En køretur i Mozambique
Af Margit Mortensen og Ole Nielsen, udviklingsarbejdere i MaputoVi har i dag været ude på en tur for at besøge landsbyen Magude som ligger i et af de områder, der er hårdt ramt af oversvømmelserne. Den ligger ca. 150 kilometer nordvest for hovedstaden Maputo og indtil i dag har det været umuligt at komme frem, da vejen har været ødelagt.
Men nu skulle der være lavet en midlertidig vej på de ødelagte strækninger, og vi begav os derfor ud af Maputo`s, i øjeblikket, temmelige trøstesløse forstæder. Huse der nu på 2 måned er halvt fyldt op med vand. Hvor vandet er sunket, mudder og pløre. På de tørre pletter har folk stillet deres boder op og sælger madvarer, ovne, møbler osv. Livet skal jo gå videre.
Vejen vi kørte af er landets nordgående hovedvej. Normalt af en standard som en god dansk bivej, hvilket hernede vil sige fremragende. Nu mødte vi flere steder områder hvor vandet fossede tværs over og gjorde det ubehageligt at køre. Man kan nemlig ikke se, hvad der er under vandet. Er der asfalt eller bare et stort hul? I grøftekanten stod folk i vand til livet og fiskede. I lavtliggende sving var det sand asfalten ligger på skyllet væk, så vejen var brækket af i store flader. Problemet er at man ikke ved om vejen også er udhulet under den asfalt man kører på. Teknikken er derfor, at man holder sig på midten af vejen, som vil bryde sammen sidst, og lægger sig i sikker bremseafstand bag ved en bil, der er tungere end ens egen.
Ude af vejen mødte vi de første bosteder for folk, der er flygtede fra vandmasserne. De heldigste har fået telte fra en eller anden nødhjælpsorganisation, andre har måttet tage til takke med nogle blikplader, der er stillet op mod hinanden. Vi kiggede ind og så, at man har indrettet sig med en lille bålplads, et bord og den halvanden stol man fik med sig.
Vi mødte også de blivende forandringer, der er sket i Mozambiques geografi. Store søer som iflg. eksperter vil blive der i mange år, ja måske aldrig forsvinde. De var taget i besiddelse. Pelikaner, storke og hejre havde bosat sig, der hvor der for to måneder siden var majsmarker.
Undervejs blev vi dirigeret ned på et sandspor der løb parallelt med asfaltvejen, hvilket undrede os noget, for vi kunne se asfalten var fin og ubrudt på dette stykke. Forklaringen kom kort efter da en flyvemaskine landede ved siden af os. Man havde inddraget et stykke til landingsbane for de fly, der flyver nødhjælpsforsyninger op. Vældigt fornuftigt, men en speciel oplevelse at tulre ud af sandsporet med et fly landende mindre end ti meter fra en.
Ca. 50 kilometer før målet var det slut. Den midlertidige vej man havde lavet ved at fylde sand på sumpen var skyllet væk i nattens løb. Busserne fra nord og fra syd holdt nu på hver sin side af en flod, der i ca 25 meters bredde og 5 meter nede fossede tværs igennem det der engang var hovedvejen. Der var en jævn trafik af passagerer, der vadede over for at fortsætte med bussen på den anden side. Opsmøgede bukser og skørter, bagage, cykler og lillebror på hovedet og så afsted. Ikke nogen attraktiv tur, for den flod der har forårsaget oversvømmelserne er fuld af krokodiller.
På vejen hjem besøgte vi den landsby, der er oprettet for folk der er evakuerede, og hvor Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med den lokale arbejdslejr organisation AJUDE og de lokale myndigheder i forrige weekend byggede fire klasseværelser. Med klassekvotienterne hernede og undervisning i treholdsskift kan de huse ca. 500 elever men i mellemtiden er antallet nået op på over 1.000, så den gamle "skole", der var et stort træ og ikke andet, kommer måske i brug igen.