Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

To millioner kroner til "Giv jord til mor"

Landsindsamlingen den 9. maj gav to mio. kr. Set i lyset af en ny struktur med øget decentralisering er vi tilfredse, siger MS' kommunikationschef Vibeke Vinther.



Se galleri fra indsamlingen her

Det blev en god mors dag for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), som ved hjælp af lokale ildsjæle over hele landet søndag samlede 2.060.000 kroner ind til " Giv jord til mor". Pengene vil gå til at sikre fattige kvinders jordrettigheder i Zambia, Tanzania og Nepal. Og tallet kan nå stadig nå at blive højere. Indtil den 18. maj er det nemlig muligt at støtte med 100 kroner via sms. Man sender blot MOR til 1919, og så er man samtidig med i lodtrækningen om en rejse for to til Zambia for med egne øjne at se, hvor pengene gør godt.

"De indsamlede penge vil gøre en enorm forskel i tusinder af kvinder og deres families liv. En kæmpestor tak til alle indsamlere og koordinatorer, der har arbejdet frivilligt. Vores resultat for i år svarer til sidste års resultat. Set i lyset af, at vi i år har gennemført en helt ny struktur med øget decentralisering, er vi tilfredse", siger kommunikationschef i Mellemfolkeligt Samvirke Vibeke Vinther.

En af de mange, som stemte dørklokker søndag, er Sofie Lassen-Kahlke, der som indsamlingsambassadør netop har været på besøg hos Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia.

"Det var særlig sjovt at være ude og ringe på dørklokkerne, når jeg lige har været nede og se, hvad pengene egentlig går til. Alle folk har været helt vildt venlige, selv om enkelte var en smule morgentrætte, da jeg ringede på", siger Sofie Lassen-Kahlke, der alene fik 1700 kroner i bøssen – hvilket er næsten dobbelt så meget som den gennemsnitlige indsamler.

Efter besøget i Zambia var motivationen da også helt i top.

"Mange af de kvinder, jeg har mødt, er enker, som bor alene langt ude på landet, mens de skal forsørge måske 7-8 børn. Det er benhårdt arbejde, der handler om overlevelse for dem selv, deres børn og den nærmeste familie. Hvis den jord, som de lever af, bliver taget fra dem, har de ingenting", siger Sofie Lassen-Kahlke.

Kvinder i udviklingslande dyrker mellem 60 og 80 procent af jorden, men de ejer kun cirka fem procent af den. De steder, hvor kvinder ejer jord, er familiens generelle velfærd bedre end i familier, hvor kvinden ikke ejer jord. Mellemfolkeligt Samvirke arbejder systematisk med denne lange seje kamp for kvinders ret til jord og er med til at gøre en positiv forskel for tusinder af fattige mennesker i både Tanzania, Nepal og Zambia.

For yderligere oplysninger kontakt pressemedarbejder hos Mellemfolkeligt Samvirke Sara Schlüter på tlf. 6043 4321 eller ssc@ms.dk

Se galleri fra indsamlingen her