Sofie Lassen-Kahlke i Zambia: Imponerende kvinder!
MS' indsamlingsambassadør Sofie Lassen-Kalhke er netop nu i Zambia. Hendes første dag var spækket med indtryk og oplevelser – og hun er især imponeret over Zambias stærke kvinder.
|
MS' indsamlingsambassadør Sofie Lassen-Kahlke er netop nu i Zambia som optakt til MS' landsindsamling søndag den 9. maj "Giv jord til mor", som går til at støtte fattige kvinders adgang til jord og dermed mad i Zambia. Tanzania og Nepal.
En halv time kørsel fra Zambias hovedstad Lusaka er første stop på Sofie Lassen-Kahlkes lange tur rundt i landet et besøg i en lille landsby nær Chongwe. Og selv om rejsen kun lige er begyndt, er Sofie overvældet af positive indtryk.
”Her er utrolig smukt – og de folk, jeg har mødt, har været fantastiske,” fortæller Sofie.
I den lille landsby holder nogle af kvinderne møde med "Chongwe District Farmers Association". Kvinderne er enker, men modsat mange af deres medsøstre i Zambia har kvinderne her fået mulighed for at få jord, dyrke den og dermed været i stand til at brødføde deres børn. Det skyldes ikke mindst mange års oplysningsarbejde – og en venligt indstillet lokal leder.
”Det gør et kæmpe indtryk at høre kvindernes fortælle, hvordan de – selv om de er alene – kan opretholde deres levestandard og sørge for, at hele familien får mad og sende børnene i skole. Og det gør et stort indtryk at se et konkret resultat af at oplyse et landsbysamfund om kvinders rettigheder i forhold til jord.”
I det hele taget er Sofie imponeret over kvinderne i Zambia.
”Jeg ser kvinderne arbejde hele tiden, hente vand, vaske tøj eller være i marken. De arbejder super hårdt, og de ejer ikke særlig meget. Det sætter også ens eget liv hjemme i Danmark lidt i perspektiv.”
Sofie Lassen Kahlkes rejse i Zambia med MS fortsætter ugen ud. Hun skriver i næste uge om sine indtryk i metroXpress og på ms.dk – følg med!
Du kan støtte kvinders adgang til jord ved at give tre timer af din tid og melde dig som indsamler den 9. maj.
Du kan også deltage i vor sms-indsamling. Sms MOR til 1919 inden 18. maj, så bidrager du med 100 kr. og deltager samtidig i konkurrencen om at vinde en unik rejse for to til Zambia.
|
|




