart tre års ophold herude og ligner til forveksling mange af dem vi kunne have haft i Danmark. Klokken lidt i syv går turen mod arbejdet.

Jeg ankommer på CESTA. Mine to gode venner og kolleger, mekanikerne Arístides og Juan Perdomo tager imod med de obligatoriske håndtryk og viser resultatet af de sidste dages stelbyggeri frem. Jeg er her nemlig for at lave trehjulede cykler. CESTA er en miljøorganisation der er medlem af den internationale organisation Friends of the Earth. CESTAs grundlægger og ubestridte leder er formand for den internationale organisation, har været det i to år og er netop genvalgt for to år til. I Danmark kender vi organisationen via dens danske aflægger NOAH, men der hører ligheden også op. CESTA arbejder med affald, miljøret, vand, mangroveskovbevaring, genplantning og meget andet. Men vigtigst for mig er, at organisationen har en underafdeling der hedder Ecobici og arbejder med reparation, fremstilling og fremmelsen af brugen af cykler med både to og tre hjul. Og jeg er altså den udsendte cykelsmed fra Danmark der som udviklingsarbejder, eller kooperant som vi kalder det her, skal hjælpe til med at forbedre design og funktionalitet.

Derfor er mine kolleger i gang med at forbedre steldesigns. Vi er efter snart tre års langsommelige diskussioner ved at nærme os noget vi tør kalde et færdigt design. Vi arbejder hele formiddagen med detaljer på cyklen inden jeg tager hjem til frokost og spiser sammen med ungerne og vores hushjælp Karina. Inden jeg vender tilbage til arbejdet bruger jeg lidt tid på at tjekke e-post for at se om blandt andet CESTAs nye hjemmesidehost har besvaret forskellige tekniske problemer. Derfor ankommer jeg klokken halv to på arbejde blot for at konstatere at man er i gang med et personalemøde i Ecobici. Uden varsel som altid – det er som om tingene altid skal komme snigende sig ind på en. Der bliver orienteret om løst og fast i organisationen. Koordinatoren fortæller, at de planer vi har arbejdet med i mere end et år om at selvstændiggøre og bæredygtiggøre produktionsafdelingen sådan uden videre er blevet skrinlagt til fordel for endnu en ansøgning om mere international bistandshjælp – denne gang fra USA.

Om aftenen klokken 18:30 eller 6 p.m. som de siger her møder jeg op på Cafe Luna, San Salvadors svar på et godt dansk musikspillested. I aften skal der laves optagelser til TV-kanal 33. Programmet hedder Generación, og aftenens undertitel er San Trabazón City. Det betyder sådan noget som Sankt Trafikprop City og skal handle om den ringvej som er under opførelse med store politiske og miljømæssige diskussioner til følge. En veninde, der er gode venner med en af producenterne havde fået den gode ide at invitere mig som repræsentant for CESTA. Tilstede er blandt andet viceministeren for offentlige arbejder, en miljøøkonom, en repræsentant for de handicappede og et medlem af San Salvadors byråd for det flertal, der udgøres af den tidligere guerillafront, FMLN. I en skøn blanding af et par gode musikere, en masse afbrydelser til de reklameblokke der skal skubbes ind når der sendes på næste søndag, indledes en diskussion der til tider nærmer sig det interessante, men som konstant bliver afbrudt, desværre meget abrupt, af den ene af de to ansvarlige journalister, der gerne vil genfortælle sin historie om at alle politikerne er korrupte. Den anden forsøger at fastholde seriøsiteten og således slingrer vi os frem mod afslutningen, hvor jeg skynder mig at få snakket med repræsentanten for Byrådet, så jeg kan få introduceret et projekt for UNDP vi går og roder med på CESTA. Klokken er 11 da jeg når hjem til et mørkt hus, hvor alle sover.

 

Dag 3 - tirsdag

Min tredje dag i dit nærvær starter lidt senere end sædvanligt. I dag skal jeg til tandlægen med begge ungerne. Silius er skvattet ned for to uger siden med en hængekøje, fordi krogen faldt metaltræt ud af væggen. Han landede på fortænderne og hans mor ringede omgående til en af de få børnetandlæger landet ejer og som også havde døgnvagt den lørdag det skete. Ugen efter gokkede han hovedet i muren på terrassen og tog selvfølgelig af med de samme to fortænder. Derfor har tandlægen bedt os dukke op med Silius til kontrol og Melinka skal under alle omstændigheder have tjekket sit gebis. Jeg skriver lidt i dig, kære dagbog, før vi klokken ni stiller nede i det fine Escalón-kvarter, hvor både tandlægeklinikken og MS’ regional- og lokalkontor ligger. Byen har to centrummer. Et der er historisk, beskidt, farligt, ludfattigt og slidt ned til sokkeholderne, og det andet, Escalón, der er det økonomiske centrum, hvor de fleste kun færdes i bil. Forholdet mellem gennemsnitsindkomsterne er vel som det der hersker mellem syd og nord på denne klode. Her i byen er det dog kun 2-3 kilometer der skiller den første og den tredje verden. Men vores søde mexicansk uddannede børnetandlæge bor altså i den første verden og der kører vi op og får dommen – en af fortænderne er døde – rodbehandling! Godt at vi er dækket ind af MS’ forsikring hos Tryg-Baltica, for her i landet betaler man al læge- og tandlægetilsyn uden nogen form for kompensationer. Med mindre man har en arbejdsplads der betaler til det offentlige sundhedssystem ISSS eller går på de heloffentlige sundhedsenheder. Der koster det kun en brøkdel af kostprisen, men man får også en brøkdel af hvad en dansker ville have forventet. Vi vender tilbage til huset og den frokost vores husalf Karina har forberedt.

Jeg tilbringer eftermiddagen med at skrive dagbog og oversætte nogle tekster fra svensk til spansk for en svensk journalistkollega på CESTA. Sidst på eftermiddagen tager jeg Melinka med i bilen op til et træningscenter et par kilometer herfra – La Hidronasia. I Danmark ville jeg have cyklet rundt med ungerne i cykelsæder eller cykelanhænger. Her bliver selv et par kilometer til en bilrejse for at tage op og sidde på… en træningscykel. Men sikkerhedssituationen specielt i hovedstaden gør mig usikker overfor cyklen som transportmiddel. Både fordi bilisterne til tider forekommer at have som mål at få torpederet hinanden og svage trafikanter og fordi overfaldsraten blandt kooperanter ligger kedeligt højt. Et par tons stål og glas med lås indefra er trods alt en multiplikationsfaktor på sikkerheden. Og så er jeg jo her for at fremme brugen af cyklen!

Melinka får svømmet lidt i svømmebassinet med instruktør på og hendes mor, Ulla, dukker op fra sit arbejde som MS-kooperant og økonom på det nationale universitet, UES. Hun er også kommet for at træne. Melinka svømmer ikke mange tag før hun selv har fået klædt om igen og vil hjem. Jeg kører tilbage til huset og overtager så Karina kan gå hjem til sine to unger. Da Ulla dukker op efter endt træning tager jeg tilbage, træner videre og slutter af med en underskøn massage. Vel hjemme igen læser jeg mere Alfons Åberg for ungersvenden i hængekøjen hvilket ikke får gjort ham søvnig så han knokler rundt og leger med sig selv til alt for sent. Jeg sætter mig ned foran computeren og får skrevet et brev til min kontakt på Dansk Cyklist Forbund, som egentlig skulle have været herovre ved hjælp af MS i oktober for at rådgive i sin egenskab af trafikplanlægger med speciale i cykelstier til det 3-millioner dollars projekt vi har i støbeskeen på mit arbejde.

Meningen er, at vi vil lave modelbyer for hvordan cykelkulturen kan introduceres i El Salvador således at mange af de tunge forurenings- og transportproblemer kan få funktionelle alternativer til den enøjede fokusering på bilen som præger politikken i øjeblikket. Men desværre har regeringsskiftet i Danmark betydet stramninger for DCFs budget og vores forventede kooperant må desværre blive hjemme. Derfor vil jeg skrive til ham og sikre mig, at vores lille nord-syd-samarbejdsprojekt ikke dermed er helt skrinlagt. Jeg går også ind og tjekker opsætningerne for CESTAs domæne. Jeg skriver en lille bekræftelse til MS informationsmedarbejder i Centralamerika for at bekræfte at jeg vil skrive ham en dagbog og kontakter Tryg forsikring i Danmark for at spørge dem hvad jeg rent praktisk skal gøre med min søns tandskade.

Alt imens tordner og brager det uden for og regnen siler ned. Det er endnu en af disse tilbagevendende storme som præger regntiden, eller vinteren som de kalder perioden fra juni til november. Der falder flere lyn på sådan en aften end der gør på en hel sommer i Danmark. Og regnen falder i så stride strømme at der ofte oversvømmes et fattigkvarter et eller andet sted i byen. Vores hus er heldigvis dimensioneret til kaskaderne, hvis blot jeg husker at få besteget taget i ny og næ for at rense tagrenderne for de oceaner af tørre blade, der altid truer med at stoppe dem til. Og de tre landskildpadder vi har løbende rundt ude i haven dukker op på den ene af terrasserne i retning mod den serveringsbakke vi har indrettet til badebassin. Jeg falder i søvn bag moskitonettet mens jeg nyder regnens konstante pisken.

 

Dag 4 - onsdag

Onsdag morgen. Jeg må af sted på arbejde. Jeg lukker mit lånte, grønne firhjulsmonster fra MS (mit eget grå fra MS er på værksted) ud af garagen og bestiger det i retning af udfaldsvejen nede i bunden af bakken. Jeg svinger ud på Los Heroes og kører sydpå mod Comalapa-motorvejen, der fører mod lufthavnen. Hver morgen glædes jeg over udsigten ud over den smogtunge by oppe fra motorsvejsbroen ved monumentet for den Fjerne Bror (den halvanden million salvadoranere, der bor i udlandet – først og fremmest i USA). Længere nede af Sydmotorvejen kan man skimte Cuscatlánbankens glastårn og bagved det hele oppe i skyerne ligger San Salvador-vulkanen. Jeg brager ned på den nylagte beton på den anden side af broen og kører af den hvide perfekte vej som er endnu et af regeringens dyre og forvirrede forsøg på at skabe udvikling ved enøjet at investere en alt for stor del af statsbudgettet – og lånene i vejanlæg – og mest i hovedstaden. De er ved at være færdige med at lægge ny beton ovenpå den ikke særligt gamle og ødelagte motorvej de halvtreds kilometer til lufthavnen. Vinderne er under alle omstændigheder betonbaronerne og importørerne af nye og brugte biler. Taberne er miljøet og skatteborgerne. Men da prestigeprojektet først skal være helt færdigt og åbenbart kunne indvies officielt af præsidenten Francisco Flores inden man kan lukke op for den færdiggjorte afkørsel jeg indtil for fire måneder siden benyttede til at komme til San Marcos ad, ja så må jeg svinge fra inden og begive mig ind i de evige køers paradis for at køre ad bagvejen.

Da jeg når frem fortæller Arístides mig, at de for resten lige har åbnet for afkørslen til San Marcos oppe på motorvejen. Jeg skal senere få bekræftet at det har de bestemt, men de har ikke løst problemet med at hovedstadens sydlige busterminal har sin rodede ud- og indkørsel lige ud i samme tilkørsel. De har heller ikke forbedret adgangen til de mange maquila’er eller tekstilfabrikker, som ligger inde på frihandelsområdet ved samme trafikflaskehals. Så alt i alt er det vist kun overfladen på motorvejen der er blevet ændret for beboerne i den ende af forstaden San Marcos. Selv køerne (altså ikke dem i trafikken, men dem med yver fra overdrevet midt i forstadskvarteret) der bliver gennet ned over vejen flere gange om dagen tæt ved den selv samme udkørsel, står hvor de plejer.

Vores formiddag går med at rydde op på værkstedet. Det vil sige, egentlig er aftalen at vi nu skal kaste os over de sidste designdetaljer for at gøre det muligt at få fremstillet en standard glasfiberkasse til vores trehjulercykel. Men mit skøn er, at det ville være skønne spildte kræfter at gå i gang med at gå ombord i en skabelsesproces der gerne skulle lede til noget nyere, smukkere og mere anvendeligt, når hele værkstedet ligner en svinesti. Få ting har deres faste pladser og det været kutyme at kvæle nye processer i fejltagelserne og efterladenskaberne fra de gamle. Men stille og roligt har vi i fællesskab fået muget ud i dyngerne af ting vi alligevel aldrig kommer til at anvende igen og en del ting er blevet solgt eller foræret væk.

Men nu er vi igen der, hvor det er svært at finde noget. Derfor starter vi med at få hevet det gamle pap ned fra under taget. Det er oprindeligt hængt op i et forsøg på at genanvende gamle papkasser og få isoleret mod solens stråler direkte på bliktaget, dengang rummet var kantine og mødesal. Nu virker det mere som støvsamler og brandfare for et værksted med vulkan- og slibestøv og gasflammer. Vi hiver det hele ned og inviterer den elektriker vi har rendende for tiden ind, så han kan få samlet op på de livsfarlige stik vi har hængende ned fra loftet rundt omkring. Arbejdstilsynet i Danmark ville nok korse sig, men efter salvadoransk standard kan der spores en imponerende interesse for at overholde de regler der eksisterer for området. Bagefter går vi i gang med det gamle jern, den gemte cykel som en dag kunne blive til…, de tomme dunke, der alligevel aldrig bliver genanvendt. Processen varer det meste af resten af dagen, fylder to tønder med gammelt jern og bliver kun afbrudt af, at jeg tager hjem til mit Miramonte-kvarter og henter mine unger og naboens dreng i børnehaven og spiser frokost med dem. Om eftermiddagen får vi nogle gode snakker om oprydning. Den tilstedeværende humor vil helst signalere lidt omkring at jeg godt nok smider lidt vredt med det gamle jern, men bagved fornemmer jeg en inderlig tilfredshed med at få etableret et velordnet, stort og ryddeligt værksted – og alle tager fat i hvert deres hjørne af oprydningsprocessen.

Jeg kører op på den nye motorvej og fræser ned til bilværkstedet for MS biler. De har min bil klar efter en 1.150 dollars udskiftning af hele styretøjet. På vejen kører jeg forbi MS og henter deres chauffør David for at han kan køre den lånte bil tilbage til kontoret. Han er udstyret med checken til betaling og vi kører ned og overstår byttehandlen på værkstedet. Jeg kører hjem i noget der føles som en helt ny bil og til den pris er den det jo også næsten.

 

Dag 5 - torsdag

Jeg beslutter at blive hængende til på den anden side mødetidspunktet kl. 7 derude på CESTA. Der er alligevel aldrig rigtig nogen der savner en der om morgenen og Melinka er ked af det og vil ikke i børnehave. Den hedder Today’s Kids og egentlig et meget hyggeligt lille sted med grupper fra tremåneders alderen frem til omkring børnehaveklassens seks år. De er cirka 14 i hver gruppe og har hver en lærerinde – Melinkas hedder Señorita Mayté og hun holder meget af Melinka. Men det hjælper ikke rigtig Melinka i dag. Hun siger at de driller, at de vil lege ting hun ikke vil lege og at hun ikke vil derover. Vores barnepige og hushjælp, tredveårige Karina Espinoza låser sig ind gennem garagen til sit faste mødetidspunkt klokken syv og fortæller at Melinka nok i virkeligheden ligesom hendes egen datter Beatriz er meget træt af lektie- og indlæringspresset. Beatriz er seks år og vi har de sidste to år betalt for, at hun kan gå i gruppe med Melinka derovre. Det koster os omkring 200 colones som den snart udfasede nationale møntenhed hedder her. Det svarer til 200 danske kroner om måneden og er udgiften pr. barn. Undervisningsministeriet udstikker meget rigide og faste regler for hvad børnehave- og skolebørn skal lære og det er fyringsgrund ikke at følge op med børnene. Karina havde ringet til Frøkenen i sidste uge for at snakke med hende om den forsvindende skolelyst og Mayté fortalte at hun havde sagt til alle børnene i gruppen, at hvis de drillede vores datter en gang til så ville de ikke få nogle frikvarterer… Det forekommer mig at være en mobningsstopmetode der afbefales på side et i Den Lille Pædagogiske for Børnehavelærere. Men det blev altså tiltaget i Melinkas tilfælde. Hun slipper for at blive kørt i børnehave af sin mor og så vil lillebroren sådan set lige pludselig heller ikke derover. Så naboens må selv fragte deres Andreas derover – han går der nemlig også og kører normalt med om morgenen.

Jeg kommer endelig ud på CESTA og kommer i gang igen med designopgaven af de små detaljer. Arístides og jeg tilbringer hele formiddagen med at diskutere detaljer, skærer lidt jern op, han svejser lidt, vi tegner igen og så småt begynder nogle detaljer at tage form. Processen bliver ofte forstyrret af Mario, endnu en mecánico der er blevet sat på opgaven at bygge en dobbelt skydeport til værkstedet så vi kan få lukket af og dermed sikre os at værktøjet ikke forsvinder hele tiden. Mario hører per definition til vores afdeling, Ecobici, men han er ofte udlånt til mantenimiento, hvad der på dansk ville blive kaldt vedligehold, hvilket vil sige dem der fjerner affald, reparerer og i øvrigt er viceværter i organisationen. Så længe Mario knokler med at lave porten er han således ikke en del af Ecobici, men knokler for viceværterne.

Hvis det lyder meget som et firma, så er det da heller ikke hørt helt galt, for selvom CESTA er en del af Friends of the Earth Int., så fungerer NGO’en på mange måder som et firma i sin dagligdag. Den tradition danskere har for at oprette foreninger med medlemmer, årsmøder, valg til bestyrelse og den slags, ja det er sjældent, hvis ikke meget sjældent, noget man får lov til at opleve i Centralamerika. De fleste NGO’er er som CESTA oprettet på initiativ af en eller få stiftere og disse personer har ofte rollen som alfaderfigurer i organisationen. I CESTAs tilfælde er den rent juridiske form en fond, med en generalforsamling bestående af de 18 stiftere… og som aldrig samles. Således er det i praksis organisationens direktør og hans nærmeste, der står for ledelsen og planlægningen af de overordnede linier. El Salvador har i øvrigt nogle meget komplicerede og til tider lidet demokratiske juridiske regler for hvordan man opretter en medlemsorganisation, så selv om man ville gøre forsøget er det svært – henimod umuligt. Men Ecobici er altså en produktionsenhed under denne organisation, hvor en del andre er langt mere politisk orienterede.

Resten af min dag, kun afbrudt af frokosten derhjemme med ungerne, er en fortsættelse af formiddagen og ved 18-tiden tager jeg op og træner til de lukker ved 20:30–tiden. Da jeg kommer hjem sover ungerne og jeg følger meget snart trop i hængekøjen ude på terrassen. Ved ettiden vågner jeg forvirret og skynder mig at få låst gitterlågen foran glasdøren ud til terrassen og låser den tunge hoveddør så jeg kan komme i seng. Vi efterlader altid projektøren på fronten af huset tændt. De mange tætte grene på træerne i gaden og de få lamper begrænser kraftigt effekten af den offentlige belysning for den vagtmand der har 12-timers natskiftet. Han og hans kollega får hver 6 dollars af os om måneden som MS dækker. Bidraget er frivilligt, men onde tunger vil vide, at de der ikke betaler, ofte bliver udpeget af de selv samme selvbestaltede vagtfolk som plyndringsofre. Hvorom alting er så kører de to rundt i døgndrift og holder øje og det ”betrygger”.

Jeg efterlader nøglerne i låsen i hoveddøren. Det lærte vi under jordskælvene i januar og februar 2001. Det er godt at kunne lukke ondskaben ude, men når den kommer fra jordens indre er det rart at kunne komme ud uden at skulle lede efter nøglerne i mørket.

 

Dag 6 - fredag

Om fredagen bliver der arbejdet videre på værkstedet uden de store ophidsende begivenheder. Men af en eller anden grund bliver jeg mere end nødvendigt involveret i Marios portprojekt. Mario er en fyr på fyrre år, der bor alene med sin far. Faren har fået amputeret et ben på grund af sukkersyge og Mario låser ham hver dag inde i det lille hus i arbejderkvarteret Soyapango. Faren bliver lukket inde, fordi han flere gange har lukket en af Marios narkomaniske brødre ind i huset og ladet ham stjæle alt af værdi. Så nu stoler Mario ikke mere på sin far, selvom det samtidig er ham der er årsagen til, at han i tide og utide skal have fri for at bringe ham til lægen og han løber ud af porten på slaget fire for at skynde sig hjem og hjælpe faren på toilettet. Faren har ingen andre til at hjælpe sig end Mario. Mario flirter kraftigt med figurer som Saddam Hussein og Gadaffi og er meget antigringo og dekorer alt i sin besiddelse med arabiske skrifttegn og halvmåner. For at perfektionere sin excentriske samling af holdninger er han vist også antisemit og af den opfattelse at jøderne er roden til alt ondt. Og så er han i øvrigt en meget hyggelig og nysgerrig personage, hvor besynderligt det så end kan lyde.

Men i dag har han altså besluttet sig for, at det er for længe siden at han har arbejdet med porte og desuden er han af den almindeligt udbredte opfattelse i Centralamerika at det er bedre at overlade selv de mest minutiøse beslutninger til cheferne. Så kan man ikke bagefter anklages for at have begået nogen fejl, for ”de kunne jo bare have sagt…”. Den holdning gør også at det er meget svært at få engagementet og ansvarsfølelsen op, for som flere har prøvet at forklare mig: ”Hvad skulle de få ud af det… andet end besvær og brok for at have valgt forkert”. Hvorfor jeg, der aldrig har bygget en metalport, så pludselig er udvalgt som offer for Marios behov og skal agere inspirator og ansvarshavende har jeg lidt svært ved at identificere. Jeg bliver suget ind af processen, blot fordi jeg kommer til at hyggesnakke om mandens projekt.

Ellers er fredagen ikke en dag der adskiller sig nævneværdigt fra alle andre. Undtagen at jeg om aftenen bliver inviteret ud at drikke med to af mine kolleger fra CESTA. Den ene har inviteret en gang før for at fejre sin fødselsdag, men det blev aldrig til noget. Nu ringer han lidt over syv og fortæller mig at de befinder sig på et sted der hedder Willy’s nede i centrum og jeg begynder pludselig at forstå hvorfor ’føsselaren’ altid bliver kaldt for Willy eller mere korrekt Uili. Jeg springer i pickup’en og kører ned mod centrum – altså det historiske og slidte. Stedet er et dejligt afslappet populært sted, hvor et hyggeband med kinoorgel og syndrums lirer alle de kendte latino-slagere af på bestilling fra publikum. Der er diskokugler i loftet og høj stemning på dansegulvet og vi får serveret sådan et stort glasapparat på bordet med en forbandet masse øl akkompagneret af tre krus. Vi råber højt for at høre hinanden og de indre machoer får gode muligheder for at blive luftet i den tætte stemning, hvor jeg når til grænsen af hvad mine spanske ører kan differentiere som ord. Men hvad betyder et par tabte meninger når bølgerne går højt?

Efter at jeg har fået lov til at betale (mine gode venner tjener i virkeligheden ikke nok til at gå ud og drikke) får vi en lille kontrolseddel som vi pænt afleverer ved udgangen til den bevæbnede vagt. Det var vistnok det samme sted som blev vidne til en kedelig affære en lille måneds tid tidligere, da et par fulderikker ifølge aviserne nægtede at betale servitricen. Andre mener at vide at det havde noget med mara’erne (ungdomsbanderne) at gøre. Under alle omstændigheder endte servitricen og en vagtmand på gulvet med dødelige skudhuller i kroppen. Men eftersom sådanne hændelser er så urimeligt almindelige så vælger de fleste at anse det for en uheldig skæbne, når noget sådant sker. Ellers kommer volden for tæt på. Vi kører videre i min bil ned til to andre steder endnu længere inde imod centrum, og jeg gør mig umage både for at holde mængden af øl i maven indenfor rimelighedens grænser og parkeringerne nogenlunde sikre i forhold til de skumle steder vi frekventerer. Da Ley Seca, ’Den Tørre Lov’, sætter ind klokken to og stopper al udskænkning og da Arí og Juan, som mine drukfæller hedder, skal op på arbejde klokken syv så bliver vi enige om at stoppe i god tid så jeg kan nå at køre dem begge hjem – den ene af dem bor i Santo Tomás et godt stykke uden for byen af lufthavnsmotorvejen og der går absolut ingen busser på denne tid af natten og en taxi ville formodentlig koste omkring 100-150 kroner eller det samme som en god dagløn.

 

Dag 7 - lørdag

Det er lykkedes mig at blive fritaget for at arbejde om lørdagen. Og dette øjeblik er et af dem, hvor jeg er glad for at jeg fik søgt om lørdagsfri. Da vi kom herover var vi ikke klar over at salvadoranerne lever med en 44-timers arbejdsuge som minimum på størstedelen af arbejdsmarkedet. Det betyder altså i gennemsnit en dags mere arbejde om ugen sammenlignet med gennemsnitsugen i Danmark. MS’ princip er at alle kooperanter, eller DW’ere som de hedder i den internationale terminologi, skal følge den lokale lovgivning eller tradition. Det betyder for min kones vedkommende at hun følger Universitetet som igen følger det offentlige her i landet som arbejder omkring 40 timer om ugen mandag til fredag. Jeg har til gengæld skullet på arbejde på CESTA hver lørdag klokken syv. Da medarbejderne i organisationen (og de fleste andre i landet) konsekvent opfatter fredag som den dag man går ud, er lørdag tit nogle svære nogle. Ydermere møder alle op på arbejde i det pæne civiltøj for at de kan smutte direkte fra arbejdet når det slutter ved middagstid og hoppe på bussen ud til familien i de landsbyer ude i landet som mange af byboerne har 1. eller 2. generationsrødder i. Store dele af hovedstadens befolkning er opvokset på landet og er vandret til byen i søgen efter uddannelse og arbejde og derfor er det vigtigt for dem at komme hjem til familien i weekenden. Det er samtidig en af grundene til at lørdag aften i langt højere grad er en familie– end venneaften. Derfor er lørdagene heller ikke de mest produktive. Der bliver drukket meget kaffe og løst mange sociale problemer lørdag formiddag. Da vi startede vores liv her som småbarnsfamilie har det trukket søm ud at skulle arbejde så meget ud over det forventede og at mange af de drømme vi havde om at komme til troperne og nyde forandringen i højere grad blev til stressede lørdagseftermiddage hvor indkøb og andet uforrettet fra resten af ugen skulle nås. Derfor bad jeg for kort tid siden min MS program officer og min kontrapart, vicedirektøren på CESTA, om at måtte få lørdagsfri de sidste måneder vi skulle være her – og fik det. Og netop denne lørdag nyder jeg at kunne stå op lidt forsinket i forhold til resten af familien og få sovet ud.

Vi tager alle sammen op i vores træningscenter og tager naboens datter Neija på otte med. Hun og Melinka leger meget sammen og Melinka vil gerne dele sine salsa- og merenguedansetimer med hende. Mens pigerne danser får jeg løftet lidt skrot inden vi skal tilbage og til Neijas lillebror Andreas’ fødselsdag klokken tre.

Hele danskerkolonien af MS’ere, Ibiskooperanten og Ulandssekretariatet er tilstede sammen med nogle af fødselarens forældres arbejdskolleger med børn. Der bliver slået katten af tønden i lokalversionen piñata, en slikfyldt papmaché-figur der oftest forestiller en eller anden kendt figur fra børneprogrammerne på tv: Barney, Teletubbies, Spider Man… Piñataen er en obligatorisk del af alle børnefødselsdage sammen med slikposerne med smålegetøj og kagen. Normalt købes kagen, der kaldes ’cake’, altid i et af de fine kagebagerier, men Andreas’ mor, Lisbeth, har brudt lidt med traditionen og har med succes kreeret selv. Det er meget ualmindeligt at salvadoraneren bager, trods det at mange har komfur med ovn i hjemmet. Ungerne leger og bader i naboens jacuzzi-bassin og da sulten melder sig bliver der ringet efter pizza fra en af de utallige amerikanske pizzakæder: Pizza Hut. De bliver altid bragt ud på det min søn kalder en pizza-moto, motorcykler med små glasfiberkasser i logodesign og dødsforagtende førere. Vi får drukket en del Cuba Libres, nicaraguansk rom med cola og diskuteret de vilde strejker i sundhedssystemet som hærger for tiden med Jens, der arbejder med fagforeninger i regionen. Ungerne kommer sent i seng og vi håber at solen vil undlade at skinne for kraftigt på deres soveværelsegardin i morgen tidlig.

 

Dag 8 - søndag

Solen gør os den tjeneste at morgengemme sig bag regntidstunge skyer og vores børn beriger os med søvn til klokken næsten ni. Til fødselsdagen i går spurgte vores meget gode ven, MS’ omkring 150 cm. høje administratorassistent Antonia og hende der ’passer på os’ her i det fremmede, om vi ville kunne passe hendes dejlige tiårs datter Metzi om søndagen. Antonia står og skal af sted i fire dage til Nicaragua for at afslutte med en gammel lokal assistent og indsætte en ny i arbejdet ovre i Nicaragua–programmet. Hun er alenemor og hendes empleada doméstica, hushjælpen, har sagt op for nogle uger siden så hun har tænkt sig at parkere datteren hos sin mor i en forstad et godt stykke fra byen mens hun er væk. Det kan lade sig gøre fordi Metzi er blevet suspenderet fra sin skole i ti dage – de samme dage, hvor der skal afholdes eksamen. En meget rimelig beslutning og straf bakket op af selveste skoleinspektøren – specielt når man betænker den uhørte årsag: det uvorne barn havde kaldt en skolekammerat for en flodhest!

Efter at udstået otte måneders drillerier fra en klassekammerat fik pigen nok, tog bladet fra munden og sagde hipopótamo. Tilfældigvis kom en anden dreng og god ven forbi og blev indblandet i det alvorlige opgør. Det endte med at ’flodhesten’ fik en næsestyver og gik hjem og sladrede. Og da den uvorne Metzi er en pige og pæne piger ikke ’blander sig i drengenes affærer’ og endnu mindre opmuntrer til slagsmål ved at anklage folk for at være forskellige former for pattedyr i sværvægterklassen, så blev hun omgående bortvist. Antonia måtte gå den skamfulde vej igennem skolen med sit ’dårlige barn’, da hun blev bedt om at afhente hende. Hun forsøgte at klage til skoleinspektøren, der desværre måtte afvise klagen med den begrundelse at han ikke sådan kunne omstøde en lærers beslutning om en så alvorlig sag. En gruppe af mødre fra klassen enedes om at bakke den populære pige op ved at klage eller fjerne deres børn fra skolen, indtil en mor med flere børns erfaring udi skolens taktik kunne meddele at det højst sandsynligt kun ville føre til bortvisning af alle børnene i klassen. Der er nok forældre udenfor der venter på at få en plads på den fine, velestimerede og relativt billige skole – og desuden udgør privatskolerne i El Salvador et netværk. Et netværk, hvor alle meritter, gode som dårlige, vidererapporteres til alle de andre skoler i netværket. Så en blacklistning ville altså betyde blacklistning hos alle privatskolerne. Det fik lukket munden på selv den mest revolutionære solidaritet, for børnene skulle jo nødig betale med deres uddannelsesmæssige fremtid for et nødvendigt opgør der kunne forbedre uddannelsessystemet. Selvom forældrene betaler den fulde omkostning for at have deres børn i skolen har de altså absolut ingen indflydelse på skolens karakter – tværtimod. Derfor var det en meget afmægtig, men også rasende Antonia der spurgte om Metzi kunne spendere søndagen med os. Vi slog omgående til.

Derfor snerrer den irriterende 110 volts brummer nu ude i køkkenet. Nedenfor på gaden står Antonia og Metzi. Metzi løber grinende op til os og Antonia takker mange gange for muligheden og skynder sig hjem for at køre til lufthavnen. Vi slæber Melinkas cykel ud på gaden og får Silius monteret på sin trehjuler og begiver os op til søndagscyklingen. Melinka knokler af sted på sin nye lyserøde 16-incher, mens Metzi og jeg bliver enige om at det nok er bedre at leje hende en cykel i stedet for at begynde at løbe hjem efter hendes egen tre-fire gader nede ad bakken. Det koster normalt omkring 10 colones, 1.14 gringo dollars eller cirka en flad ti’er for en time. Men jeg bliver nægtet retten til at betale. Fyren, der står på et gadehjørne med sin varevogn med udlejningscykler, reservedele og reparationstilbud er nemlig en bekendt fra mit arbejde. Han køber alle de brugte cykler han udlejer eller sælger på CESTA og er derfor mere end opsat på at behage – den lille korruption i hverdagen der luner. Der er frit valg på alle cykelhylder!

Det bliver en god formiddag op og ned af boulevarden med de to piger, mens lille Silius trehjuler den sammen med sin mor og vi slutter af på benzintanken med en is til hver. Derfor har Melinka omdøbt den til istanken. Sådan en Magnum Mandel på en Shelltank på en søndag formiddag får latinamerikastemningen helt op og ringe. Vi spiser frokost hjemme og tager, ligesom sidste søndag, til Hotel Holiday Inn. Denne gang for at se en udstilling af tegninger som Melinka og hendes børnehavekammerater har kreeret for en eller anden børne-NGO en dag ovre i børnehaven. Tegningerne er fine og den stille regn ligeså. På vejen hjem kører vi inden om et STORT medlemssupermarked, Price Smart, for at købe emmentaler og andre specialiteter. Vi sætter kursen mod Santa Tecla, hvor Metzis bedstemor bor, for at aflevere hende og spiser lidt pupusaer på hjemvejen. God om ikke super aktiv dag.

 

Dag 9 - mandag

I dag er lille d-dag. Dagen, hvor min programofficer har sat mig stævne på MS-kontoret klokken 12 og vi skal ud og spise vegetarfrokost og diskutere min årsrapport. Jeg burde egentlig have afleveret den for en evighed siden, men i en blanding af kraftige overvejelser om hvorvidt jeg skulle lufte alle mine frustrationer over programmet og min partner hæmningsløst eller forsøge at dæmpe mig og søge konstruktiviteten og det afmålte, nåede jeg desværre frem til den værste af alle løsninger – jeg fik ikke produceret nogen rapport. Derfor, da jeg endelig nåede frem til at få sat mig ned og få færdigskrevet, var jeg nået frem til at der kun var en sund løsning for alle parter: Ikke at anvende den centralamerikanske model, der helst altid vil undgå konflikten, men derimod skrive ærligt og forhåbentligt dermed også konstruktivt som en udfordring til alle involverede parter. Det udløste lille d-dag.

Min programofficer kontaktede mig og forklarede, at min kontrapart, det vil sige den person der skal udgøre min direkte samarbejdspartner hos partnerorganisationen, ja, hun havde altså læst min rapport og havde ingen kommentarer. Det med ingen kommentarer var ildevarslende, al den stund at programofficeren var af den overbevisning at mine positioner og vurderinger i rapporten ikke levnede, som hun udtrykte det, ”materiale for hende til at bygge den bro mellem partnerorganisationen, kooperanten (udviklingsarbejderen) og Mellemfolkeligt Samvirke i Centralamerika”, som er hendes opgave. Jeg havde helt enkelt været for kritisk og ikke levnet plads til de muligheder for den fremtidige fælles udvikling som er MS’ hjørnesten i partnersamarbejdet. Så derfor frokosten og muligheden for en lille samtale om positioner og fremtidsperspektiver.

Men jeg har forceret dagens forløb frem til middagstid. Selv i troperne starter dagen med en morgen og denne morgen kl. 9:00 kører jeg vores datter og hendes klassekammerat fra børnehaven og vores ansattes datter, Beatriz til tandlægen. Melinka, fordi hun ikke har været hos sådan en i en evighed og skal have forseglet tyggeflader og Beatriz, fordi hun har et tandsæt som mange andre børns her – et tandsæt bestående af småbrune mælketænder der alt for tidligt bliver løse. Derfor er vi blevet enige om at få hende til et tjek med kvalitet og røntgenfotos for at få en kvalificeret vurdering af hvad der skal gøres. Bagefter kan Karina og Beatriz så opsøge den lokale sundhedsklinik og præsentere de røntgenbilleder som man ikke kan få taget der. Derefter skulle Beatriz kunne få udbedret de mange skader gratis.

Melinkas behandling går smertefrit og den meget søde og imødekommende tandlæge tilbyder solidarisk som så mange sundhedsarbejdere her i landet at gøre sit til at få repareret Beatriz’ lille mund. Hun foreslår en tredeling af udgiften mellem os, tandlægen og Karina – egentlig en god ide. Problemet er bare, at skaden er på tolv problemtænder i munden på en seks-årig og at det bliver alt for dyrt, specielt for Karina. Derfor løsningen med sundhedsklinikken, der jo trods alt er statslig. I baghovedet rumler beregningerne over antal salvadoranske børn (for helt at glemme de voksne) x et enormt antal huller pr. barn x antal fyldninger. For blot at få fyldt de mange karies-huller ud og uden at gå ind i frådsende forebyggelse, når jeg frem til nogle meget store milliontal i dollars som sikkert ikke ligger uendeligt langt fra de midler den statslige vejvedligeholdelsesfond råder over til asfalthullerne på landsplan. Godt at ikke alle gør som Karina og gør noget ved det.

Jeg vender hjem med ungerne og lander foran MS ved middagstid. Programofficeren er lige ved at lukke sager og tasker, og jeg får småsludret lidt med de andre søde mennesker på MS’ kontor. Vi enes om at køre i en bil, min, og finder ned til en dejlig vegetarrestaurant nede ved det nationale universitet. Det bliver til fire, næsten fem, timers ophedet debat om demokrati, ledelseskultur og CESTA. Jeg ved egentlig ikke om vi når nogen steder hen, men jeg bilder mig ind, at officeren måske lidt bedre forstår den hverdag jeg har gået rundt i i de seneste næsten tre år og de politiske og personlige skrupler om metoder og partnertilgang de har afstedkommet. Til gengæld lover jeg hende at forsøge at få omskrevet nogle af min rapports konstateringer til spørgsmål der leder fremad mod løsninger.

Hjemme viser det sig, at Beatriz er blevet for at lege og sove over. Jeg slutter aftenen af nede i supermarkedet ved 21:30-tiden med at købe det nødvendige ind til næste dag.

 

Dag 10 - tirsdag

I dag har vi altså tre unger der skal op og i de grønne uniformer og i børnehave. Tirsdag er sportsuniformsdag for pigerne med grønne træningsbukser, hvid t-shirt med børnehavelogoet på maven og hvide tennissko, mens Silius skal kravle i den strøgne hvide skjorte og de bladgrønne nylonshorts med tilhørende sorte sko og hvide strømper. Det skal indrømmes, at Silius ved sidste måneds karakteruddeling faldt fra ’helt perfekt’ til ’meget god’ i sin fysiske præsentation, fordi det flere dage var lykkedes ham at gennemtrumfe at få sine Teletubbiesstrømper på. Vi har måttet erkende skammen og prøver nu ihærdigt at forklare ham fornuften og vigtigheden for nationen af en korrekt uniformering for to-årige. Karina dukker op og tager over med sin Beatriz. Ulla kører, som alle andre dage dem alle tre og naboens Andreas ned til Today’s Kids.

Jeg kører tidligt af sted mod CESTA og nogle tekniske diskussioner om designs der varer til langt op ad formiddagen. Nede fra salgsafdelingen er det lykkedes at få en stor og vigtig kunde i hus til miljøorganisationen. Det multinationale Kimberly-Clarke der sælger alt fra hospitalsudstyr til toiletpapir har kontaktet os, fordi de har haft overvejet at skænke mindst ét udbringningskøretøj til et supermarked i hver større by i landet. Ideen er at supermarkedskæden Super Selectos skal udstyres med disse apparater med en masse reklame på, så de kan gøre Kimberly-Clarkes produkter endnu mere synlige i gadebilledet. En eller anden salgschef er derefter kommet på den geniale ide, at det ville være en god ide at skænke dem trehjulede ladcykler i stedet for kærrer eller lignende, for at udvide aktionsradiusen, hastigheden og lasteevnen.

Det er lige præcis den tankegang, der kan forbedre udbredelsen af cyklen som et miljørigtigt transportmiddel og som alternativ til de mange pick-ups, men da CESTA er en miljøorganisation og mange af dens diskussioner har en ram lugt af de danske og meget frelste halvfjerdsere har flere af de ansatte protesteret og sagt de finder det fuldstændigt uhørt at vi skulle kunne lave business med multinationale. Heldigvis tilhører de ikke længere de besluttende, men blot de ideologiske kredse af NGO’en og vi har kunnet fortsætte samarbejdet. Hvis Ecobici en eller anden dag skal frigøre sig af sin afhængighed af international støtte har de heller ikke råd til at tage den slags ideologiske hensyn uden logik, for der er meget langt for ladcykelproduktionen til at begynde at leve af det arbejde de laver. Afdelingen har igennem de seneste otte år modtaget omkring 50.000 kr. om måneden fra en Liechtensteinsk hjælpeorganisation for at kunne gennemføre sit arbejde. Det har desværre medført en traditionsrig afhængighed der har begrænset den økonomiske kreativitet til et minimum, men det har også samtidig medført at organisationen ikke har været det mindste tvunget til at lave realvurderinger af nødvendigheden og kvaliteten af de produkter de har fremstillet. Det har igangsat en række temmelig dårligt gennemtænkte projekter som f.eks. udviklingen og fremstillingen af en pedaldreven juicepresser, der vejede som et ondt år og krævede flere operatører af gangen for at kunne fremstille nogle liter juice. Ved min ankomst til CESTA optog skrottet fra skibbrudne og fejlslagne projekter en meget stor del af organisationens plads indenfor murene.

Men nu har vi altså Kimberly-Clarke. De er kommet til efter at man er endelig har erkendt at en annonce i telefonbogen, hvor man fortæller at man kan lave ladcykler måske ikke var den dårligste ide. Før dem har vi haft besøg af brødfirmaet Pan-Bi, juicedistributøren Bon Appetit, en stor gasdistributør og flere andre. Vi bruger hele formiddagen på at vende og dreje mulighederne for at standardisere ladet på cyklen, således at man blot skal placere f.eks. en glasfiberkasse med vandtæt dør ovenpå når man ønsker at distribuere toiletpapir i regntiden, et simpelt rækværk når det er brænde der skal flyttes eller en stor lærredspose når der skal samles skrald ind med cyklen. Standardisering og enshed i produktionen er noget forholdsvis nyt for værkstedet, da man tidligere har lavet alt uden skabeloner, i luften siger og skriver, og uden nogen form for serieproduktion. Men nu står vi med et produkt, som på mange måder er langt hurtigere at fremstille, der kan leveres reservedele og designet er både langt smukkere og langt mere gennemført end tidligere. Nu mangler blot det meget store skridt at lave det til et reelt kommercielt produkt, der kan brødføde de implicerede i fremstillingen. Jeg spørger stadig mig selv om det er muligt at kombinere med de principper og holdninger der præger en NGO som CESTA.

Jeg henter ungerne fra børnehaven ved middagstid og spiser frokost hjemme. Eftermiddagen iler hurtigt af sted i en fortsættelse af formiddagens aktiviteter. Mens min familie spiser aftensmad tager jeg op i træningscenteret og piner den sidste energi ud af kroppen. Dampbadet med kanelaroma lukker definitivt ned for energiforsyningen og jeg slæber mit dieselmonster og mig selv hjem i seng. Monsteret efterlader jeg i garagen!

 

Dag 11 - onsdag

Onsdag er en af de tre skraldedage i ugen. Det vil sige, at skraldevognen kommer forbi med sin klemtende klokke mellem syv og ni om morgenen. Så vælter alle der ikke har fået installeret sig en skraldekurv på gaden, ud med poserne og stiller dem foran huset. Kurvene gør, at man undgår at hundene går i skraldet og spreder indholdet ud over den nærmeste kvadratkilometer. Men de mennesker der kopierer deres firbenede kolleger kan kun de der låser deres skrald inde med hængelås sikre sig imod. Forud for skraldevognens komme passerer der ofte flere forskellige personer og gennemgår affaldet for øldåser, mad, flasker og andet, der enten kan konsumeres eller sælges.

Det er naturligvis langt nemmere og sikrere og mere hygiejnisk end det er for de hundrede af familier der lever på lossepladserne og hvor alle generationer venter spændt på hver ny skraldevogns ankomst for at rode rundt i det komprimerede affald. Til gengæld er der færre chancer på sådan en indsamlingstur rundt i middelklassekvarterne. Vi har valgt at sortere vores dåser, aviser og plast- og glasflasker fra og afleverer dem så til indsamlerne uden at tage noget for det, hvilket undrer dem. I mange huse har hushjælpen en lille ekstraindtægt der.

I øvrigt er indsamlerne kun én gruppe ud af en skare af ’tilbud’ man som beboer i et middelklassekvarter får besøg af. Der er søndagens utallige sælgere på den religiøse front: Jehovas Vidner, Evangelisterne, og alle de andre mere eller mindre kommercielle kirker. Så er der de mange pickups med alt fra frisk fisk over grøntsager til jernstiger. Der er skomagerne, skærsliberne, tamalsælgerne (en mayaudgave af fastfood), børnene der vil feje fortovet for en sandwich, den desperate mand hvis børn er syge flere gange om måneden og som ikke har penge til medicin til dem, issælgerne med deres vogne med klemtende klokker, de utallige pizza-brochureuddelere, tiggerne og mændene fra det private pesticidfirma, der tilbyder en gallon gift til kloakkerne for en mindre formue, så man kan klare det utøj der løber op i husene når de ’har sprøjtet kloakkerne i gaden’ på helt eget privat initiativ.

Det eneste man vist ikke kan købe fra gaden er el-pærer – måske fordi det ville være umuligt at konstatere om de virker eller er brugt. Sundhedsfolkene i de hvide kitler fra den lokale sundhedsklinik med samt deres følge af soldater besøger jævnligt for at inspicere pilaen for myggelarver. Pilaen er det kar alle huse i hele Centralamerika har til opbevaring af vand. Konstruktionen består normalt af en kolos i beton med et kar og en til to vaskepladser med afløb. Vandet må ikke stå mere end fem dage før det skal skiftes eller der skal hældes en speciel gift i, alt sammen for at undgå larverne til de myg der overfører den frygtede sygdom dengue. Hæren er derfor med for ligesom at understrege alvoren og for at sprøjte med en herligt giftig petroleumståge i alle husene. Heldigvis behøver vi ikke at drikke vandet fra pilaen som så mange i dette land og derfor behøver vi heller ikke bekymre os om effekten af den klorgift der skal i vandet for at tage larverne. Tre gange om ugen får vi nemlig besøg af vandsælgerne, der råber ’AGUA’ i gaden og ringer på for at bytte vores store fem-gallons (ca. 19 liter) plastdunke ud for den nette pris af cirka 15 kroner per dunk. Vi bruger omkring en dunk om dagen, så det løber op.

Nå, nu har jeg igen ladet fortælleglæden overtage min kronologi. Jeg startede med skraldet og det tager Karina altså som det første når hun dukker op klokken syv og bringer det ned på gaden. Jeg mimer et ’buenos diás’ til hende gennem forruden idet jeg svinger det filterløse dieselmonster ud af garagen og kører af sted mod arbejdet.

Vel ankommet til det sted hvor jeg tilbringer en tredjedel af mit vågne liv bliver jeg bedt om at forlade det. Forlade det for, i selskab med en kollega, at køre til Puerto del Triunfo, en lille havneby halvanden-to timers kørsel ude østpå. Et luxembourgsk skraldeprojekt i byen har tidligere fået leveret et nyt design udi skraldevogn – en trehjulet cykel med glasfiberskraldekasse på bagperronen. Den var en videreudvikling af en gammel model Ecobici har haft produceret og fungerede ifølge rapporterne perfekt med sit nye forgaffeldesign indtil den altså gik hen og… knækkede! Derfor, i kunden-har-altid-ret-og-garanti-er-noget-vi-er-begyndt-at-mene-alvorligt-ånden kører vi den lange vej ud for at bese problemet. Tidligere ville man have forsøgt at undslå sig ansvaret med henvisning til at der stort set ikke gives garanti på noget som helst i El Salvador, hvis man kan undgå det. Men efter mange diskussioner om at lære af fejlene ved at have adgang til dem, at behandle folk ordentlig så de kommer tilbage og anbefaler en til andre og lignende billige salgstrick, ja, så er der altså opstået enighed om at servicere kunden.

Vi finder let den lille charmerende by, finder hurtigt ind i den og parkerer foran luxembourgerne og deres lokale kumpaner. Cyklen står ovre på alcaldiaet (rådhuset) og efter at være gået gennem en sand labyrint af ventilatorer deroppe kommer vi ned i gården bagved, hvor problembarnet står. Vi afmonterer, forklarer og takker og lover at reparere og komme tilbage hurtigst muligt – samme uge får min kollega vist sagt, selv om han godt ved at den slags spådomme sjældent går i opfyldelse. Det gode er at modtageren af garantien også godt ved at når der bliver sagt torsdag i denne uge så betyder det ”forhåbentlig fredag i den næste”. En lille kulturel finte som man som nordbo kan spilde meget krudt på at ærgre sig over indtil man annammer den.

Vi spiser lækre skaldyrscocktail med sojasovs på et lille fint spisested nede ved den til turisme indrettede havn med sin betalingsparkering, sine fine små boder og det rene nybyggede toilethus. Servitricen, en korpulent dame midt i tredverne, gør al machismo til skamme ved at lægge an på mine blå øjne så jeg må skamme mig og blive, om ikke kommunistisk fanerød, så i hvert fald socialdemokratisk koloreret op til begge ører. Min kollega forsøger forgæves at få flyttet fokus ved at stirre med sine dybsorte øjne lige ind i hendes ligeså mørke, mens han mumler noget om at hans da må være mindst lige så smukke, men kvinden ligger tilsyneladende ikke under for dansk orientalisme og fortsætter sine eskapader ud over min sagesløse havsnegle og blæksprutter. Vi betaler grinende, spadserer en tur ud ad den gamle mole og når ud til politiets narkospeedbåd med maskingeværsstyr for og agter. Op ad det lille tilhørende politibådeskur sidder tre middagshede- og sløve betjente og orienterer sig om alskens kriminalitet i dagens avis. Vi bliver helt svedte af al den aktivitet og bliver enige om at køre hjemad mod afslutningen på endnu en dag i CESTAs tjeneste.