Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Ingen cafe latte og fyraftensbajer

I dag skal jeg hjem efter at have været rundt og opleve det zambiske folk i nogle dage. Og der er mange ting, der har slået mig. For det første har jeg været meget imponeret over, hvordan børnene ude på landet får dagen til at gå uden at have alle de materielle stimulanser, som vi jo har til overflod hjemme i Danmark.

07. maj 2010

Børnene i Zambia tilbringer dagen i små grupper, samlet på tværs af alle aldersgrupper og hygger sig, griner og leger med de ting, som de nu kan få fat på. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på de børn, jeg kender i Danmark, som ikke kan få deres dag til at gå, hvis fjernsynet går ned eller opleve deres reaktion, hvis de ikke må spille på deres Wii eller Nintendo i bare en time eller to.

Men det har også slået mig, hvor hårdtarbejdende de afrikanske kvinder er. Jeg havde det godt på fornemmelsen, men at se kvinderne ude på landet, mange af dem enker med en masse børn, bo alene langt ude på landet, mens de skal forsørge måske 7-8 børn. Der er ikke noget, der hedder cafe latte på terrassen med veninderne eller en fyraftensbajer efter arbejde. Det er benhårdt arbejde, der handler om overlevelse for dem selv, deres børn og den nærmeste familie. Og hvis det jord, som de lever af, bliver taget fra dem, har de ingenting! Det er derfor, det er så vigtigt, at kvinderne bliver gjort opmærksom på deres jordrettigheder, så der ikke er nogle, der franarrer dem den. Hjælp de her kvinder ved at støtte Mellemfolkeligt Samvirkes indsamling på søndag!

Sofie Lassen-Kahlke var ambassadør for MS' landsindsamling "Giv jord til mor". Forinden besøgte hun i Zambia nogle af de projekter, som indsamlingen støtter. Hun har skrevet klummer fra sin tur, som blev offentliggjort her på ms.dk og i MetroXpress.